Elektronisk gearskift og mere komfortable cykler vinder frem i Touren
Efter Shimano for tre år siden lancerede automatiske gearskift, så er det i år, at rytterne i Tour de France for alvor eksperimenterer med teknologien. Cyklerne bliver også bygget til bedre komfort og så bliver de 15 procent mere stive.
Læs også
-
Tour de France-feltet yder som en generator til en hybridbil
-
Er det hårdt for den forankørende cyklist, hvis en kører på hjul?
-
Bliv klogere på tourens cykler - læs Bjarne Riis' cykelmekanikers svar til læserne
Læs mere om
Gearskiftere, der automatisk justerer cyklens forskifter er nu blevet meget udbredt i Tour de France efter Shimano lancerede teknologien for tre år siden.
De automatiske gear fungerer på den måde, at sensorer for og bag holder øje med kædens placering og automatisk justerer den, så den ikke 'skramler'.
Selve gearskiftet foregår ved, at rytteren trykker på en knap i venstre eller højre side, afhængig af, om der bliver skiftet for eller bag, og så justerer systemet selv forskifteren gnidningsfrit, så kæden ikke går på. Dette kan ellers være et problem i ydergearene som f.eks. 20. gear, hvor kæden ville gå mod forskifteren, hvis ikke den blev justeret, forklarer Mark Johnsen, indehaver af Byman Cykler i København.
Siden de første elektroniske gearskift kom frem er der blevet rettet et par fejl, som for eksempel, at de ikke tålte regnvejr så godt, så nu skulle det være slut med børnesygdommene.
»Der bliver eksperimenteret meget med digitale gear, hvilket nok den største nyhed i Tour de France. De fungerer også rigtig godt, så længe man ikke løber tør for batteri,« siger Mark Johnsen.
Gør de det, er der nemlig ikke så meget andet at gøre end at udskifte cyklen på stedet, hvis man ikke vil køre i samme gear hele vejen.
Smadret efter et styrt
Og i det hele taget er cyklerne måske blevet noget mere skrøbelige – i hvert fald bliver det en dyrere og dyrere affære at tage et styrt.
De lette, men stive kulfiberkonstruktioner, som dagens tour-cykler hovedsageligt er lavet af, er nemlig så skrøbelige, at blot den mindste skramme kan gøre dem ustabile at køre på.
»Kulfiber er bedre end aluminium til ujævnt terræn, fordi det flekser, så rytteren ikke får ondt i kroppen og samtidig beholder stivheden, når rytteren vrider i stellet. Men man kan sige, at højprofil-kulfiberfælge kan være lidt tricky,« fortæller Mark Johnsen.
»Vi så, at en rytter havde svært ved at komme ned af et bjerg på sine kulfiberfælge, fordi de var for høje. Det betyder at de er gode at køre ligeud på, men man kan ikke rigtigt dreje. Så det er lidt pest eller kolera, hvis man ikke vil skifte cykel undervejs,« siger han og understreger, at det ikke altid er en mulighed at have forskellige cykler til hvert terræn.
Ikke alene kan en tour-cykel nemt koste 100.000 kroner, men det koster også tid og besværlig logistik at have flere cykler i cirkulation undervejs. Et smadret hjul kan koste 15.000 kroner at udskifte.
15-20 procent stivere cykler
Mark Johnsen vurderer, at kulfiberstellene i gennemsnit er blevet 15 procent stivere end sidste år, fordi der bliver lagt flere tværkonstruktioner ind i stellene, så de bliver mere holdbare og rytteren ikke træder de lette konstruktioner i stykker.
For i dag er der ikke meget aluminium eller stål tilbage i cyklerne. Ikke blot stellet kommer i kulfiber, men saddelpind, styr, frempind, kranksæt og dele af bag- og forskifter er efterhånden lavet i det lette materiale.
»Man bruger karbon, hvor man kan komme til det. Selv saddelophænget har nogle af rytterne fået i karbon,« fortæller Mark Johnsen.
»Cyklerne holder også længe, men de kan dog ikke holde til, hvad stålcyklerne kunne for 15-16 år siden. Ét styrt på en karbon-cykel, så er den ødelagt. Det kan ikke tåle at give sig 1 mm, så er det ødelagt, fordi det er sådan en ekstremt sprød og kortfibret konstruktion,« siger han.
Det skal helst heller ikke blive alt for varmt, hvis rytterne vælger kulfiberfælge. I hvert fald ikke hvis bremsefladen er af aluminium, for slår man bremserne i ved 35 grader kan det blive så varmt, at hele konstruktionen delaminerer og bryder sammen.
»Det skete på et Shimano-hjul sidste år og er også sket for andre tidligere. Så nu forsøger producenterne at isolere de to materialer bedre fra hinanden, så det er vist blevet lidt bedre i år,« vurderer Mark Johnsen.
Nu satses der på komfort
På grund af konkurrencereglerne om, at cyklen skal veje mindst 6,8 kilogram, så kan vægten snart ikke knibes mere ned. Derfor ser designerne på andre ting, nemlig komfort og dermed udholdenheden hos rytterne, fortæller indehaver af Byman Cykler i København Mark Johnsen.
»Især på enkeltstarten kører ryttere mere komfortabelt end tidligere. Engang skulle det gøre ondt for at gøre godt, men nu mener man, at man vinder noget energi, hvis man sætter rytteren ordentligt,« siger Mark Johnsen og fortsætter:
»Jens Voigt (tysk cykelrytter, red.) er et godt eksempel. Han har fået særlige løftere, som gør, at han kan sidde cirka 10 cm længere oppe, end liggebøjlen er konstrueret til. Jan Ullrich havde modsat et mindre forhjul end baghjul, så han kom vildt langt ned at ligge, men nu er tendensen i stedet at komme til at sidde ordentligt,« siger han.
