Leder: Stop angsten – lad være med at spørge, hvad vi skal leve af
Flere unge er blevet optaget på en naturvidenskabelig eller teknisk videregående uddannelse, end det har været tilfældet de senere år. I alt er der optaget lidt flere end 2.000, som vil læse til diplomingeniør, over 2.200 er kommet ind på universitære it-uddannelser - heraf over 400 som it-civilingeniør, knap 4.500 vil studere naturvidenskab,og endelig har næsten 1.800 givet sig i kast med læse til civilingeniør (inklusive it) . Der er umiddelbart grund til at glæde sig over fremgangen.
Overgøre resultatet behøver man dog ikke. Kigger man på andelen af disse unge i forhold til hele optaget på universiteterne, er markedsandelen meget svagt stigende til nu cirka en fjerdedel. Det er i særdeleshed stadig samfundsfag efterfulgt lidt nølende af humaniora, der er ungdommens absolutte favoritter.
Man kan vælge at gøre det til et problem, at en massiv indsats for at gøre teknik og teknologifagene mere sexede endnu ikke for alvor har rykket ved de unges studievalg. Eller man kan dvæle ved, at det er pædagog- og socialrådgiveruddannelserne, der oplever den suverænt største fremgang blandt de mellemlange uddannelser. Det er imidlertid et helt tredje ærinde, der ligger os på sinde:
Tumultariske begivenheder og forandringens vinde bliver ved med at storme omkring os. Vi har talt om globalisering og finanskrise så længe, at vi tøver med at tage ordene i munden af frygt for at kede andre. Også selv om vi ved, at vi bliver nødt at forholde os til dem og finde en vej igennem til en ny virkelighed, hvor betingelserne for at klare sig er anderledes.
De unge, der bliver rådet til at tage bestemte uddannelser, som de voksne tror, der er en fremtid i, læser også nyhederne om, at det nu er videnjob, der bliver outsourcet. Lundbeck er blot seneste eksempel og bliver ikke det sidste.
Vi kan mene, at vi skal piske de studerende til at være dygtigere end kineserne og lære deres sprog, og vi kan mene, at vi skal uddanne endnu flere akademikere i et uddannelsessystem, hvor vi hellere taler om tilbud til de svageste og de stærkeste end om dem i midten, der er flest af.
Et system, hvor læresteder har incitament til at markedsføre myriader af uddannelser, som var de et mekka af lækkert modetøj - eksempelvis er der over 25 retninger for diplomingeniører. Endelig indrettes undervisningen til et gelinde niveau, så de studerende hurtigt kan sluses ud på et presset arbejdsmarked, der nok kan bruge dem, men ofte i andre funktioner end planlagt.
Bevidner vi en proletarisering, når akademikerne rundt omkring skubber HK'ere ud af kontorfunktioner? Er der monstro brug for en stærkere og rigtigere faglighed, der er mere i øjenhøjde med udlandet i en benhård international konkurrence?
Politikere opretter forskningsfonde og rådgivende organer, fordi vi som land uden naturressourcer skal bruge en del brain power. Vi håber at kunne tænke os til fremtidens vindere, og holder kloge konferencer om temaet: Hvad skal Danmark (dog) leve af?
Men det er et helt igennem angstfremkaldende og forkert spørgsmål. Det har aldrig haft et simpelt svar, for Danmark A/S findes ikke og har aldrig eksisteret.
Dansk velstand er baseret på et patchwork af vævet brokade på tværs af brancher, originaler og engageret tilpasning - samt naturligvis hårdt arbejde. Vi skal som samfund interessere os for at skabe et boblende og levende land. Spørgsmålet, vi sammen skal finde svaret på, må være: Hvordan åbner vi horisonten for det enkelte menneske? Det begynder med at respektere de studerendes valg.
