Leder: Forskere, der politiserer, gør samfundet rigere
Skærmydsler og skænderier mellem forskere og politikere udspiller sig i medierne. Forskerne frygter for deres ytringsfrihed, når de bankes på plads af de politiske magthavere. Politikerne oplever, at faglige eksperter benytter deres status som figenblad for at politisere - og derfor må affinde sig med verbale bank.
Kan man frigøre sig fra det generelle ubehag - og det er vanskeligt - ved at betragte profiler i landets højeste embeder føre debat på et ganske uværdigt niveau, er konflikten i sig selv - det forhold, at en forsker fortolker data og formidler en holdning på baggrund heraf - besynderlig.
Netop besynderlig, fordi det turde være helt åbenlyst, at det samfund, der betaler forskernes løn, selvfølgelig kan forvente, at de bruger deres indsigt til at kvalificere debatten, så politikerne træffer klogere beslutninger, end de ellers ville have gjort til gavn for os alle.
Hvad skal vi ellers med alle disse forskere, hvis ikke vi udnytter deres lærdom og samtidig anerkender, at de også er mennesker med faglige synspunkter, der lejlighedsvis kan være på afveje?
Ren og interessefri grundforskning, den ubesmittede science, er et sjældent og eksklusivt dyr. Hovedparten af professorer og forskere er beskæftiget inden for områder, hvor der er albuerum for fortolkning og udlægning af data, hvilket er helt i orden.
Tanken om, at en akademisk elite via titel er udstyret med den absolutte indsigt og eksklusiv adgang til endegyldige sandheder, er naiv indbildning og blind autoritetstro. Derfor kan og skal de også udfordres fra et oplyst grundlag.
De mange arbejder med en praktisk visdom, hvor forskningen har et sigte og er drevet af værdier: Effektiv offentlig transport, et renere miljø eller udvikling af potente lægemidler med færre bivirkninger.
Eksperten står nok på en platform af faglighed, når vi drøfter niveauer for farlige stoffer, men spørgsmål som, hvornår en risiko er acceptabel eller ej, hvornår vi vurderer, at noget er farligt eller ikke, bringer forskerens egne værdier og holdninger i spil.
'Neutrale' fagfolk kan man måske finde i sektorforskningen, der er hegnet politisk ind og embedsgjort på en måde, så samfundet bliver langt mindre udfordret, end det burde.
Men på universiteterne må man forvente flere konstruktive indspil til samfundsudviklingen fra de kloge hoveder, når de måler og fortolker data, historisk kildemateriale eller intentionen bag juridiske aftaler. Det indbefatter, at de personligt markerer synspunkter, som kan opfattes som politiske.
Det, der imidlertid adskiller dem fra de valgte på tinge, er, at en holdning skal kunne knytte an til en klar faglighed og ikke en fritsvævende mening. Det er legitimiteten bag forskernes indflydelse. Den reelle magt har den politiske beslutningstager jo altid.
Derfor skal der i vores demokrati også være plads til at fagfolk åbner munden så højt, at det kan regne med finker fra panden. Der skal være plads til at dumme sig. Og der skal være plads til at være uenig med eksperterne. For det gør vores samfund rigere.
De fleste kan gennemskue, når en forsker kammer over eller bliver skinger. Det behøver vi ikke magten til at udlægge for os. Til gengæld må forskerne gå længere end at kræve ret til at ytre sig. For indsigt forpligter.
