80 kilometer uden for Paris ligger den upåagtede provinsby Chartres. I dag ville der næppe være nogen, der havde hørt om den, hvis ikke det var for dens vartegn, Cathédrale Notre-Dame de Chartres. 1 time og 12 minutter med tog fra Montparnasse og du står ansigt til ansigt med den 10.875 m2 store katedral, hvis massive gråsorte silhuet, tårne og spir kommer til syne for den rejsende, længe inden den øvrige by melder sig i horisonten.

Unesco har på sin Verdensarvsliste kaldt katedralen 'den gotiske kunsts højdepunkt', og Da Vinci-forfatteren Dan Brown har vakt fornyet interesse ved at påstå, at kirken i virkeligheden er et hedensk tempel dedikeret til det antikke Galliens arkaiske druidekult.

Som man nærmer sig Chartres og selve katedralen, ser man de imposante udvendige stensøjler rejse sig fra jorden i et nærmest svævende, uvirkeligt mønster, hvor de som et spindelvæv eller skelet støtter op om den indre konstruktion.

Kun når man kommer tættere på og ser forbi virvaret af engle, fabeldyr, gargoyler og djævle, kan man ane bygningens egentlige grundplan, og selv her gør de mange udvendige kapeller, portaler og ambulatorier det svært at gennemskue bygningens egentlige form. Denne enorme kirke - hvorfor blev den bygget? Og af hvem?

Som med så mange andre af kristendommens hovedsæder er katedralen ikke den første helligdom, der har haft adresse på denne beliggenhed.

Oprindeligt lå der en mindre middelalderkirke her, men da senantikkens ingeniører havde mistet romernes fornemmelse for at arbejde i sten, var det en kirke, som var opført i træ. I 858 blev Chartres plyndret af hærgende danere, og på vej væk med kirkeguldet satte de vilde vikinger ild til kirken og brændte den ned til grunden.

Danerne blev dog kristnet til sidst, og 'det glemte korstog' kunne begynde. I dag vækker ordet 'korstog' associationer til europæiske riddere, der slås for det hellige land i Mellemøsten. Men det glemte korstog var indadtil: Det glemte korstog var opførelsen af en stribe kirker og katedraler i Nordvesteuropa; bygningsværker, der pressede datidens ingeniørkunst til det yderste og som én gang for alle skulle vise, at Europas nye økonomiske højsæde - grænselandet mellem det nuværende Tyskland og Frankrig - var i stand til at opføre bygningsværker, som langt overgik arven fra det nu hedengangne Rom i syd, og fra det kristne Byzans i øst.

Gotik var dermed en byggestil, der tog sit naturlige udgangspunkt i arven efter romersk ingeniørkunst. Romerne havde adopteret det klassiske Grækenlands byggestil, men de havde tilføjet rundbuen, dvs. den klassiske hvælving. Hos romerne er der typisk tale om rene linjer og rektangulære grundflader, uden diagonaler og eksterne støttepiller. Derfor er romersk byggeri evindeligt kendetegnet ved tykke vægge og små, hengemte vinduer.

Ser man en søjle i den romerske byggestil, er man aldrig i tvivl om, at den bærer på en enorm vægt, men med gotikken blev arkitekturen for første gang fri af tyngdekraftens umiddelbare begrænsninger: Ikke alene gjorde man væggene uhyre tynde, man levnede også plads til de enorme glaspartier, der i dag opfattes som et af de gotiske kirkers signaturtegn. Og så gjorde man kirkerne højere, end de nogensinde før havde været. De gotiske kirker var datidens skyskrabere.

Chartres er en af de eneste gotiske kirker, der den dag i dag er bevaret i autentisk gotisk stil. Selv glasvinduerne er bevaret intakte, og de oprindelige farver og motiver fra 1200-tallets Frankrig funkler endnu i dag, som var de overjordiske syner usynligt indlejret i kirkens mørke stenvægge.

Som så mange andre blev skulptøren Auguste Rodin betaget af glassets effekt på kirkens indre lyssætning, idet han sagde: 'Da jeg trådte indenfor, kunne jeg først ikke se andet end skumring, tusmørke og en svag lilla overalt. Kun gradvist lysnede helheden sig for mig, og jeg kunne ikke modstå; jeg måtte beundre'.

Men disse mænd, der udtænkte helheder, endog universer, i sten, og som pressede middelalderens byggetekniske formåen til det yderste - hvem var de?

Fra samtidens kilder ved vi, at de gotiske bygmestre måtte stå i lære mange år, hvor de huggede sten i stenbruddenes mudder, blæst og regn. Først efter årtiers tjeneste og forfremmelser blev de til sidst skolet i bygmestrenes hemmelige profession, geometrien. Her lærte de at omdanne ubehandlede stenmasser til de luftige guirlander og svungne konturer, der i dag udgør skelettet i de gotiske konstruktioner. En gotisk bygmester måtte således være såvel arkitekt og ingeniør som kunstner - alt sammen i samme person.

Ud over arkitekturen måtte bygmesteren også have blik for færdige bygningsdekorationer: Foruden de 4.000 m2 glasmosaik, der er indlejret i kirkens vægge, præges stenene inde i Chartres også af mere end 1.800 individuelle stenfigurer. Flertallet af disse er placeret under hvælvinger og på hengemte alkover højt over, hvad en gennemsnitlig middelalderborger nogensinde ville få at se.

Men når præster og adelige var villige til at ofre så enorme summer på udsmykninger, som ingen kirkegænger ville få at se, hang det sammen med et skift i datidens teologi: De tidligste kristne havde levet i konstant forventning om den snarlige dommedag, men i takt med, at den yderste dag lod vente på sig, ja i tiltagende grad syntes aflyst, opstod en ny teologi omkring Guds plan for sit kosmos: Ifølge den nye tids teologi havde Gud skabt universet efter en bestemt og forudsigelig (men dog mystisk) orden.

Mennesket kunne deltage i denne orden ved at afspejle Guds kosmologi i den arkitektur, det selv opførte, og således er de gotiske katedraler præget af orden, symmetri, og perfekte geometriske former i en hellig forening af kunst og videnskab, mystik og matematik.

I de senere år har muligheden for, at Chartres skulle være opført med et øje for det esoteriske været genstand for fornyet interesse. Diskussionen er igen blusset op efter at den storsælgende krimiforfatter Dan Brown har givet sin støtte til det synspunkt, at Chartres i virkeligheden skulle være en form for hedensk tempel, forklædt som kristen katedral.

En påstand, som har fået mere end én lægmand til tasterne for at bevise, hvordan systematiske runelignende indrids i Chartres' sten i virkeligheden er vidnesbyrd om druider, tempelriddere og Magdalene-kult. Etablerede historikere har dog ind til videre holdt sig til mere konservative forklaringer: De mener, at de runelignende indrids i stenene blot var forskellige håndværkeres måde at markere, hvem der havde lavet hvad på - en slags signatur, som blev relevant, når der skulle udbetales løn.

Debatten bølger videre, og de to lejre viser ingen tegn på, at de er ved at blive enige. Så vil man have nærmere syn for sagn, må man selv til Chartres.