Søværnets helikopterkøb: Privat firma har gode erfaringer med fransk bud
Det private helikopterfirma Dancopter har gode erfaringer med den lille franske helikopter Dauphin, som søværnet overvejer at købe den militære udgave af.
Tre helikoptere er i spil til at afløse søværnets Lynx-helikoptere. Den ene er Eurocopter AS 565 Panther. Helikopteren på billedet ejes af den franske flåde. (Foto: Daniel Rasmussen)
Multimedia
Galleri:
Kom helt tæt på panteren
Læs også
-
Søværnets helikopterindkøb: Fransk fabrik tilbyder gammel slider
Læs mere om
Simpel, solid, sikker. Det er de ord, som det private helikopterselskab Dancopter bruger om helikopteren Dauphin, som er den civile udgave af militærhelikopteren Panther, som søværnet overvejer at købe.
Dancopter flyver blandt andet mandskab og materiel til boreplatforme i Nordsøen, men flyver også andre steder i verden, for eksempel i Nigeria. Dancopter har i øjeblikket seks Eurocopter EC 155 B1, som er en civil videreudvikling af Panther, men de har også fløjet den tidligere udgave Dauphin.
»Den er utroligt nem at vedligeholde,« siger Lars Skov, der er direktør i Dancopter.
»Og så er den utroligt behagelig at flyve med, den vibrerer ikke ret meget, og den støjer ikke ret meget,« fortsætter han.
Han mener, at det skyldes helikopterens enkle design.
»Dauphin'ens design og opbygning er gennemprøvet. Det og mange års erfaring betyder, at den type helikopter er driftssikker og mindre vedligeholdelsestung end andre modeller,« siger direktøren.
Søværnet skal købe nye helikoptere for omkring 11 milliarder kroner. Tre modeller er med i opløbet, den ene er den amerikanske Seahawk, som bruges i den amerikanske flåde og først blev taget i brug i 2005. Den anden er den engelske Wildcat, som er en videreudvikling af de Lynx-helikoptere, som søværnet råder over i dag, en helikopter som endnu ikke er kommet på markedet. Den tredje er Panther fra fransk-tysk-spanske Eurocopter fra 1982, som i dag bruges af blandt andre den franske flåde og den amerikanske kystvagt.
Råd fra helikopterdirektør: Vælg det sikre
Dauphin og dermed også Panther er kendt for at være nem at reparere og give eftersyn og dermed billig i drift. Til gengæld er den ikke lige så moderne som sine konkurrenter.
Da Panther er så lille, bliver den heller ikke udstyret med en sonar, så den kan jage ubåde, og den får heller ikke afisningsegenskaber, så den kan flyve i kold og fugtig luft uden at risikere, at vinger og luftindtag bliver belagt med is og helikopteren styrter.
Men hvis man spørger Lars Skov, så skal søværnet måske heller ikke gå efter den sidste nye teknologi til sine opgaver i området omkring Grønland. Han mener ikke, at forsvaret skal være forsøgskanin med nye modeller i et område, der allerede giver store udfordringer.
»Med de operationer, som søværnet har oppe i ishavet, der må man sige, at der skal helikopterne bare virke. Det nytter ikke noget at prioritere nyt materiel deroppe,« siger direktøren, der selv har været i søværnet og sejlet i ishavet.
Dancopters piloter har også erfaring med at flyve i arktiske områder, og derfor ved de godt, hvad det kræver af en helikopter.
»Den skal være robust, og så skal der være mulighed for, at man kan komme hurtigt ind og rense den, efter at den har været ude og operere i områder med høj luftfugtighed og højt saltindhold,« siger Lars Skov.
Derfor peger han også på, at afisningsudstyr måske er værd at overveje. Den udgave af Panther, som Eurocopter har tilbudt søværnet, er dog ikke udstyret med afisningsudstyr. Eurocopter mener, af det vil trække for meget kraft ud helikopterens motor. I stedet foreslår Eurocopter, at søværnet køber en Panther, som er udstyret med detektorer, som kan advare piloterne, hvis der er fare for overisning.
Panther-helikopteren er oprindeligt fra 1982. Hvis søværnet køber den, risikerer de så ikke, at den om få år er utidssvarende?
»Der bliver jo lavet nye versioner af den hele tiden. Hvis den ikke var blevet udviklet siden 1982, så ville vi slet ikke lov til at flyve med den i dag. Til gengæld kan du sige, at du får et godt gennemprøvet produkt,« siger direktøren.
Søværnet forventer at skære feltet af kandidater med til to, før de egentlige forhandlinger begynder med de sidste to leverandører.






