Miljøstyrelsen: Roundup-rester uskadelige for grundvandet
Der er ikke tale om en forurening af grundvandet, selv om det nu står fast, at der blev fundet usædvanligt meget glyphosat i prøver taget i 2009. Det fastslår Miljøstyrelsen i en hasteudsendt pressemeddelelse.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
»Glyphosat truer ikke vores grundvand«.
Sådan lyder overskriften på en pressemeddelelse udsendt af Miljøstyrelsen fredag middag.
Styrelsen har fået travlt, efter at Ingeniøren torsdag afdækkede, at det er forkert, når Miljøstyrelsen og miljøminister Karen Ellemann (V) har givet analysefejl skylden for øgede fund aktivstoffet fra Danmarks mest solgte sprøjtegift, Roundup, i grundvandet.
I går ville kontorchef Lea Frimann Hansen ikke svare på Ingeniørens spørgsmål om, hvorvidt der er behov for at gribe ind over for brugen af Roundup, når fundene i 2009 står ved magt.
I dag, fredag, fremhæver hun i pressemeddelelsen, at antallet af forurenede boringer faldt i 2010, og at der ikke blev genfundet glyphosat i ni boringer, som var forurenede i 2009.
Holder fast ved at udelukke omstridte boringer
Dermed holder Miljøstyrelsen fat i, at Eurofins’ analyser ikke er troværdige før juni 2010, hvor målemetoden blev forfinet. For i virkeligheden blev der i 2010 taget flere prøver fra de boringer, som var forurenede i 2009.
Det viser den rapport fra rådgiverfirmaet Niras, som Miljøstyrelsen bestilte om fundet af Roundup-resterne i grundvandet.
»Af de 28 fund af glyphosat i vandprøver i 2009 er kun 15 prøver blevet genanalyseret i 2010, og kun 2 af disse fund (13%) er bekræftet. (...) Af de 26 fund af AMPA i vandprøver i 2009 er kun 9 prøver blevet genanalyseret i 2010, og kun ét af disse fund er bekræftet (11%),« står der i rapporten. AMPA er et nedbrydningsprodukt af Glyphosat.
Nogle af de målinger er foretaget med den gamle analysemetode, og dem vælger Miljøstyrelsen at se bort fra i sin pressemeddelelse.
Der er ikke tale om forurening
Lea Frimann Hansens konklusion om Roundup lader ingen tvivl tilbage.
»Hvis der var tale om en generel forurening af grundvandet, ville man også have fundet glyphosat i de nye prøver,« siger kontorchefen.
»Derfor er vores vurdering, at der ikke er tale om en forurening af grundvandet,« tilføjer hun.
Det stemmer overens med, hvad Miljøstyrelsen konkluderede i juni, da Karen Ellemann gav analysefejl skylden for fundene i 2009. Og frikendelsen af analyserne ændrer ikke på Lea Frimann Hansens konklusion.
»Der ikke er dokumentation for, at glyphosat er et problem for vores grundvand. Der er derfor ikke grundlag for at beslutte en skærpet regulering af glyphosat,« siger hun.
Karen Ellemann bad allerede i juni om nye analyser af resten af de boringer, hvor der blev målt glyphosat i 2009. De er klar sidst på året, oplyser Miljøstyrelsen.
Ministeren har desuden bestilt en hasteredegørelse om, hvordan Eurofins kunne blive udpeget som synderen bag glyphosat-fundene, når det i denne uge kun kostede akkrediteringsorganet Danak én dags arbejde at tilbagevise den påstand.






