Robotter holder styr på plaster og skalpeller på Gentofte Hospital
I maj kunne Gentofte Hospital tage sin nye automatiserede sterilcentral i brug. Her sørger robotter, computere og rullebånd for at fragte skalpeller og bandager partikelfrit til og fra lageret.
Jo færre menneskehænder inde over, jo mere sterilt. Derfor har Gentofte Hospital automatiseret sin sterilcentral i en sådan grad, at få tryk på et par knapper kan trylle alle de nødvendige instrumenter frem til en operation.
Det var it-chef Thomas Kjellberg Christensen, der for et par år siden lod sig inspirere af bilindustriens store gule robotter, som gnidningsfrit holder styr på alle delene i produktionsprocessen. Så hvorfor ikke også få hænderne – og dermed bakterierne – helt væk fra skalpellerne?
I maj stod anlægget så klar efter en investering på 12 mio. kroner fra ABT-fonden og produktudvikling fra danske Gibotech. Tilbage er blot at få personalet uddannet, for anlægget ser ud til at fungere fint.
Rent praktisk sker der det, at når operationsinstrumenterne er kommet tilbage fra de 24 operationsstuer, bliver de steriliseret i de store ’vaskemaskiner’ og autoklaver. Sterilcentralen ligger lige under operationsstuerne og kommer ned på rullevogne.
I autoklaverne er de pakket ind i blåt, sterilt papir med tape på, som får sorte striber, når det har fået tilstrækkeligt med damp. Det er centralens bevis på, at indholdet er sterilt. Samtidig er trykket på ’denne’ side af autoklaverne lidt højere end på den ’beskidte’ side, så man er sikker på, at der ikke bliver suget partikler med ind.
1900 hylder med instrumenter og bandager
Pakkerne bliver herefter kørt ud på et langt bånd, hvor de ligger til afkøling, inden deres Sky Glide, som er det skinnesystem, som transporterer bakkerne rundt på lageret, hvor denne pakkeafdeling ligger separat fra selve lagerhylderne.
Nu er det så tid for et rigtigt menneske at være med. På en computerskærm her for enden af båndet taster personalet ind, hvad de pakker sammen til hvilken operation, og så bliver pakkerne med instrumenter hevet ud af vognen og ned i tomme kurve med RFID-tags på.
Efter en scanning er det blevet registreret, hvad der er i kurven, og den bliver så automatisk kørt rundt på skinnerne, til den havner på en vilkårlig plads på en af de 1900 hylder. Dog er et lille hjørne af lageret, tættest på gangen, ikke en del af kaoslageret. Her har faste ting en fast plads, så det stadig er muligt at finde instrumenter frem til hasteoperationer, hvis systemet er nede.
’Grædemuren’, som Thomas Kjellberg Christensen kalder den bærende væg over operationsstuerne, gør, at lageret måtte deles i to. Ét til engangsartikler og en til stålinstrumenterne, mv. De er forbundet af et mindre tværgående rullebånd, så lageret fremstår som ét, selv om bygningen blev opført, inden der var tænkt på robotlagre.
Derfor er der heller ikke særlig højt til loftet, selv om it-chefen gerne ville have haft et stort flot højlager, hvor ingen alligevel havde brug for at kunne nå øverste hylde. Men det var der ikke lige tænkt på under designet af bygningen.
1 minut om at finde ting til en hasteoperation
100 operationer om dagen får udstyr fra lageret, og de bliver hver dag kaldt frem efter en lang liste, som bliver tjekket efter manuelt. Nu kan den store gule Gibotech-robot så gå i gang med at fiske ordrerne frem og gøre dem klar, og den klarer selv at snuppe ’ordrebekræftelsen’ i printeren, snuppe bakkerne på skinnesystemet og sætte dem ind i en case cart, der kan køres ned i operationsstuen.
Herefter rydder den op i den næste vogn, der skal fyldes, så der ikke står tomme kurve og fylder. Det klarer den selv.
Ud over de faste operationer kan der selvfølgelig også være hasteoperationer, som kræver hurtig manøvrering. Derfor har systemet et hurtigprogram, hvor man kan taste ind, hvad man har brug for, og så henter robotten inde i selve lagerrummet tingene frem og skubber dem ud under en luge, så alt står klar efter et minuts tid.

Video:
Se robotter give kirurger instrumenter til deres operationer





