CO2-lagring kan konkurrere med vindmøller – om ni år
Kul- og naturgasværker, der kan trække CO2 ud af røgen og sende den under jorden, bliver konkurrencedygtige med vindmøller og solceller i 2020, spår ny EU-rapport. Men det kræver statsstøtte, en høj kvotepris og politisk vilje, mener danske eksperter.
Læs også
-
Kulkraftværk dropper CO2-lagring på grund af uklar energipolitik
-
Grøn energistrategi holder bagdør åben for kul og CO2-lagring
Læs mere om
Dokumentation
Der er al mulig grund til at tro, at kulkraftværker med CO2-lagring bliver fuldt konkurrencedygtig med vindmøller og solceller om ni år, lyder en af hovedkonklusionerne i en ny rapport fra et EU-panel.
Bag rapporten er Den Europæiske Unions mest autoritative panel, når det gælder CO2-lagringsteknikker, den såkaldte teknologiplatform ZEP (Zero Emission Fossil Fuel Power Plants), der består af over 200 personer, blandt andet repræsentanter fra kraftværker, firmaer bag CO2-lagringsteknikker, forskergrupper og NGO’er i Europa.
ZEP har gennemgået de eksisterende demonstrationsprojekter for CO2-lagring i Europa og vurderet omkostningerne gennem alle teknikkens led fra udtrækning af CO2 fra røggasserne til transport og lagring.
»Rapporten er et forsøg på at lave en kvalitetsvurdering af det hav af tal, der findes om teknologiernes fremtidsmuligheder på et kommercielt marked. Nu er vi blevet bestyrket i vores antagelse om, at teknologierne kan blive konkurrencedygtige i fremtiden,« siger Niels Peter Christensen, der både er chefgeolog i Vattenfall, professor i CO2-lagring ved Herriot-Watt University i Edinburgh og en af de tre hovedansvarlige bag ZEP-rapporten.
Vurderingen er, at et kulkraftværk udstyret med CO2-lagringsteknikker vil producere strøm til mellem 530 og 600 kroner per MWh.
Men alt afhænger af, hvor dyrt det bliver at udlede CO2 i fremtiden – altså kvoteprisen.
Uden en fremtidig omkostning ved at udlede CO2 vil kulkraftværker uden CO2-lagringsteknikker kunne producere strømmen til omkring 358 kroner per MWh – altså væsentligt under prisen for værker med CO2-lagring.
Først med en kvotepris på over 300 kroner per udledt ton CO2 kan kulkraftværker med CO2-lagringsteknikker producere strøm billigere end værker uden CO2-lagrinsteknikker, fremgår det af ZEP-rapporten.
»Kvotemarkedet er som en cykel uden luft i hjulene«
Men vil kvoteprisen så stige nok til at gøre CO2-lagring konkurrencedygtig? Nej, lyder rapportens konklusion.
'Baseret på de nuværende fremskrivninger vil kvoteprisen ikke stige tilstrækkeligt til at være en igangsætter af investeringer, efter den første generation af CCS-demonstrationsprojekter er bygget (2015-2020). Derfor er der behov for politiske beslutninger i den mellemliggende periode – efter teknologien er bevist klar til kommerciel skala, men før kvoteprisen er steget tilstrækkeligt til at tillade fuld kommerciel produktion', står der i ZEP-rapporten.
»Kvotemarkedet er som en cykel uden luft i hjulene. Meningen var jo, at kvoteprisen skulle sætte gang i et teknologiskift mod mindre CO2-udledende teknologier, men prisen er skuffende lav. Nu er den helt nede på 90 kroner per ton CO2. Der er jo noget helt galt, når prisen er så langt nede. Hverken solceller, vindmøller eller CO2-lagring bliver båret frem uden statsstøtte med så lav kvotepris,« siger Niels Peter Christensen.
Dong-ekspert: Den største usikkerhed er politisk
Hos Dong Energy er udviklingschef Rudolph Blum enig i, at CO2-lagringsteknologier har potentialet til at konkurrere med vindmøller og solceller i fremtiden, men der er en lang række usikkerheder, mener han.
»Rapporten er baseret på en række antagelser, som mangler at blive hugget helt ud i granit. Der er langt fra at bygge små anlæg og se gode resultater til at stå og kigge på et rigtig stort værk og se på regningen over de enkelt komponenter. Men jeg tror på, at især amin-teknologien og muligvis brugen af nedkølet ammoniak som absorbent kan udvikles til en teknologi, der har så lavt energitab, at det er spiseligt,« siger Rudolph Blum, der arbejder for Dong Energy med et af Europas største forsøgsprojekter med indfangning af CO2 på Esbjergværket.
Den allerstørste usikkerhed for CO2-lagringsteknikkerne er dog den politiske, mener Rudolph Blum:
»Det store spørgsmål er, om man kan få politisk accept til at lagre CO2 i undergrunden. Det vil kræve grundig dokumentation for at give offentligheden sikkerhed for, at gassen ikke slipper op af undergrunden.«
»Dernæst er spørgsmålet, om politikerne virkelig mener, at det er bydende nødvendigt at få CO2-udledningen ned nu og her. Den holdning er nødvendig, for i mine øjne er CO2-lagring kun en overgangsteknologi. Vil vi have udledningerne ned med det samme, så må vi forholde os til, at verden får en stor del af sin energi fra kulkraftværker, og her kan CO2-lagring være en løsning, indtil vi har færdigudviklet alternativer,« siger han.
Gasprisen afgør naturgasværkernes skæbne
ZEP-rapporten er udelukkende baseret på europæiske erfaringer, men kigger ikke kun på kulkraftværker. Også CO2-lagringsteknikker brugt på naturgasværker er vurderet, og her tyder det på, at det kan blive lidt sværere at gøre CO2-lagring konkurrencedygtig.
Selvom kvoteprisen skulle stige til 600 kroner per ton CO2, så vil det formentlig ikke kunne betale sig for værkerne at investere i CO2-lagringsteknikker i 2020, fremgår det af rapporten. Alligevel konkluderer rapporten, at også CO2-lagring på naturgasværker har potentialet til at blive konkurrencedygtig med vindmøller og solceller i fremtiden.
Det helt store spørgsmål er nemlig, hvordan prisen på gas vil opføre sig i fremtiden, og holder den sig på samme lave niveau som i dag, så vil CO2-lagring på naturgasværker godt kunne betale sig i 2020, lyder vurderingen fra Niels Peter Christensen.
Som kampen mellem Betamax og VHS
Rapporten har også sammenlignet teknikkerne post-combustion (opsamling efter forbrænding), pre-combustion (opsamling før forbrænding) og Oxy-fuel. Konklusionen er, at alle teknikker har potentiale til at blive en konkurrencedygtig teknik i fremtiden.
Niels Peter Christensen fremhæver dog post-combustion, fordi teknologien kan bygges ind i eksisterende kraftværker, cementfabrikker og stålfabrikker.
»De andre teknologier skal integreres i byggeriet fra starten. Det giver post-combustion-metoden et særligt potentiale,« siger Niels Peter Christensen, der mener, at det er for tidligt at vurdere, hvilken teknik der vil sejre i sidste ende.
»Det er som med kampen mellem video-formaterne VHS og Betamax. Men to ud af tre CO2-lagringsteknikker vil sandsynligvis overleve,« siger han.






