Atlantis-touchdown lægger Nasas rumfartsdrømme til kaj
Nekrolog: Når Atlantis lander torsdag morgen, siger amerikanerne farvel til et kompromis mellem galoperende drømme om stjernerne og krav om at bruge penge på kloden i stedet. Samtidig kan amerikanske testpiloter juble over, at de fik lov at styre ud i rummet – som mere end blot passagerer.
Læs også
Læs mere om
Egentlig var der en sammenhængende plan. En masterplan, der var udtænkt af ingen ringere end amerikanernes rumfartsguru Wernher von Braun helt tilbage i begyndelsen af 1950'erne.
Planen gik under navnet von Braun-paradigmet og indebar byggeriet af en flåde af rumfærger og en rumstation, hvorfra man kunne sende folk til Månen og senere til Mars.
Men efter Apollo-programmet var USA kørt træt. Pengene var fosset ud af statskassen for at vinde rumkapløbet og sætte amerikanere og en bil på Månen. Alt det var opnået, og præsident Nixon måtte erkende, at det politiske dyr hellere ville bruge penge på den blå planet end på rejsen til stjernerne.
Så Nixon valgte en rigtig politikerbeslutning – et kompromis. Han accepterede von Braun-paradigmet, men drønede alt i skraldespanden, undtagen planen om rumfærgerne. Således begyndte rumfærgeprogrammet i 1969, der skulle føre til 135 opsendelser og to katastrofer.
Når Atlantis, som den sidste af seks rumfærger (Atlantis, Endeavour, Discovery, Challenger, Columbia og test-færgen Enterprise), sætter hjulene på landingsbanen i Kennedy Space Center i Florida torsdag morgen, så markerer det enden på von Braun-paradigmet og rumkapløbet – faktisk en hel æra.
Født af X-flyenes stræben efter stjernerne
Rumfærgeprogrammet har nemlig rod i det snart sagnomspundne X-program, der begyndte i 1945, da testafdelingen under det amerikanske flyvevåben sammen med NACA (National Advisory Committee for Aeronautics - i dag NASA) udviklede fly, der skulle gennembryde lydmuren.
Efter Chuck Yeagers lydmursbrag i Bell X-1 den 14. oktober 1947 fortsatte udviklingen af nye modeller, og i 1954 kom det første bud på byggeriet af den såkaldte X-15, der skulle bruges til at flyve ud i rummet. X-15 udvikledes senere til X-20, som blev afløst af modeller som Asset, M2 og X-24, som alle var forløbere til rumfærgen.
For piloter var X-programmet indbegrebet af ægte flyvning og krævede »mænd af det rette stof,« som journalisten Tom Wolfe også beskriver i sin bog af samme navn (The Right Stuff). For enhver amerikansk pilot var piloterne (de overlevne) på Edwards Air Force Base, der stod for testflyvningerne af X-serien, simpelthen helte.
Alene Chuck Yeager opnåede så stor heltestatus blandt amerikanske piloter efter hans gennembrydning af lydmuren, at passagerer på indenrigsruter i USA kunne lægge mærke til, at flere piloter havde tillagt sig samme sydveststatsaccent som Yeager.
Astronauter ville være piloter
Da rumkapløbet kickstartede med opsendelsen af russiske Sputnik, lagde Mercury- og Apollo-programmerne en skygge over hele X-programmet. Nu gjaldt det om at nå rummet og Månen for enhver pris, og midlet var raketter, hvor der måtte findes plads til et menneske.
Som det også bliver beskrevet i Tom Wolfes bog, så følte astronauterne, der alle var testpiloter, sig indskrænket til at være hjælpeløse forsøgsdyr uden mulighed for at styre fartøjet i rummet. I begyndelsen var dette også meget tæt på sandheden.
Eksempelvis blev chimpansen Enos sendt i rummet i 1961 og havde det fint, da den blev hevet op af havet ud for Puerto Ricos kyst efter en mission på tre og en halv time. Ligesom Enos skulle den første amerikaner i rummet, Alan B. Shepard, også kun udføre helt simple procedurer og ellers bare sidde stille og overleve.
Et massivt pres på NACA fra astronauternes side under Mercury-programmet førte dog til, at astronauterne fik større mulighed for at styre kapslen i rummet og under re-entry, men der var langt til den sammensmeltning af mand og maskine, som kendetegnede X-programmet.
X-15 var en 50 fod lang raketflyver, der blev fløjet af astronauter som Scott Crossfield og Niel Armstrong. X-15 blev fløjet 200 gange mellem 1959 og 1968. Den kunne flyve rekordhurtigt med hastigheder op til 7274 kilometer i timen og nåede i 1963 op i rummet, helt præcist 108 kilometer op over Jordens overflade.
X-15 blev bragt i luften under vingen på en B-52-bombeflyver og håbet var, at X-15 kunne udvikles til at medbringe en satellit.
Rumfærgen nåede X-programmets mål
På mange måder var Mercury- og Apollo-programmerne blot lange afbrydelser af X-programmet og hele ideen om at flvve ud i rummet og tilbage igen – altså uden at bygge en ny raket hver gang.
Med rumfærgen tog Nixon altså fat på ideen fra den gamle X-program, men rumfærgeprogrammet blev ikke alene et politisk kompromis, men også et teknisk kompromis.
I stedet for at droppe den fra et bombefly, eller bare tanke den op på startbanen, så var teknikerne nødt til at udstyre rumfærgen med den enorme rustfarvede brændstof- og ilttank (External tank/ET) samt to løfteraketter drevet af fast brændstof (Solid Rocket Boosters/SRB).
Rumalderen kommer på museum
Nu flyver rumfærgen ind i historiebøgerne efter at have været med i et hav af film, blandt andet i James Bond filmen Moonraker fra 1979 og Armageddon fra 1998.
Uden rumfærgeprogrammet sparer USA milliarder af dollar, men mister også tusinder af arbejdspladser i Florida. Og USA bliver nu helt ude af stand til at sende astronauter op til Den Internationale Rumstation, men må leje pladser på russiske raketter. Det havde været en absurd ydmygelse og helt utænkeligt under den kolde krig.
Men verden er en anden i dag, og Amerikas sorte præsident har lagt fremtidens rumflyvninger i hænderne på private firmaer som SpaceX og Orbitals Sciences.
Obama har dog valgt at holde liv i byggeriet af den såkaldte Orion-kapsel, der skal transportere astronauter ud i rummet. Byggeriet af en ny rumkapsel kaldet MPCV bygger nemlig på Lockheed Martins arbejde med designet af Orion.
I første omgang skal private firmaer dog kun transportere gods frem og tilbage fra rumstationen, men håbet er, at de private firmaer på sigt også kan sende mennesker op.
I præsidentens taler om fremtidens rumfart hører man også stadig lidt mumlen om missioner til asteroider, og ordet Mars dukker op engang imellem. Men rumalderen, som astronauter som Neil Armstrong, Jurij Gagarin og John Glenn kendte den, kommer nu endegyldigt på museum med Atlantis, der fremover kan ses på udstilling i Kennedy Space Center.
