Skraldebil med fire kamre bliver testet i Herlev
Herlev Kommune er i øjeblikket i gang med at teste en skraldebil som skal hente fire typer af skrald i løbet af én afhentning. Det skal forbedre skraldemændenes arbejdsmiljø og sikre et bedre miljø med sortering af affaldet.
De nye skraldebiler fungerer efter samme princip som en traditionel skraldebil. Dog er der fire kamre i affaldsbeholderen, og bilen er indrettet til at kunne tømme dem i fire separate rum. [Foto: Vestforbrænding]
Læs også
Læs mere om
I Herlev Kommune kører en helt ny skraldebil rundt på vejene. Den er indrettet med fire kamre til forskellige former for affald, og hvis forsøgsordningen falder positivt ud, skal den i fremtiden hjælpe til at forbedre skraldemændenes arbejdsmiljø og samtidig gøre det lettere at indhente sorteret affald.
»Grundprincippet er, at man har en beholder stående per husstand, og den er opdelt i fire rum. Der har du mulighed for at proppe fire forskellige typer affald i. Denne bil er i stand til at tømme alle fire fraktioner på samme tid og holde dem adskilt fra hinanden,« forklarer Claus Barslund, der er direktør i M. Larsen; firmaet der ejer den nye renovationsbil.
Gennem tidens løb har renovationsvirksomhederne arbejdet hårdt på at finde ud af, hvordan man kunne afhente flere typer forskelligt affald på en gang, og det har resulteret i, at skraldemændene måtte læsse affaldet op på bilen ved håndkraft.
»Folk satte flasker, aviser, storskrald og andet affald ud på gadeplan, og så kom der en bil, der håndlæssede affaldet og sorterede det i forskellige fraktioner. For at højne arbejdsmiljøet har man længe ledt efter en måde at gøre det smartere på, og en af løsningerne kan være de firekammerbiler, som så småt er ved at gøre deres indtog,« siger Claus Barslund.
Princippet i den nye type bil er det samme som i en almindelig renovationsvogn, hvor affaldsbeholderen bliver løftet ved hjælp af en lift. De nye affaldsbeholdere indeholder også fire rum, og liften er sådan indrettet, at de to øverste rum åbner først og læsser af i de øverste kamre, og derefter bliver de to nederste rum læsset af i de nederste kamre. Først derefter går komprimeringen af affaldet i gang.
Forsøget bliver kørt i et samarbejde mellem Herlev Kommune og Vestforbrændingen.






