En skuffende telefonsamtale...
Af Poul-Henning Kamp,
tirsdag 02. aug 2011 kl. 14:40
For tiden poster vi her i landet millioner i udviklingen af vores fremtidige elnet, startskudet til et banebrydende forsøg på Bornholm er proppet i bøssen til om en måned, kloge folk render rundt og holder foredrag om "morgendagens elnet" og så snart papirarbejdet er på plads (3-5 år) skal vores køleskabe deltage i markedet for regulerkraft.
I den anden ende af spekteret har vi nørderne her i ing.dk's debat, kreative unge mennesker i Labitat, OSAA og andre danske "makerspaces", studerende på ingeniøruddannelser osv. osv. som gerne vil lege med styring og regulering i fremtidens elnet.
Det faktum at Danmark er langt forud for dem der er ved at farve den gule trøje på dette område og den lidt sløje beskæftigelsessituation i Danmark taler kraftigt for at få kortsluttet disse to grupper, så vi kan efterfølge vores vindkrafteventyr med et smartneteventyr.
Før man kan regulere må man måle og vi har alle sammen en elmåler siddende der måler. Hvad er mere nærliggende end give alle de kreative mennesker adgang til målingerne, via de sikre interfaces elmåleren allerede har ?
På de gamle roterende elmålere, kan man temmelig præcist måle det aktuelle energiforbrug, ved at måle hvor lang tid der går imellem den sorte plet kommer forbi, eller med noget mere kalibrering, hvor lang tid den er om at komme forbi.
På elmålere bygget i Europa med DLMS standarden, kan man koble sig på den optiske port og hente data ud. DLMS standarden har specifikt en "public read-only" mulighed".
Men af forskellige gode grunde bliver der skruet en masse Echelon elmålere op, der bruger ANSI standard kommunikation og fordi elmålere i USA sidder udenpå husene hvor alle kan komme til dem, er der ikke nogen "public" adgang, man skal have en read-only kode udleveret af energiselskabet.
"Nullus Anxietas" tænkte jeg, jeg ved hvilken expolitiker der sidder og køre med klatten i Energinet.dk og den ide køber han med det samme. Derefter taler han lidt fortroligt med de rigtige folk i energiselskaberne og om når folk er tilbage fra ferie har den ged bakkenbarter.
Men Kim Behnke var slet ikke med på ideen.
Jeg tror faktisk ikke engang han kunne se ideen, trods mine ihærdige forsøg på at forklare den.
Elmåleren er viklet ind i et frygteligt morads af jura, regler og ansvarsforflygtigelse og med 65 elselskaber der alle har deres egne underlige ideer, er der problemer nok med området. Det sidste Kim havde brug for, var at kreative mennesker ville have lov til at lege med elmåleren også.
Ikke at han ikke var åben for folk med gode ideer, de er mere end velkomne hos ham, han siger både har kaffe, kage og forskningsmidler han gerne vil dele ud af.
Men det der med selvstartende kreative mennesker der experimenterer uden tilladelse hjemme i garagen ville han ikke have noget at gøre med.
Dem der har eller får Echelon målere må enten tale godt for deres elselskab og prøve at lokke en kode ud af dem, købe en privatejet bimåler og betale elektrikeren for at få den monteret, eller vente på at den store forkromede løsning med en central database over alle danske elmåleres registreringer, en af de ting Kim arbejder på, dukker op på markedet om ca. fem års tid.
Fair skal være fair: Kim er ikke politiker mere og hans ansvar er elnettet, ikke jobskabelsen.
Men jeg er nu alligevel skuffet.
phk