/energi

Oliefeber i Grønlands beskyttede havområder truer narhvaler

Det grønlandske Råstofdirektorat overvejer i øjeblikket at lade flere virksomheder lave seismiske målinger i beskyttede havområder med mange hvaler. Biologer advarer om, at de høje lyde under vandet kan få dem til at forsvinde.

Af Mette Mandrup, mandag 25. jul 2011 kl. 08:05

Oliebranchens interesse for Grønland får nu flere virksomheder til at planlægge seismiske målinger efter olie i beskyttede havområder, hvor hvaler holder til.

Tidligere på måneden sluttede høringen for amerikanske GXT, der har ansøgt om at lave seismiske undersøgelser i de beskyttede havområder ved Nordøstgrønland. Ifølge KNR, Kalaallit Nunaata Radioa, skal selskabet i gang med de seismiske undersøgelser i løbet af sommeren.

Det er dog ikke uden problemer at sende seismiske skibe ud i det beskyttede område. Når skibene sender lyd ud i vandet for at kunne undersøge havbunden, er det til gene for blandt andet narhvalerne. Og det møder kritik fra biologer.

»Hvad er formålet med overhovedet at måle inde i en beskyttet zone? Beskyttelseszonen er til for at beskytte vores havpattedyr, hvorfor så overhovedet lave en seismisk undersøgelse der,« konstaterer Parnuna Egede, som er biolog og miljørådgiver for ICC (Inuit Circumpolar Council), over for KNR.

Hvalerne forsvinder
GXT skriver i sin miljøvurdering, at målingerne ikke kommer til at påvirke hvalerne og de øvrige havdyr nævneværdigt. Det er Det Nationale Center for Miljø og Energi dog ikke enig i.

»Der er lavet forskellige undersøgelser igennem årene af den seismiske aktivitet og dens påvirkning på hvaler og andre havdyr. Dyrene bruger deres hørelse og ekkolodder til at kommunikere med hinanden og deres omgivelser, og derfor er det ikke overraskende, at hvalerne enten forsvinder fra områder med seismisk aktivitet eller undgår dem helt,« fortæller Andrew Wright, der er ph.d.-studerende hos Det Nationale Center for Miljø og Energi, til ing.dk.

Det er dog ikke altid, at hvalerne har mulighed for at blive væk fra området, og blandt blåhvaler har man set, at de kommunikerer oftere – ligesom mennesker gør og er nødt til at gentage sig selv, fordi de befinder sig i et område med støj.

»Man har også oplevet, at finhvaler helt holder op med at synge, og eftersom man mener, deres sang har at gøre med parringen, kan der være en påvirkning på det område,« forklarer Andrew Wright og fortsætter:

»Der findes ikke noget forskning, der slår fast, at hvaler bliver stresset af lydene fra de seismiske undersøgelser, men omvendt er der ikke noget, der tyder på, at de ikke skulle blive stressede af det. Der er lavet forskning med dyr på landjorden, som bliver stressede af høje lyde, så det samme kan være gældende hos hvalerne.«

Flere planer om seismiske målinger
Parnuna Egede fra ICC fortæller, at nogle bardehvaler afbryder deres fødeindtagelse for at komme væk fra den seismiske støj. Det er desuden set i sjældne tilfælde, at en hval har forladt sin unge og efterfølgende ikke har kunnet kommunikere med den.

Udover GTX’s planer om en seismisk undersøgelse i havet ud for Nordøstgrønland, har også Capricorn Greenland Exploration indsendt en ansøgning om seismiske undersøgelser i Baffin Bugten i Nordvestgrønland i juli og august. Ifølge ICC findes der grønlandshvaler, hvidhvaler og narhvaler i det område i maj til juli.



25. jul 2011 kl 09:05

Henrik Konradsen

Usle mammon frem for for miljøet.

Usle mammon frem for for miljøet. Føj siger jeg bare.
Prøv også at se under "Læs også" olieindustrien burde holde sig væk fra det arktiske område. Her kan det gå helt galt ved bare det mindste udslip. Vandet er så koldt at olien ikke vil fordampe. Hvis det går som hos den kære Hr. Mærsk tegner det ikke for godt http://ing.dk/artikel/120596-m...-aar


25. jul 2011 kl 11:01

Lars Andersen

beskyttede områder

Hvorfor overhovedet lave beskyttede områder hvis man så ikke beskytter dem.
Det minder lidt om indaner reservaterne i USA. Indianerne kunne få områderne man mente var værdiløse men hvis der så blev fundet guld blev de jaget væk alligevel.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk