Leder: IC4 er død – milliardinvestering påkrævet
Læs også
-
International togekspert: At skrotte IC4's computer er DSB's sidste udvej
-
28 danske IC4-inspektører i Italien – hvad laver de egentlig?
Læs mere om
Om få uger bliver DSB's mest fatale fejlinvestering nogensinde - hvis der er nogen form for rimelighed - erklæret død. Det drejer sig naturligvis om indkøbet af IC4-tog, som punkt for punkt slår alle rekorder i fejlvurderinger. Og som jævnfør Ingeniøren i dag fremstår som en 'international negativ sensation'.
Inden udgangen af august vil et såkaldt eksternt review af IC4-togene, bestilt af Transportministeriet, afsige dommen. Reviewets opgave er at afklare, hvorvidt det er troværdigt, at IC4 nogensinde bliver klar til fjerntogstrafikken.
Samtidig undersøges, hvad der alternativt kan sættes ind, og endelig bliver de økonomiske konsekvenser af at opsige DSB's aftale med den italienske togproducent Ansaldobreda undersøgt.
Har man en livlig fantasi, kan man måske forestille sig, at reviewet lander positivt for IC4. Men med den seneste dokumentation for togets elendige tilstand - som vi fremlægger i dagens udgave af Ingeniøren - er der reelt ingen vej tilbage. Toget er dødt. Op mod fire milliarder kroner er spildt. Og ti års arbejde er tabt hos DSB.
Med togdøden som præmis kan der rejses tre væsentlige kritiske problematikker. Nemlig DSB's evner som 1) indkøber og 2) producent af tog. Og 3) nødvendigheden af helt ny omhu i trafikforvaltningen i Danmark.
Vi tager dem i rækkefølge:
DSB har klokket monumentalt i det som indkøber af IC4. Det er fuldstændig uhørt, at en triviel togleverance kan blive ti år forsinket. DSB har i fatal grad ikke evnet at følge op på sin leverandør - hvilket f.eks. illustreres af, at DSB har 28 inspektører konstant pendlende til Italien, hvor de siden projektstart har fulgt alt ned til svejsning af vognkasser, og hvorvidt toiletdøre kan åbnes under strømsvigt. Og alligevel kommer togene fejlbehæftede frem til Danmark. Hvilket viser, at der er noget aldeles galt i forholdet mellem indkøber og producent.
I desperation - det må det have været - gav DSB i 2008 Ansaldobreda et ultimatum, som udløb utilfredsstillet i 2009. Derefter skred DSB endnu længere ned ad glidebanen ved at forlade rollen som kritisk togkøber og overtage en del af produktionsopgaven for toget. Siden blev alt mudret, og interessesammenblandingen havde som bivirkning, at DSB's evne til at holde offentligheden troværdigt orienteret gik fløjten.
For at tage ved lære bør disse to problematikker udsættes for kritisk, ekstern gennemgang. DSB må fremadrettet sikres bedre evne til at købe ind.
Det bringer os til den tredje, helt overordnede problemstilling. IC4 blev bestilt som dieseltog, fordi jernbanenettet ikke er fuldt elektrificeret. Nøjagtig samme argument lå bag købet af IC3 20 år tidligere. Uden elektrificering kan politikerne synge, spille på banjo og kræve standardtog, alt hvad de vil - for der er ingen på markedet. Dieseltog er et historisk fænomen.
Med den stipulerede IC4-død er der derfor ingen tvivl om, at den korrekte beslutning nu er - med fast hånd - at gennemføre milliard-elektrificeringen af nettet og tvinge DSB til at købe eltog.





