Bang & Olufsen vil skabe hvid aluminium
Bang & Olufsen vil i samarbejde med tre afdelinger på DTU forsøge at udvikle en metode til at lave hvid aluminium. Det vil give flere designmuligheder, lyder begrundelsen.
Læs også
-
’Aluminium-Celmet’ kan optimere kapaciteten på hybridbilers batterier med op til tre gange.
Læs mere om
Man kan lave aluminium i næsten alle regnbuens farver, men ikke i hvid. Det vil Bang & Olufsen lave om på i et nyt, stort projekt, der blandt andet involverer Højteknologifonden, Tribologicentret ved Teknologisk Institut og tre afdelinger på DTU.
»Man har ikke tidligere kunnet lave hvid aluminium, men vi har fået den idé at gøre det ved hjælp af en PVD-proces, hvor man lægger aluminiummet på i et vakuumkammer. Vi tror, det kan lade sig gøre, men det er en teori, vi skal i gang med at efterprøve,« fortæller Ib Kongstad, der er teknologispecialist inden for aluminium hos Bang & Olufsen, til ing.dk.
PVD-processen foregår ved, at man tager et emne ind i et vakuumkammer og smelter aluminium over det. I øjeblikket tager sådan en proces omkring 20 timer, hvilket gør den meget dyr, men Tribologicentret er i gang med at finde ud af, hvordan man kan korte processen ned.
Som det er nu, kan man lægge hvid maling på en aluminiumsoverflade, men det holder blot i 20 år, mens den type, Bang & Olufsen vil udvikle, kommer til at holde farven i mindst 150 år.
»Der er enormt stor interesse for denne type af aluminium. Blandt andet er smykke- og urindustrien meget interesserede, men også inden for arkitektur vil man gerne kunne bruge den overflade, man har lyst til,« siger Ib Kongstad.
Han forklarer, at det hvide aluminium vil give designerne yderligere frihed til ikke bare at kunne bruge farven hvid, men også til at få andre typer af overflader end bare matte og blanke malede overflader. Med det nye projekt håber Bang & Olufsen at kunne tilbyde en metallisk hvid overflade.
Princippet bag at skabe det hvide aluminium vil virksomheden gerne holde for sig selv indtil videre, men det er sikkert, at Teknologisk Institut skal bidrage med sin erfaring med pålægning af tykke aluminiumslag. De skal videreudvikles gennem inkorporering af partikler, der skal danne grundlaget for den hvide aluminium.
DTU Mekanik skal karakterisere overfladernes mikrostruktur og samtidig bidrage til projektet med intelligent materialevalg, mens DTU Fotonik skal arbejde med optisk og mikrostrukturel karakterisering og den fundametale forståelse af lysets spredning.
Bang & Olufsen skal ifølge Ib Kongstad blandt andet bidrage med sin mangeårige erfaring med håndtering af aluminium.
Projektet begynder i oktober i år, og Højteknologifonden har afsat 13 millioner kroner til udviklingen af det hvide aluminium.






