Den første trojanske asteroide ved jorden 2010-KT7 er fundet med Nasa’s infrarøde Wise-rumteleskop. (FOTO: Nasa)
Første trojanske asteroide fundet sammen med Jorden
Astronomer har fundet en asteroide på 300 meter i diameter, som via en kompleks, men stabil bane, følger Jorden i dens kredsløb rundt om Solen.
Multimedia
Video:
Se animation af den trojanske asteroides bane
Læs også
-
Se de første nærbilleder af solsystemets næststørste asteroide
-
Se videoen: Asteroiden Vesta afslører mærkelig mørk plet forud for nærkontakt
Læs mere om
Dokumentation
Astronomer har med Nasa’s infrarøde Wise-rumteleskop fundet den første trojanske asteroide i kredsløb om Solen sammen med Jorden. Asteroiden er 300 meter i diameter og befinder sig i øjeblikket 80 millioner kilometer fra Jorden.
Dens usædvanlige bane bringer den via komplekse bevægelser tæt ved et stabilt punkt i nærheden af Jordens baneplan, men der er ikke fare for at den støder sammen med jorden.
Fundet er gjort af den canadiske astronom Martin Connors fra Athabasca Universitet i Canada.
Trojanske asteroider er asteroider, som deler kredsløb med en planet tæt ved de stabile punkter foran eller bagved planeten. Da disse trojanske asteroider hele tiden følger samme bane som planeten, støder de aldrig sammen med den. Der findes trojanske asteroider ved Neptun, Mars og Jupiter. Her ud over har to af Saturns måner trojanske asteroider.
Forskerne har længe antaget, at der også måtte være trojanske asteroider ved Jorden, men de er svære at finde, da de er små og tæt ved Solen, set fra Jorden. Det lykkedes dog at finde denne trojanske asteroide, da den har en usædvanlig bane, som sender den længere væk fra Solen, end det er normalt forventes ved trojanske asteroider.
Fundet blandt 500 nær-jorden asteroider
Wise-rumteleskopet har scannet hele himlen i det infrarøde område mellem januar 2010 og februar 2011. Martin Connors og hans kollegaer søgte efter trojanske asteroider ved jorden i data fra neowise-projektet, som indeholder data fra Wise om nær-jorden asteroider. Nær-jorden asteroider er asteroider, som passerer forbi Jorden i en afstand under 45 millioner kilometer. Neowise indeholder data om mere end 155.000 asteroider i asteroidebæltet ude mellem Mars og Jupiter, samt 500 nær-jorden asteroider.
I Neowise-dataene fandt de to mulige kandidater til trojanske asteroider ved Jorden. Den ene, kaldet 2010-TK7, blev via efterfølgende observationer med det canadisk-franske teleskop på Mauna Kea på Hawaii, bekræftet som en trojansk asteroide.
Asteroiden 2010-TK7 anslås at have en diameter på 300 meter og befinder sig i øjeblikket 80 millioner kilometer fra Jorden. Dens usædvanlige bane bringer den via komplekse bevægelser tæt ved et stabilt punkt i nærheden af Jordens baneplan. Den bane sender den både op over og ned under Jordens baneplan. Asteroidens bane er klart defineret de næste 10 tusind år, så der er ikke fare for at den støder sammen med Jorden.
Fundet af den trojanske asteroide ved jorden er blevet offentliggjort i det seneste nummer af tidsskriftet Nature.






