Victor Klemperer: Jeg vil overbevises – ikke overtales
Af Overingeniør Petersen,
onsdag 29. jun 2011 kl. 19:57
Tillad mig at minde jer om, at ”Den som tænker ønsker ikke at blive overtalt, men overbevist, og den som tænker systematisk, er dobbelt så svær at overbevise”.
Denne lidt filosofiske indledning er inspireret af min seneste klumme, om landets politiske situation, der gav anledning til megen god debat (og et enkelt vildskud, som administrationen så fjernede). Heri advarede jeg udtrykkeligt imod at lade politiske diskussioner krydre med skældsord, der jager de læsere væk, som du gerne vil overbevise.
De vise ord, jeg citerer indledningsvis, har jeg i øvrigt fra side 121 i den tyske filolog Victor Klemperer bog ”LTI, Lingua Tertii Imperii – Det tredje Riges sprog ”. Det er nok den mest fascinerende og tankevækkende bog, jeg kommer til at læse i år.
Victor Klemperer (1881-1960) overlevede som jøde under store afsavn og lidelser nazismen i Tyskland (1933-1945), og kun fordi han var gift med en ikke-jøde. I den periode noterede han sig i egenskab af sprogforsker de forfærdelige ting, som nazisternes særlige sprogbrug gjorde ved den tyske befolknings holdning til Tyskland, Hitler, krigen og ikke mindst jødernes skæbne.
Som han også skriver: ”Ord kan virke som små bitte doser arsenik. De sluges umærkeligt, de synes ikke at have megen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”.
Bogen er uddrag af dagsbogsoptegnelser i de forfærdelige år under nazitiden og er oprindeligt udgivet i 1946, men er for et halvt år siden udkommet på dansk i Henning Vangsgaards fremragende oversættelse (den bog vil jeg for resten gerne have jer alle sammen til at læse, før I går videre i denne tekst. Nå, den er på 396 sider med en ret høj densitet, så når bare I lover at læse den senere, er det OK).
Det er netop det, det hele drejer sig om i den offentlige politiske debat – forskellen mellem at forsøge på at ville ’overtale’ og at ’overbevise’. Overbevis mig gerne med dine gode argumenter, men fri mig fra politikernes spin og indlærte fraser, der kun er beregnet på at forføre mig, tak!
Jeg ser i dag til min store begejstring i en af dagens aviser, at nogle politikere har vedtaget at tale pænt til hinanden i valgkampen. Måske vil de også forsøge at overbevise os i stedet for altid kun at ville overtale? Det vil i høj grad blive påskønnet!
Øvelsen her under valgkampen (som ikke burde være en 'kamp', men en styrkeprøve på argumenter) er altså at prøve at overbevise mig og de mange andre, som læser denne klumme, om vort lands mest hensigtsmæssige vej ud af den forudsigelige økonomiske suppedas, vi havner i indenfor en meget overskuelig årrække.
Kom gerne med nogle konkrete bud - og husk nu, at du befinder dig blandt oprigtigt interesserede, måske ligefrem blandt venner, men ikke altid meningsfæller – de to ting kan godt forenes – og at vi derfor ikke har brug for nedsættende adjektiver om hverken politikere eller opponenter. Men derfor behøver det jo ikke at blive kedeligt.
Lad mig give jer en enkelt refleksion over det, jeg anset for problemets kerne – eller den store udfordring, som det hedder nu om dage:
Udfaldet af arbejdskonflikten på CSC viser, at de fleste af os skal indstille os på at gå væsentligt ned i løn i den nærmeste fremtid. Globaliseringen betyder, at alle arbejdsopgaver, som på nogen måde kan udføres til en markant lavere pris til nogenlunde samme kvalitet et andet sted på kloden, fordufter. Det gælder også ingeniørarbejdspladserne.
Da vi gerne vil beholde vore job, og da der må være en grænse for, hvor meget vi kan hæve produktiviteten – selv med vores postulerede høje effektivitet og gode arbejdsmoral – må vi simpelthen finde os i at gå markant ned levestandard som følge af globaliseringen. Sådan er det bare. Glem alt om ’den danske model’, for den redder os ikke på længere sigt, som netop CSC-konfliktens udfald viser.
Så hvad gør vi nu, lille du?
Rrrrr!
Petersen, overingeniør