Italiensk industri-gigant smider IC4-præsident på porten og sætter virksomheden til salg
Ansaldobredas moderselskab har fyret IC4-producentens topchef og vil skille sig af med den skandaleramte togproducent. Dårligt nyt for DSB’s forsøg på at udbedre IC4-togenes mange tekniske problemer, vurderer jernbaneekspert.
færdiggørelse af IC4 tog på Togfabrikken Sitav ved milano. (Foto: Jens Hasse/Chili) (Foto: JH Jens Hasse/Chili foto & arkiv)
Tema
Læs også
-
Udenlandske eksperter: Intet kan sammenlignes med dansk IC4-skandale
Læs mere om
Dokumentation
En af Italiens største industrivirksomheder, Finmeccanica, har tilsyneladende mistet troen på togproducenten Ansaldobreda.
Finmeccanica-konglomeratet – som har sin finansielle tyngde inden for luftfartsteknologi og blandt andet er underleverandør til Boeing – fik i foråret ny topdirektør, og ifølge finanstjenesten Bloomberg News nåede den nye topchef i begyndelsen af august frem til den konklusion, at det ikke er umagen værd at beholde togproducenten Ansaldobreda.
I den forbindelse citerer et andet finansielt nyhedsmedie – Wall Street Journal – en finansiel analytiker for udsagnet om, at Ansaldobreda er 'spild af tid' for Finmeccanica på grund af de mange milliarder, som virksomheden har tabt på grund af adskillige fejlslagne togleverancer – heriblandt IC4-leverancen til Danmark.
Derfor blev Ansaldobredas topchef Salvatore Bianconi for kort tid siden fyret af den nye Finmeccanica-ledelse. Herefter spillede moderselskabet hårdt ud: Ansaldobreda får resten af året til at gennemføre en økonomisk restruktureringsproces. Leverer denne ikke et tilfredsstillende resultat, vil Finmeccanica forsøge at sælge togproducenten med hovedkvarter i Pistoia i Norditalien.
Og den udmelding vil sandsynligvis være dårligt nyt for DSB’s bestræbelser på at udbedre IC4-togenes mange tekniske problemer, som blandt andet indebærer manglende evne til sammenkobling.
Det vurderer en mangeårig iagttager af den italienske jernbaneindustri.
»Meget tyder på, at Ansaldobreda nu vil komme til at afvikle sine aktiviteter inden for udvikling og produktion af højhastighedstog og intercitytog, hvor Ansaldobreda har tabt gigantiske summer de seneste par år,« siger redaktør Chris Jackson fra nyhedsmagasinet Railway Technology International.
Han peger på, at Ansaldobreda dermed også vil komme til at afvikle de kompetenceområder, som DSB har brug for i bestræbelserne på at gøre IC4-togsættene driftssikre. For ganske vist accepterede DSB i 2009 at overtage IC4-togsættene i defekt tilstand fra Ansaldobreda (forstået på den måde, at IC4-togsættene ikke kan kobles sammen, når DSB overtager dem) og selv overtage ansvaret for færdiggørelsen. Men Ansaldobreda fungerer fortsat som DSB’s it-underleverandør i processen med at opgradere IC4-togets kørecomputer.
»Det er jo ikke svært at forestille sig, at en restrukturering eller et salg vil betyde, at netop de it-komptencer, som skal bruges på IC4-projektet vil blive barberet ned til et absolut minimum. Viljen til at stille kompetencer til rådighed inden for vedligehold og reservedele vil nok også være dalende,« siger Chris Jackson.
Han tror ikke, at et salg af Ansaldobreda vil betyde, at virksomheden vil forsøge at løbe fra sine kontraktlige forpligtelser i forhold til DSB. Man vil fortsat gøre alt for at færdiggøre leverancen til DSB uden yderligere tab.
»Men al logik tilsiger jo, at nøglemedarbejdere og underleverandører gradvist vil falde fra, hvis Ansaldobreda trækker sig helt ud af dette marked.«
Ifølge Chris Jackson vil Ansaldobreda sandsynligvis kunne sikre sin overlevelse ved et benhårdt fokus på udvikling og produktion af lokaltog/S-tog, metrosystemer samt letbaner. På disse områder får Ansaldobreda nemlig fortsat ordrer, og her bliver Ansaldobreda fortsat betragtet som en seriøs byder på store projekter.
»Det er umiddelbart svært at se Ansaldobreda overleve som hidtil som leverandør af intercitytog og højhastighedstog til det internationale marked. Virksomheden har en enorm produktionskapacitet, men der kommer ikke mange nye ordrer,« siger Chris Jackson. Han understreger dog, at det endnu er for tidligt helt af afskrive Ansaldobreda – ikke mindst på grund af det store hjemmemarked i Italien.
Chris Jackson peger således på, at virksomheden ikke fuldstændig har mistet evnen til at tiltrække nye kunder inden for de hurtigere togtyper. Ansaldobreda har – i samarbejde med Bombardier - fået en større ordre på udvikling og produktion af nye intercitytog til de italienske jernbaner. Men det er fortsat ikke nok til at udfylde virksomhedens store produktionskapacitet.
Ny administrerende direktør for Ansaldobreda er Maurizio Manfellotto, som er hentet fra Ansaldo STS, som udvikler og producerer signalsystemer til jernbanen.






