I årtier har forskerne debatteret og forsøgt at forstå, hvorfor Månen havde to så forskellige sider.

Nu viser nye simuleringer, at Jorden oprindeligt havde to måner, som med tiden stødte sammen og blev til vores nuværende måne. Dette kan forklare Månens forskellighed og de store bjerge på dens bagside.

Det er lektor Erik Asphaug fra Californiens Universitet i Santa Cruz og postdoc Martin Jutzi fra Bern Universitet i Schweiz, som har fremsat denne nye teori og regner med, at der har været tale om et langsomt sammenstød mellem de to måner i samme kredsløb om Jorden.

Forskerne er enige om, at Månen er skabt af materiale, som er slynget væk fra Jorden ved et stort nedslag, da Jorden blev ramt af et legeme på størrelse med Mars for omkring 4,6 milliarder år siden.

Meget forskellige sider
Lige siden Månens oprindelse blev fastslået, har et af de største spørgsmål i udforskningen af Månen været, hvorfor den havde to så meget forskellige sider.

Månens forside, den som vi kan se fra Jorden, er flad, lavtliggende og dækket med en moderat mængde kratere og mørkt materiale, mens Månens bagside er lys og dækket med rigtig mange kratere og har op mod 3 km høje bjerge.

Tidligere undersøgelser har allerede vist, at der kan have været en måne nr. 2, som blev til på samme måde som den nuværende. Men disse simuleringer forklarer, hvor den blev af.

Erik Asphaug og Martin Jutzis computermodeller viser, at en sådan anden måne kun ville have kunnet eksistere i et ligevægtspunkt eller lagrange-punkt før eller efter Månen, men blot i nogle få millioner år, inden de ville støde sammen.

Et langsomt sammenstød
Deres modeller omfatter Månen, som stadig er ved at udvikle sig nogle hundrede millioner år efter dens dannelse, samt en anden søstermåne.

Søstermånen har haft en diameter på 1.200 km, mens Månen var cirka tre gange så stor og 25 gange tungere.

Måne nr. to kredser i samme bane, men bevæger sig med en relativt langsom hastighed. Sammenstødet er sket med under tre kilometer pr. sekund. Dette betyder, at der ikke blev skabt voldsomme stød eller smeltet materiale.

Simuleringerne viser, at et sådant sammenstød med lav hastighed ikke vil skabe et krater. Noget af søstermånens skorpe vil blive til bjergene på Månens bagside.

Til gengæld vil nedslaget klemme magma fra det magmahav, som stadig fandtes under Månens overflade over mod forsiden. Magmaen vil blive beriget med radioaktive elementer, som kan skabe den ekstra varme, som skulle til for at skabe de mange mørke områder, der dækker store dele af Månens forside.

Det er ikke en helt skør idé
Når Nasas næste rumsonde til månen, Grail (Gravity Recovery and Interior Laboratory) bliver opsendt til september, håber forskerne på at få mere at viden om Månens indre. Dette kan måske være med til at bekræfte teorien om, at Jordens engang har haft to måner, som siden er blevet til en.

Ekspert i sammenstød mellem planetlegemer, professor i geofysik H. Jay Melosh fra Purdue Universitet i Indiana, siger til Science:

»Det er en frisk idé og et meget interessant alternativ til de hidtidige forklaringer. Det er ikke skørt. Vi skal dog nu undersøge i detaljer, hvor meget af søstermånens skorpe, der kan hobes op på Månens bagside ved et sådant sammenstød.«

Den nye teori om Jorden med oprindeligt to måner er blevet offentliggjort i det seneste nummer af tidskriftet Nature.