/energi

Notat: Lynopladere til elbiler skal op langs danske motorveje

Energistyrelsen lægger op til, at Danmark skal have standere til hurtigopladning af elbiler langs de store byer ved motorvejsnettet. Men det betyder nul penge til batteriskiftestationer.

Af Magnus Bredsdorff, tirsdag 12. jul 2011 kl. 16:26

Danmarks store motorvejs-H skal suppleres af et elbil-H. Det foreslår Energistyrelsen i et nyt notat.

Notatet lægger op til, at der skal etableres ladestandere, som kan lynoplade elbiler, langs de store byer på motorvejs-H’et. Det dækker 900 kilometer fra Skagen til Kruså, fra Esbjerg til København og fra Helsingør til Rødby.

Samlet vil det kræve mellem 15 og 20 ladestandere, anslår Energistyrelsen

»Etablering af et ”Det grønne H” vil dels skabe synlighed om elbilerne og dels give elbilejere den betryggelse, som ladestanderrapporten pegede på som vigtig. Man skal kunne køre fra den ene ende af landet til den anden uden at være bange for at ’køre tør’,« argumenterer styrelsen.

Ingen støtte til batteriskiftestationer
Der har været tale om at skyde 25 millioner kroner i at få udbredt ladestandere. Det gør det ikke muligt at støtte batteriskiftestationer, som Better Place bygger, konstaterer Energistyrelsen.

I stedet kan de op til 20 hurtigladere langs motorvejen fås for en beskeden offentlig investering på fem millioner kroner. Det forudsætter, at elbilbranchen selv spytter et lignende beløb i kassen.

14 af de 25 millioner kroner skal dog gå til at sætte ladestandere op i alle danskere byer med over 10.000 indbyggere. Målet er, at også danskerne, der bor i etageejendomme uden egen parkering, kan købe en elbil.

Energistyrelsen anslår, at de 14 millioner kroner rækker til 70-140 klynger, der hver kan oplade otte elbiler. Det fordrer også en tilsvarende medfinansiering fra branchen.

Til gengæld skal danskerne ikke forvente at kunne lade elbilen ved kantstenen foran døren til opgangen.

»Der lægges ikke op til at støtte egentlig ”kantstens”-opladning, idet ladeklynger forventes at være en mere omkostningseffektiv løsning,« skriver Energistyrelsen.

Styrelsen vil have størst mulig synlighed for de 25 millioner kroner, men foreslår alligevel at støtte ladestandere til ejere af flåder af elbiler.

Endelig vil Energistyrelsen investere en million kroner i at teste interoperabilitet, altså at gøre det muligt for alle elbilejere at benytte enhver ladestander. Den sidste million skal gå til at opsamle erfaringer med ladestanderne.

Det er endnu ikke vedtaget at afsætte de 25 millioner kroner, og ladestanderne i landets byer har fået problemer på forhånd. Transportminister Hans Christian Schmidt (V) har nemlig afvist at lade elbiler parkere gratis.

Energistyrelsen opfordrer ellers kommunerne til netop »at stille P-pladser til rådighed for operatørerne til ladestandere og medvirke til at identificere gode klyngeplaceringer.«



12. jul 2011 kl 18:07

Claus Andreaseen

Suk....

Fremfor at regulere afgifterne så hybrid biler bliver attraktive, vil fjolserne i foketinget og energistyrelsen installere håbløse ladestationer, der er dømt til fiasko.

Magnus Bredsdorff, dine politiske synspunkter holder ikke. Venstre har aldrig haft noget imod gratis parkering til elbiler, men gældende lovgivning siger at det ikke er tilladt at give specifike biltyper tilladelse til at slippe for parkerings afgift når andre ikke kan. Sådan en forskels behandling er ulovlig efter gældende lov.
Men det lyder godt, hvis man som dig siger at det er Venstre og transport ministeren som er imod det.


12. jul 2011 kl 18:45

Benny Olsen

El-biler i byen?

Hvis det skal koste 30kr per time at holde ved sin etageejendom inde i byen, så skal man da huske altid at tage bilen på arbejde, og i øvrigt bruge alle ferie og sygedage ved koloni/sommerhuset.


12. jul 2011 kl 18:58

Morten Lund

Beskedent beløb

Det lyder som en god ide for et beskedent beløb. El - biler fortrænger brændstof import. Om el-bilen i sidste ende er et plus på betalingsbalancen formoder jeg. Hvis den skal komme, skal regeringer tilgodese infrastrukur.


12. jul 2011 kl 19:03

Benny Olsen

Vi mangler afklaring.

Hvis vi skal have folk til at overveje en el-bil så nytter det ikke men denne zig zak kurs, hvorfor kan politikerne ikke bare beslutte sig?

Skal el-biler have fordele som særlig lav el-afgift til ladestandere(for at sidestille med de lave brændstof afgifter), fri parkering, kørsel i busbaner, ingen registreringsafgift, halv pris på øresundsbron m.m.


12. jul 2011 kl 23:50

Troels Jensen

Arkader til ladestationer

Der skal helt klart være flere ladestationer, men en detalje omkring dem som folk lader til at overse er at selv med lynladning tager det et stykke tid før batteriet er fyldt.

Kunne man ikke oprette arkader med butikker, caféer etc. omkring ladestationerne så folk har noget at tage sig til imens deres bil lader?

Det kunne måske også hjælpe på finansieringen af ladestationerne hvis man lod de forskellige forretninger betale en del af prisen for installationen over huslejen - det vil være en win-win jvf. at ladestanderne vil tiltrække kunder.


13. jul 2011 kl 06:34

Peter Hansen

Re: Vi mangler afklaring.

fri parkering, kørsel i busbaner

...eller hvad med at indføre en regel om at en elbil må hægte sig bagpå en forankørende benzindrevet bil, hvis de for eksempel kører på motorvejen? Derudover mener jeg at alle elbiler (og kun de) skal have farven grøn, og der skal stå på siden med fede bogstaver: jeg er grøn.

Hvis en elbil går istå, SKAL andre passagerer stoppe og vente.
En el-bilist kommer selvfølgelig forrest i køen på rastepladsen, og dagens ret er gratis. Nye dæk er gratis og under opladningen sørger specielt uddannede stewardesser for underholdningen efter mottoet: "det tager kun 20 minutter, men vi vil så gerne have du bliver lidt længere!".


13. jul 2011 kl 07:20

avatar

Knud Nielsen

Re: Beskedent beløb

Det lyder som en god ide for et beskedent beløb

Kan de bruges med noget, der virkelig arbejder - som modulvogne?


13. jul 2011 kl 08:32

Niels-Søren Bøgh

Nul penge til batteriskiftestationer...

Nul penge til batteriskiftestationer... er igen et godt initiativ fra ministeren - EU har besluttet at indføre en standard på området, så køretøjer med batteriskiftefunktion kan bruges over hele EU. Så vidt jeg husker skulle dette være klar i 2013 - dermed vil der være spildte penge, at kaste sig ud i batteriskiftestationer nu, som e.g. kun vil supportere Better Place - og ikke andre fabrikater - og som vil være forældede om kort tid.

Så er det da langt mere effektivt at sætte billige stik op mange flere steder, hvor man kan forvente at se elbiler... sammen med en kreditkort automat selvfølgelig! Ellers skal vi andre også have gratis E85, rapsolie, brint etc...

Men, en gratis teltplads ved side af ladestanderne vil for mig være OK... ;-)


13. jul 2011 kl 08:41

Magnus Bredsdorff

Re: Suk....

Claus Andreaseen:

Magnus Bredsdorff, dine politiske synspunkter holder ikke. Venstre har aldrig haft noget imod gratis parkering til elbiler, men gældende lovgivning siger at det ikke er tilladt at give specifike biltyper tilladelse til at slippe for parkerings afgift når andre ikke kan. Sådan en forskels behandling er ulovlig efter gældende lov.
Men det lyder godt, hvis man som dig siger at det er Venstre og transport ministeren som er imod det.

Hej Claus

Min artikel giver ikke udtryk for politiske synspunkter, men refererer derimod politikernes synspunkter. Der er en væsentlig forskel, som ikke blot gælder denne artikel, men alt, hvad Ingeniørens journalister skriver.

Jeg kan anbefale, at du læser de øvrige artikler, som der er linket til i venstrespalten på denne artikel, først og fremmest denne:

http://ing.dk/artikel/120650-m...atis

Jeg tillader mig et lille citat:

Derfor ville Per Clausen fra Enhedslisten vide, om Hans Christian Schmidt vil ændre loven, så elbilerne igen bliver begunstiget i danske byer. Svaret er klart nej.

»Parkeringsafgifter skal have et trafikalt sigte, og en elbil fylder lige så meget som en tilsvarende benzin- eller dieselbil,« konstaterer ministeren kort.

Som det fremgår, er Venstre-ministeren altså både blevet spurgt til lovgivningen og til, om han mener, at den skal ændres. Svaret på sidste spørgsmål var nej.

Mange hilsner

Magnus Bredsdorff
Ingeniøren


13. jul 2011 kl 09:21

Morten Stryhn

Re: Beskedent beløb

Det lyder som en god ide for et beskedent beløb. El - biler fortrænger brændstof import. Om el-bilen i sidste ende er et plus på betalingsbalancen formoder jeg. Hvis den skal komme, skal regeringer tilgodese infrastrukur.

Brændstof import? Det er vist mange år siden du har kigget på brændstofsområdet. Danmark er selvforsynende med olie og der er to raffinaderier, som sørger for at forsyne landet med benzin og diesel baseret på den olie, som pumpes op i Nordsøen.


13. jul 2011 kl 09:53

Anders Christensen

Sikkerhed og tyveri?

Nu har jeg ikke indgående kendskab til hvordan opladningen foregår, men det forekommer mig at der er nogle sikkerheds aspekter der ikke er taget i betragtning.

1) Hvis en el-bil holder til opladning på gaden - hvordan sikrer man sig imod at en anden el-bil lige hugger stikket? Er der lås på?

2) Vandalisme - der er jo en del unge mennesker der ikke forstår at gade inventar ikke skal destrueres. Derudover kommer der sikkert nogle forbi med gode ideer til at enten ødelægge eller gøre stikket farligt at anvende. Er ladestationer sikret betryggende?

3, 4, 5 osv - der er sikkert mange andre sikkerheds aspekter.


13. jul 2011 kl 11:06

kurt christensen

rasteplasser

det kan ikke være det store problem at sætte sådan nogle ladestationer op ved de største rastepladser langs motorvejen, så kan tiden under ladningen bruges på en tiltrængt pause til lidt mad


13. jul 2011 kl 13:19

Ole Mathiesen

Re: Sikkerhed og tyveri?

Du skal benytte dit eget unikke kort ved tilslutning af ladekablet, samt når du afkobler kablet.
Så du kan altså ikke afmontere et kabel der er sat i med en andens kort.

/Ole


13. jul 2011 kl 13:23

Finn Jensen

Lynopladning

Eneste farbare vej mht. lynopladning er at skifte batteriet. Ligesom andre ting vedrørende El biler har dette aldrig været nogen hemmelighed! :-( Mit problem er mere kreditere nogle fysikere fra slutningen af 1800-tallet.


13. jul 2011 kl 14:22

Jens Christensen

Re: Lynopladning

Jeg vil RIGTIG gerne høre, hvad politikerne i denne forbindelse opfatter som lynopladning. Jeg er helt indforstået med at optankning af min bil sker et centralt sted (ligesom på tankstationen i dag), men skal jeg bruge halve og hele timer på at vente på opladningen, vil jeg afgjort sætte pris på muligheden for selv at lade bilen op, så tiden bliver min egen.

Så meget shopping har jeg heller ikke behov for at foretage mig.

Men selvfølgelig, det kan være at politikerne af bagvejen vil have os alle til at sætte farten lidt ned, og hvad vil være bedre end dagligt at tilbringe f.eks. 45 minutter i/ved sin bil, mens man reflekterer lidt over livet ;o)


13. jul 2011 kl 14:41

Ole Mathiesen

Re: Lynopladning

Du "tanker" jo op hjemme ved din bopæl, natten over. Så har du ca. 160km at køre på. Så langt har du vel ikke til bageren.
:-)


13. jul 2011 kl 17:58

Benny Olsen

Re: Lynopladning

Jeg vil RIGTIG gerne høre, hvad politikerne i denne forbindelse opfatter som lynopladning.

En bil der kan køre 200km på en fuld opladning, kan kun opnå de 200km ved fuld natopladning eller batteriskift, hvis der på en lynlader lades til en ladestand på 80% på 15-20 minutter, det vil give væsentligt mindre end 160km, men så kan du komme videre, politikerne kan ikke diktere ladetiden, det må de lade producenter af batterier og ladestandere om.

http://ing.dk/artikel/118347-s...tter


14. jul 2011 kl 00:17

Morten Lund

Beskedent beløb

Om el-bilen fortrænger import eller strækker lager af allerede eksisterende i Nordsøen er uden betydning. Det indvirker positivt på betalingsbalancen. Jeg ved ikke noget om modulvogntog, men formoder at det sigter på personbiler.

Måske med tiden ser discount kæder og supermarkeder et marked for lynladere ved deres forretninger.


15. jul 2011 kl 08:13

avatar

Benny Olsen

Hurtigopladere overhaler batteriskifte

Ideen med batteriskiftestationerne er fra en tid hvor ladetiderne lå på flere timer. Hurtigopladerne har overhalet ideen og vi vil inden for de næste par år se ladetider på omkring fem minutter. For to år siden var opladetider på 20 minutter ønsketænkning.
Hver Better Place batteriskiftestation vil, bl.a. på grund af mængden af kostbart lithium, med mindre der skal være fast vagt ved stationen, sikkert ikke have mere end otte til ti batterier på lager. Disse oplades så med hurtigopladere.


15. jul 2011 kl 08:53

Jens Christensen

Re: Hurtigopladere overhaler batteriskifte

vi vil inden for de næste par år se ladetider på omkring fem minutter

Har du regnet på, hvor kraftig strømmen bliver?


15. jul 2011 kl 09:10

avatar

Flemming Rasmussen

"Lyn"opladning

Hvis vi kigger på en motorvejstankstation, er der vel omkring 10 outlets - og det tager omkring 90 sekunder at fylde en "normal" benzintank.

Hvis politikerne i ders våde drømme forestiller sig, at der kommer en penetrering af elbiler svarende til det nuværende antal benzinbiler, bliver regnestykket jo ret simpelt:

Elbil: 150 km/ opladning, Benzinbil 700 km/optankning
Elbil 20 minutter pr. optankning, benzinbil 1.5 minut per optankning

Antal outlets per "station" = 700/150 * 20/1.5 * 10 = 622

Hvis de hver skal være på 60 kW (?) bliver det en samlet effekt på 37 MW -
jeg tror sgu' alligevel, jeg køber Vestas aktier ;o)

Yderligere vil det forlænge min rejsetid fra Kbh til Skagen med 1½ time, da jeg skal "tanke" strøm 4-5 gange undervejs, mens min fosilfræser kan nøjes med 0.8 gang.

mvh Flemming

(der også savner en lidt mere rød tråd i planlægningen af infrastrukturen omkring elbiler)


15. jul 2011 kl 13:48

Benny Olsen

Re: Hurtigopladere overhaler batteriskifte

For to år siden var opladetider på 20 minutter ønsketænkning.

Og det vil en del år frem fortsat være ønsketænkning, jeg tror du forveksler en opladning til 80% ladestand med en fuld opladning.

En lynopladning til 80% ladestand vil med dagens teknologi typisk være fra 40% til 80% af batteriets kapacitet, du får altså 40% af batteriets kapacitet på 20 minutter, de sidste 20% skal slowlades, og tager yderligere 20-40 minutter.

Hvis vi i dag ønsker os et 100% opladet batteri bliver sammenligningen mellem batteriskifte og lynladning, 5 minutter for batteriskifte, og op mod en time for lynladning på fastmonteret batteri.

Laboratorieteknik viser at vi kan komme op på 90% ladestand på 2 minutter, og at vi også kan få øget kapaciteten betydeligt, men mon ikke batteriskiftestationerne kan være afskrevet inden den tid.

Hurtigopladere overhaler batteriskifte.

Ja, på den lange bane, men vi kan nå slide mange batteriskifte stationer op inden den tid kommer, og her i opstart fasen bliver også muligt at sende batterierne til service, kunden skal ikke engang aftale tid med værkstedet.


15. jul 2011 kl 23:33

Peter Hansen

Re: Lynopladning

Du "tanker" jo op hjemme ved din bopæl, natten over. Så har du ca. 160km at køre på. Så langt har du vel ikke til bageren.
:-)

Man kan jo ikke tanke op hjemme ved bopælen hvis man bor i etageejendom uden egen parkering, som der er rigtig mange der gør i de større byer. Her må man ofte parkere flere gader væk, eller hvor den nærmeste ledige p-plads nu er på det pågældende tidspunkt. Så forslaget med at man skal lade op natten over harmonerer ikke med målet om at alle "danskerne, der bor i etageejendomme uden egen parkering, kan købe en elbil". Så hurtigopladning skal ikke tage længere tid end at tanke benzin, helst noget kortere tid eftersom rækkevidden med elbil er noget kortere end med brændstof drevne biler. "Hurtig"opladning på for eksempel 20-30 minutter holder ikke.

Citat fra artiklen:
Målet er, at også danskerne, der bor i etageejendomme uden egen parkering, kan købe en elbil.

Energistyrelsen anslår, at de 14 millioner kroner rækker til 70-140 klynger, der hver kan oplade otte elbiler. Det fordrer også en tilsvarende medfinansiering fra branchen.

Til gengæld skal danskerne ikke forvente at kunne lade elbilen ved kantstenen foran døren til opgangen.

»Der lægges ikke op til at støtte egentlig ”kantstens”-opladning, idet ladeklynger forventes at være en mere omkostningseffektiv løsning,« skriver Energistyrelsen.


12. sep 2011 kl 23:10

Benny Olsen

49kW lader for væsenligt under 71.000 kr

Nissan lover ny lynlader til November, 30% billigere end deres nuværende lynlader, prisfald til mindre end halv pris på 12 måneder er noget der rykker, “significantly” less than ¥1 million som svarer til 71.000 kroner.

http://www.greencarcongress.co...html

Ved halv pris kan der vel opsættes dobbelt så mange lynladere før pengene er brugt.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk