Hvad nu hvis der er 30 forskellige årsager, som slet ikke passer sammen i et pænt puslespil? Vi er sammensatte mennesker, og lever i en højst sammensat verden. Ydermere er vi højst påvirkelige væsener. Der er ikke specielt mange ting som er entydigt sorte eller hvide, så hvorfor skulle denne begivenhed være det?
Hvad nu hvis, for eksempel, off the top of my head:
....
Lad os ikke være løgnere eller hyklere, men i stedet tage ved lære. Det forekommer mig det mere intelligente valg....
Ja, hvad nu hvis? Så ville det vel bare være, som det var? *smiler*
Hil! Er enig i at det vigtigste er at bruge det skete fornuftigt i vores egen proces - som menneske, som befolkning og som land. At turde modnes med katastrofen, i vores egen livs- og læringsproces.
Og i den forbindelse er det jo herligt at du lægger op til fokus på vores sårbarhed; at vi netop ikke er i stand til at forklare meningsløsheden. Kun til at træffe et valg på vores egne vegne.
I forbindelse med at øve sig i at give sig selv lov til at turde nogle flere nuancer kan jeg i øvrigt anbefale Debbie Fords "Når skyggen tager over". Jeg paster lige en enkelt passage.
---
Et spirituelt problem
I virkeligheden er spørgsmålet om, hvorfor gode mennesker gør dårlige ting, et spirituelt problem, som udspringer af splittelsen mellem vores højere selv og vores såre menneskelige selv. Når vores sunde ego oplever for megen smerte, når det er ude af stand til at fordøje intensiteten i vores oplevelser, spalter det sig fra og river sig løs. Når vores ego flakker alene rundt i verden med kun en del af det, vi har brug for til at leve et integreret liv, overbeviser det os om, at vi skal undgå den anden halvdel af os selv og se bort fra den helhed, vi er. Egoet spalter sig ud fra vores evige essens, vores sande og autentiske selv. Og derpå skaber vi, i et forsøg på at give os selv en følelse af at være hele igen, et falsk selv, en ydre indpakning, en fernis, som kan dække over vores nu sårede indre verden. Så er det, at den indre krig starter.
Hvilken krig? spørger du måske. Den ulykkelige krig mellem det gode og det dårlige selv, lyset og mørket, id'et og egoet, dr. Jekyll og mr. Hyde. Der er tale om en erobringskrig, en krig om territorium — det vil sige om dig. Hvilket af disse selver vil erobre det menneskeliv, de legemliggør, og opnå fri adgang til det? Bliver det den gode søster eller hendes onde tvilling, den indre guddommelige gode kraft eller det sårede selvs mørke kræfter?
Når vi først forstår os på os selv som mennesker, ved vi, at vi er både guddommelige og menneskelige, og at det i vores indre veksler mellem lys og mørke, mellem godt og ondt. Vores guddommelige natur har mange navne: det hellige selv, det højere selv, vores åndelige kerne, sjælen og det sande selv. Det usunde eller sårede ego kaldes skyggen, den onde tvilling, det falske selv eller det lavere selv. I den østlige filosofi beskrives denne dualitet som yin og yang, men disse modsætninger er beskrevet på talrige måder: det guddommelige selv versus det menneskelige ego, det kollektive hjerte versus den individuelle forstand, det sande versus det falske selv. Uanset hvilke betegnelser man bruger, er pointen, at vi har et højere selv og et lavere selv, et endeligt selv og et uendeligt selv, og vi har brug for dem begge for at være hele. Vi gennemgår oplevelsen af et kompliceret menneskeliv, hvor det er naturligt at søge en tilstand af harmoni mellem disse tilsyneladende modstridende sider af os selv, hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Men den balance kan ikke opnås blot ved at forsøge at ignorere vores mørkere impulser; det fører kun til større spaltning og smerte.
Psykologisk set forårsages denne splittelse af, at vi lægger afstand til og undertrykker visse dele af os selv. For flere årtier siden blev den store schweiziske psykolog C.G. Jung citeret for at sige: „Jeg vil hellere være hel end god." Med andre ord, hvis vi forsøger kun at være „gode mennesker" ved at udspalte os selv fra eller lægge afstand til de mørkere impulser i vores egostruktur, afskærer vi os bare fra selve essensen i det at være menneske. Og ved at undertrykke den mørke side af os selv opfordrer vi den kun til at manifestere sig på usunde måder. Vi ser et levende eksempel på dette hos visse katolske præster, der fornægter deres seksuelle behov og ønsker kun for at afreagere gennem seksuelle overgreb på uskyldige børn. Eller den „gode pige" fra en højt respekteret, filantropisk familie, som i ottende klasse bliver gravid med byens slemme dreng. Eller klassens dygtigste elev, som bliver grebet i at snyde ved den afsluttende eksamen. Vi gode men-nesker gør dårlige ting, når vi afviser vores grundlæggende menneskelige impulser og fornægter vores smerte, misfornøjelse, hjertesorg og modstridende drifter. Når vi fornægter vores menneskelige behov og menneskelige svagheder, fordi vi skammer os over dem, gør vi os blinde for vores sande natur og lader hånt om det lavere selvs behov. Når vi så er afskåret fra den reneste del af os selv, vores kilde, opdager vi, at vi kommer til at udtrykke tanker, udvise adfærd og give efter for impulser, vi aldrig havde troet mulige.
En af de gysere, som bedst beskriver denne spaltning af den inderste kerne, er Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Selv om den er skrevet som en gyser, der udspiller sig i det viktorianske England, er den i virkeligheden meget mere end en fortælling om kampen mellem moral og synd, mellem godt og ondt. Ved nærmere eftertanke opdager vi, at den er en ætsende allegori over det ødelæggende ved fortrængning. Dr. Henry Jekyll er en respekteret læge og gentleman, indbegrebet af godhed og dyd. Men som et menneske, der er i besiddelse af hele skalaen af impulser, ønsker, behov og evner, søger han i hemmelighed at befri sig for den tunge byrde, som hans egen dobbelthed udgør. Dr. Jekyll, der lever inden for rammerne af en virkelighed præget af total kontrol og psykologisk ufrihed, kan udforske sin mørke side ved at indtage en trylledrik, der befrier ham for hans hæmninger og gør det muligt for ham at lade sine egne skjulte sider komme til udtryk gennem sit alter ego, den afskyelige Edward Hyde.
Da dr. Jekyll er ude af stand til at mobilisere mod til at genkende, anerkende og konfrontere sin egen mørke side, bliver han afhængig af stoffer og falder som offer for sit eget indre rovdyr, nemlig det glubende, umættelige begær og de behov, der hører til hans eget afviste og forstødte selv. Mr. Hyde er ude af stand til at lægge bånd på sig selv og kaster sig over de svage — for eksempel en hjælpeløs gammel mand og en uskyldig lille pige. Denne engang så venlige og intelligente mand er uendelig bange for at miste sin høje status i samfundet og mærke sin menneskelige skam og bliver derfor offer for sin egen fortrængte natur. Dr. Jekyll er ude af stand til eller ønsker ikke at se sine menneskelige behov bevidst i øjnene, og da han ikke har adgang til selvaccept, ydmyghed eller anger, ser han ingen alternativer til og ingen anden mulighed for at undslippe det, han opfatter som en uhelbredelig spaltning i sit eget indre. Han ender med at vælge døden som et middel til at befri både sig selv og mr. Hyde.
Historien om dr. Jekyll og mr. Hyde er et ekstremt eksempel, men sandheden er, at de fleste af os tjener to herrer. Den menneskelige bevidsthed er ikke „i et stykke", men derimod mangfoldig, dynamisk og usammenhængende, letbevægelig og skrøbelig. Mens vi arbejder på at opretholde vores daglige bevidsthed og lægger mærke til, hvad der sker omkring os og inden i os, tilskynder vores første herre os til at maksimere denne bevidsthed, til at være et „godt" menneske, som har held med sine forehavender i livet. Vores anden herre derimod beder os om at være et kar af en anden art: I stedet for at være en beholder for den højere bevidsthed bliver vi bedt om at rumme alle de konflikter, selvmodsigelser, tvetydigheder, ironiske tildragelser, paradokser og kompleksiteter, der kendetegner menneskelivet, og som trods vores bedste hensigter og ofte uopfordret kan bryde frem og gøre det af med alle vores gode intentioner. Dette er menneskelivets sørgelige tilstand.
Lige nu er der inden i hver af os to stemmer, som kæmper om at blive hørt: den stemme, som taler om fornuft, god samvittighed og det, der er til bedste for alle; og den stemme, der taler om frygt, skam og egoisme. Det højere selvs stemme over for det lavere selvs stemme. Dette er dilemmaet, den indre kamp mellem vores menneskeligheds lyse og mørke side. Den ene stemme er afslappet, tillidsfuld og stabil, mens den anden er frygtsom, nervøs og beregnende. Den ene rummer løfte om fred i sindet og sjælen og en naturlig viden om, at tingene er, som de skal være, mens den anden har genklang af splittelse og uvished på grund af frygt for det ukendte. Den ene siger til os, at vi skal gøre det rigtige, ikke bekymre os om, at naboen har mere end vi selv, og den anden siger til os, at vi skal arbejde hårdere, at vi skal finde en metode til at skrabe til os, samle til huse og markere os som den, der har mest legetøj. Den ene siger til os, at vi er i en situation, hvor vi bliver tørt bag lyset, og at vi skal se at komme ud af den, mens den anden bagatelliserer ødelæggelsen og siger: „Du finder aldrig noget, der er bedre end dette." Den ene siger: „Du er fuldendt, som du er," mens den anden insisterende hævder: „Du er ikke køn nok, smart nok, slank nok og har ikke succes nok." Den ene siger opmuntrende: „Se at få noget hjælp, det er ok, vi har alle vores kampe, som vi skal igennem," og den anden udæsker, driller og ydmyger os og bliver ved med at advare os om, at hvis vi siger noget om vores mørke tanker, vores usikkerhed og frygt, vil andre sky os, straffe os eller forlade os.
Disse to modstridende kræfter er en del af vores struktur som mennesker. Der er absolut intet, vi kan gøre for at komme af med den ene eller den anden, og det ville heller ikke være godt for os. Når vi forstår dem begge og giver dem lov til at fungere efter hensigten, vil vi være evigt taknemmelige for, at vi er i besiddelse af begge disse kræfter. Vi kan forsøge at undertrykke dem, skjule dem, fornægte dem, ignorere dem og lukke munden på dem, men de vil altid være der, hvad enten vi ønsker at anerkende dem eller ej. De vil være der, når vi har fred i sindet, og når vi er i konflikt. Selv om disse stemmer lyder lidt forskelligt inden i os hver især, har de den samme dagsorden. Den ene stemme er der for at hæve os op over vores eget lille individuelle drama, og den anden er der for at holde os effektivt fast på den kendte grund, der hedder vores laveste selv. Den ene bestræber sig på at støtte os i at udvikle sjælen og åbne os for den større helhed, og den anden forsøger at holde os grundigt rodfæstet i vores individuelle behov og perspektiver. Den ene har til opgave at sikre, at vores liv har betydning, og at vi gør en forskel i verden, mens den anden hele tiden vil friste os ved at styre os væk fra vores forpligtelser og integritet. Den ene vil tilskynde os til at gøre det rigtige, og den anden vil lede os direkte i fristelse.
Den ene stemme vil få os til at forkæle os selv med et dejligt stykke chokoladekage, mens den anden lader os vide, at den smule kage vil ødelægge vores diæt og gøre, at vi har det dårligt med os selv i dagevis. Den ene vil få øje på noget, den ønsker sig og prøve at regne ud, hvordan den får det, mens den anden vil advare os om, at det er forkert at stjæle. Den ene vil få os til at spise og kaste op, mens den anden ufortøvet siger til os, at vi er syge og har brug for hjælp. Den ene vil bestille en omgang til, endnu en drink, mens den anden siger, at vi har fået nok. Den ene vil have lyst til at købe de smukke sko eller tage på en luksusweekend, mens den anden vil minde os om, at vi allerede har overskredet budgettet og er i bundløs gæld. Den ene vil opfordre os til at lade være med at betale vores skat, mens den anden minder os om, at det er imod loven.
Den ene vil lyve uden så meget som at tænke over det, mens den anden vil gøre os opmærksomme på det. Den ene vil sige: „Det er forkert at snyde," mens den anden højlydt udtrykker sit begær og ægger os til at fremture i forbrydelsen. Den ene vil sige: „Men se på alt det gode, jeg gør. Det betyder ikke noget, om der er et par stykker, som bliver såret i forbifarten," mens den anden vil sige: „Hold op. Du sårer andre mennesker." Den ene vil lade os vide, at det er nok nu, mens den anden forsvarer sig med et: „Hvis jeg holder op, dør jeg."
Den ene vil sige: „Det gælder om at have ret for enhver pris," mens den anden nænsomt fortæller os, at det er menneskeligt at fejle, og at vi sommetider begår fejl. Den ene langer ud efter vores børn i raseri og frustration, og den anden minder os om, at det er dyrebare sjæle, som fortjener vores kærlighed og tålmodighed. Den ene presser os til at holde et tempo, der er så højt, at vi ikke har tid til at tænke tingene igennem, mens den anden siger: „Stands op, træk vejret, og overvej konsekvenserne af din opførsel."
Dette er en ældgammel kamp mellem de to modsatrettede kræfter, der ligger i hver eneste af os, hvor hver af kræfterne kæmper for at overleve samtidig med, at de forsøger at komme overens med hinanden: den guddommelige kraft, som udvider og opløfter os, som inspirerer os til at dele vores enestående gaver med resten af verden; og den kraft, som holder os tilbage, som fanger os i vores laveste tankers smålighed og henter næring i vores mest primitive og egoistiske tilskyndelser.
Disse to kræfter bekriger hinanden i vores indre, og slagmarken er vores bevidsthed. Den kraft, som vinder, har evnen til at give os glæde, succes, kærlighed og en følelse af at høre til eller til at berøve os vores muligheder og bringe os ulykke, lidelse og elendighed. Disse to kræfter med deres tilsyneladende modstridende dagsordner kæmper om herredømmet over vores liv. Hvem af dem vinder?
Mange selver, en herre
Der findes en gammel cherokeserhistorie om en høvding i en stor landsby. En dag beslutter høvdingen, at tiden er inde til at lære sin yndling blandt børnebørnene noget om livet. Han tager ham med ud i skoven, sætter ham under et gammelt træ og forklarer ham: „Søn, der foregår en kamp i forstanden og hjertet på hvert eneste menneske, som er i live i dag. Selv om jeg er en vis gammel høvding, leder for vores folk, raser den samme kamp i mig. Hvis du ikke ved, at denne kamp står på, vil den gøre dig vanvittig. Du vil aldrig vide, hvilken retning du bevæger dig i. Sommetider vinder du i livet, og så, uden at forstå hvorfor, vil du pludselig opdage, at du er faret vild, er bange og forvirret, og du kan miste alt det, du har arbejdet så hårdt på at vinde. Du vil ofte tro, at du gør det rigtige, og derpå opdage, at du har truffet de forkerte valg. Hvis du ikke forstår de kræfter, der hedder godt og ondt, det individuelle liv og det kollektive liv, det sande selv og det falske selv, vil du altid leve et meget stormfuldt liv.
Det er, som om der lever to store ulve i mit indre; den ene er hvid, og den anden er sort. Den hvide ulv er god, venlig og gør ingen skade. Den lever i harmoni med alt omkring sig og bliver ikke fornærmet over bagateller. Den gode ulv har jordforbindelse og en stærk indsigt i, hvem den er, og hvad den er i stand til, og derfor slås den kun, når det er det rigtige at gøre og nødvendigt for at beskytte sig selv og sin familie, og selv da gør den det på den rigtige måde. Den holder øje med alle de andre ulve i flokken og afviger aldrig fra sin egen natur.
Men der er en sort ulv, som også lever inden i mig, og denne ulv er meget anderledes. Den er højrøstet, vred, utilfreds, jaloux og bange. Den mindste ting kan udløse et raserianfald hos den. Den slås med alle og enhver hele tiden uden grund. Den kan ikke tænke klart, fordi den er så grådig efter mere, og dens vrede og had er så stort. Men den er hjælpeløs i sin vrede, søn, fordi dens vrede ikke vil forandre noget. Den leder efter problemer overalt, hvor den kommer, og derfor finder den dem let. Den stoler ikke på nogen, og derfor har den ingen sande venner."
Den gamle høvding sidder i tavshed nogle minutter og lader historien om de to ulve bundfælde sig i sit unge barnebarns sind. Så bøjer han sig langsomt ned, kigger drengen dybt ind i øjnene og tilstår: „Sommetider er det svært at leve med disse to ulve indeni, for de kæmper begge hårdt om at beherske mit sind."
Betaget over den gamles beretning om sin storslåede indre kamp trækker drengen i bedstefarens lændeklæde og spørger ængsteligt: „Hvem af de to ulve vinder, bedstefar?" Og med et vidende smil og en stærk og sikker røst siger høvdingen: „Det gør de begge, søn. Forstår du, hvis jeg vælger kun at fodre den hvide ulv, vil den sorte ulv vente rundt om hvert eneste hjørne og holde øje med, om jeg er ude af balance eller har for travlt til at tage mig af noget af det, jeg har ansvar for, og så vil den angribe den hvide ulv og skabe mange problemer for mig og vores stamme. Den vil altid være vred og slås for at få den opmærksomhed, den har behov for. Men hvis jeg giver den sorte ulv en lille smule opmærksomhed, fordi jeg forstår dens natur, hvis jeg anerkender den for den store kraft, den udgør, og lader den vide, at jeg respekterer dens karakterstyrke og vil bruge den til at hjælpe mig, hvis vi som stamme nogensinde får store problemer, vil den være glad, den hvide ulv vil være glad, og de vinder begge to. Vi vinder alle."
Forvirret spørger drengen: „Det forstår jeg ikke, bedstefar. Hvordan kan begge ulve vinde?" Høvdingen fortsætter: „Forstår du, søn, den sorte ulv har mange vigtige egenskaber, som jeg kunne få brug for, alt efter hvad der hænder os. Den er bidsk, viljestærk og viger ikke et øjeblik. Den er opvakt, klog og evner de mest lumske tanker og strategier, hvilket er vigtigt i krigstid. Den har mange skærpede sanser, som kun en, der ser gennem mørkets øjne, kan forstå sig på. Midt under et angreb kunne den være vores bedste allierede." Så tager høvdingen et par kolde bøffer op af sin taske og lægger dem ned på jorden, en til venstre og en til højre. Han peger på bøfferne og siger: „Herovre til venstre for mig er der mad til den hvide ulv, og her til højre for mig er der mad til den sorte ulv. Hvis jeg vælger at give dem begge noget at æde, vil de ikke længere slås om min opmærksomhed, og så kan jeg bruge dem hver især efter behov. Og eftersom der ikke er krig mellem de to, kan jeg høre min egen dybere visdoms stemme og vælge, hvem af dem, der bedst kan hjælpe mig i en given situation. Hvis din bedstemor ønsker at tilberede et særligt måltid, og jeg ikke har sørget for det, hun skal bruge, kan jeg bede den hvide ulv om at låne mig sin charme til at berolige hendes sorte ulv med, som er sulten og vred. Den hvide ulv ved altid, hvad den skal sige, og den hjælper mig, så jeg er mere følsom over for hendes behov. Forstår du, søn, hvis du er klar over, at der eksisterer to vigtige kræfter inden i dig, og du respekterer dem begge lige meget, vinder de begge to, og der vil være fred. Fred, min søn, er cherokesernes opgave — det egentlige formål med livet. En mand, der har fred i sit indre, har alt. En mand, som sønderrives af den indre krig, har ingenting. Du er en ung mand, som er nødt til at vælge, hvordan du vil behandle de modstridende kræfter, der lever inden i dig. Hvad du beslutter, vil afgøre, hvordan resten af dit liv bliver. Og når en af disse ulve har brug for særlig opmærksomhed, hvilket sommetider vil ske, behøver du ikke at skamme dig; du kan bare indrømme det over for dem, der er ældre end dig, og få den hjælp, du har brug for. Når du er åben med det, kan andre, som har kæmpet den samme kamp, tilbyde dig deres visdom."
Den enkle og gribende historie forklarer det vanskelige i menneskets situation. Vi deltager alle i en stadig kamp, når lysets og mørkets kræfter kæmper om vores opmærksomhed og troskab. Både lyset og mørket findes inden i os på samme tid. Sandt at sige er der en hel flok ulve, som løber omkring inden i os — den kærlige ulv, den godhjertede ulv, den opvakte ulv, den følsomme ulv, den stærke ulv, den uselviske ulv, den åbenhjertige ulv og den kreative ulv. Sammen med disse positive aspekter findes den utilfredse ulv, den utaknemmelige ulv, den krævende ulv, den modbydelige ulv, den egoistiske ulv, den skamfulde ulv, den løgnagtige ulv og den destruktive ulv. Hver dag har vi mulighed for at anerkende alle disse ulve, alle disse dele af os selv, og vi kan vælge, hvordan vi vil forholde os til dem hver især. Vil vi fordømme nogen af dem og lade som om, nogen af dem ikke eksisterer, eller agter vi at vedkende os hele flokken?
Hvorfor har vi dette behov for at fornægte den ulveflok, der lever inden i os? Svaret er let. Enten tænker vi, at de ikke eksisterer, eller vi tænker, at de ikke burde eksistere. Vi er bange for, at vi på en eller anden måde skal blive opfattet som mærkelige, anderledes, skadede eller psykologisk splittede, hvis vi står ved alle de forskellige selver, der tager plads op i vores psyke. Vi tror, at vi burde være „normale", gode mennesker, som kun rummer én person i deres indre. Men der er mange selver, og det er en stor fejl at nægte at forholde sig til dem alle — en fejl, der vil føre til, at vi på tåbelig og uansvarlig vis gør ting, som saboterer os selv.
Her er den store hemmelighed: Vores „selv" rummer mange selver i sig, fordi der inden i os findes alle mulige egenskaber. Der er intet af det, vi ser, og intet af det, vi dømmer, som vi ikke er. Vi er alle lyset og mørket, helgenen og synderen, den elskværdige og den uelskværdige. Vi er alle venlige og varme såvel som følelseskolde og nedrige. Inden i dig og inden i mig er alle de egenskaber, som findes i hele menneskeheden. Selv om vi måske ikke er bevidste om alle de egenskaber, vi besidder, ligger de i dvale inden i hver eneste af os og kan dukke op når som helst, hvor som helst. Hvis vi forstår dette, kan vi også forstå, hvorfor alle vi „gode mennesker" er i stand til at gøre sådanne forfærdelige ting, og hvad der er endnu vigtigere, hvorfor vi sommetider bliver vores egen værste fjende.
Debbie Ford (Fra: "Når skyggen tager over")
---
MASKESPIL
Der er ikke mange der ved
at jeg er sårbar
og skrøbelig
At jeg er bange
bange for at være
alene
i mørke
og i lys
Bange for at sige
noget forkert
gøre noget forkert
tænke noget forkert
For jeg tager
en maske på
når jeg vågner
om morgenen
Men nogle gange
glemmer jeg
at tage den på
og så udleverer jeg
mig selv
til de andre
til jer
Og jeg hader mig selv
for at glemme
masken
KRISTINE, 17 ÅR
---
BANGE
Jeg er bange
bange når jeg sidder
for mig selv
når der er helt
stille
og jeg kan høre
mit eget
åndedræt
ensom og forladt
Jeg er bange
bange for at sige noget
i store forsamlinger
bange for at høre
min egen stemme
jeg er bange
bange for
at nogen skal gætte
mine tanker og følelser
Jeg er bange
bange for at vise
hvem jeg er
jeg er bange
bange
for mig selv
KATJA A., 12 ÅR
---
"Man bliver ikke oplyst ved at forestille sig lysende figurer, men ved at gøre sig mørket bevidst."
-- C. G. Jung