blogs kategori-billede

Sommerhuset er usælgeligt

Af Christian Munch-Petersen,  onsdag 29. jun 2011 kl. 09:49

En tur rundt i sommerlandet viser, at rigtigt mange sommerhuse er til salg - og det på en årstid, hvor det ikke burde være tilfældet. Priserne er også lavere end før - skønsmæssigt 2/3 del af prisen for et par år siden.

Samtidigt er der tomt overalt - næsten ingen børn leger ved husene og ingen børn på stranden. Hist og her vakler et par oldinge ned til vandet, som var det til livets kilde!

Spørgsmålet er, om sommerhuset som begreb tilhører en uddøende generation af bymennesker, der søgte naturen, og hvor fruen og børnene kørte på landet og holdt sommer, mens manden arbejdede på stenbroen.

De unge mennesker, jeg kender, har ingen ambitioner om at købe et sommerhus som fast feriested. De vil med børnene på oplevelsesferier i udlandet - kanotur i Sverige, Riverrafting i Canada, Pool-ferie på Mallorca eller Idrætshøjskole i Ubbehage.

Og hvem har hørt om nydanskere, der køber sommerhus?

Så profetien er, at sommerhuse falder yderligere i pris, formodentlig til priser på under halvdelen af prisen for et par år siden - eller yderligere ca. 30%.

Stiger renten - falder de yderligere, og bliver folk presset på de variable lån i hjemmevillaen, så bliver sommerhuset først sat til salg - og så falder priserne igen.



29. jun 2011 kl 10:21

avatar

Jørgen Esping

Oldinge

"Hist og her vakler et par oldinge ned til vandet, som var det til livets kilde!"

Hmm...det er da en tåbelig og nedladende sætning.


29. jun 2011 kl 10:29

avatar

Poul-Henning Kamp

Havedrømmen

Jeg tror du har ret.

Sommerhuset var så tæt på parcelhus/have drømmen som mange lejlighedsboere nogensinde kom og sommerhusgrunde var billige nok til at næsten alle kunne være med.

Med et "Populær Mekanik" i den ene hånd fik mange bygget deres eget sommerhus billigt ofte med genbrugsmaterialer.

Idag er lejligheder kun noget man bor i indtil man får børn, derefter er det ud i et parcelhus eller en villa hvor der er en have til ungerne og hvem ønsker sig endnu en græsplæne ?

Jeg er dog ikke sikker på du har ret mht. nydanskere, ude ved Storebælt er nogen af dem er begyndt at få smag for strandlivet og det frelser nogle af de gamle gør-det-selv sommerhuse fra at blive erstattet af kønsløse serieproducerede ikea-sommerhuse.

Deres sommerhuse er meget nemme at kende: Stor køkkenhave, lille græsplæne.

Når prisen falder vil sommerhusene lokke mange flere nydanskere ud af ghettoen i sommermånederne.

Poul-Henning


29. jun 2011 kl 10:49

Frithiof Andreas Jensen

Sommerhuset er stadigt for dyrt!

Stiger renten - falder de yderligere,

Netop. Den ekstremt lave rente signalerer præcis at der ikke findes nogen fornuftige investeringsmuligheder; man nøjes med de 1-årige obligationer fordi der er en rimelig sandsynlighed for at få pengene igen!

Samtidigt er Danskernes rådighedsbeløb under et massivt pres både fra den siddende regering (og den kommende) samt diverse særinteresser samtidigt med at prisen på alle daglige fornødenheder er steget agressivt.

"Klimaet" er simpelthen ikke til at man som famillie forpligter sig til større månedlige udgifter mange år frem - ihvertfald da ikke før renten er steget til langt over det historiske gennemsnit på 7% og vi begynder at få destrueret noget af den helt uhyrlige gæld vi har akkumuleret gennem afskrivning, konvertering og konkurs.

Personligt så jeg da gerne at det skete snart, mens jeg stadigvæk er relativt ung og arbejdsom nok til at udnytte de mange nye muligheder.

Bankerne kan naturligvis ikke lide det, men det er bare et spørgsmål om tid og omstændigheder hvornår vi "nulstiller" og starter igen.

I øvrigt ville jeg personligt sælge villaen før sommerhuset - den har meget højere driftsomkostninger, så det batter mest på budgettet og man skal jo bo et eller andet sted.


29. jun 2011 kl 11:11

Ebbe Tranberg

Kritisk masse

Når den kritiske masse af køkkenhave- og "bilvrag på grunden" segmenterne er nået styrtdykker priserne yderligere.

Falder den danske særregel om udlændinges adgang til at købe sommerhuse står der tusinder af polakker der arbejder her på spring til at købe.

Det ironiske er at muligheden for at bo ulovligt helårs i et sommerhus har været udvejen for de mennesker der ikke er født ind i det almennyttige byggeri, og nu får de alligevel de naboer som de ville have haft der.


29. jun 2011 kl 11:35

avatar

Tine Andersen

Min genbo forsøger

Ellers at sælge en stråtækt knaldhytte (renoveret i 90-erne) under titlen "Ideelt fritidshus" og "Huset, der kan tåle at fryse" (der er kun brændeovn- og velkommen skimmelsvamp) med billeder, så det ligner løgn (det er ikke løgn) 1,3 mio.

Hans anden stråtækte "idyl" (uden wc og med småting som nyt tag, isolering, nye vinduer, nedsivning- kort sagt nedrivningsklart) koster kun 600.000. Det kan jeg ikke sælge mit for, og det er rødsten- med varme og toilet og den slags.

Men han vil vist ikke sælge. Han har da ikke selv lavet noget ved dem, og de er i flg OIS slet ikke solgt til den slags priser.
Jeg er lidt forarget, især da jeg har kig på en "idyl" med wc og varme- og 15 tdl til- 450.000 kr. (Til når jeg vinder i LOTTO ikke!)

Jeg har forresten brugt megen tid og penge på at rydde op på min grund. Og jeg ved, der er en losseplads i skellet, der venter på at blive gravet op og kørt væk.
Det generer mig meget! Nu har vi trodsalt brugt en 50.000 på at få ryddet op- dvs kørt væk.

Mvh
Tine


29. jun 2011 kl 16:00

avatar

Jon Bendtsen

Vrøvl Christian - sænk prisen

@Christian:
Din overskrift er noget vrøvl, for de kan godt sælges hvis du bare sænker prisen.


29. jun 2011 kl 16:27

Rune Kristensen

Danskerne er simpelthen for grådige...

...når privat ejendom skal sælges!

http://www.boliga.dk/indeks#Ch...line

...og man tænker - "Nå, jeg kan åbenbart ikke få de 3 millioner for min gamle 120 kvadratmeter 70'er byggesjusk-ruin lige nu - nu spiller jeg da bare fornærmet, og trækker den fra markedet, og venter til priserne igen eksploderer opad..."

Antallet af udbudte boliger, (sommerhuse, som villaer), fortæller i kapitalismens hårde klare sprog: Boligsælgerne har helt vanvittigt urealistiske forventninger til salgsprisen...

Mvh Rune


29. jun 2011 kl 16:27

Bjørn Engsig

Secondary Home

Kald bare mig en olding - jeg er en af dem, der næsten dagligt smutter en tur i Kattegat (om vinteren nøjes jeg med Øresund), og jeg synes nu stadig at der er den sædvanlige blanding af forældre med børn, unge der skal imponere hinanden, min generation med børnebørn. Naboen til den ene side, som overtog deres hus for omkring et år siden tilhører føste kategori; naboen til den anden side sidste kategori. OK, her er måske ikke så mange legende børn på vejene som tidligere.

Min egenlige pointe er, at mit sommerhus i virkeligheden er et andet hjem, som har alle de samme faciliteter som det første hjem. Vi bor her typisk fast omkring 4-5 måneder af året, og kan iøvrigt passe vores job og øvrige gøremål præcis som ellers. Mange af mine kolleger - især nok udenfor Danmark - udtrykker faktisk lidt misundelse over, at dette kan lade sig gøre.

Her er såmænd ikke specielt mange huse til salg i øjeblikket, og jeg må da også indrømme at værdien kun er steget omking 5% årligt i de knap 10 år jeg har haft det. Men det er da bedre end at have haft pengene på en bankbog!

/Bjørn.


29. jun 2011 kl 16:30

avatar

Ricky Berner

Hmmmmm???

Jeg tror vist ikke du har bevæget dig rundt her i kongernes Nordsjælland.....
Hvis du havde det ville du se at her er liv og glade dage ! :o]

Det er rigtigt at den gennemsnitlige handelspris er dalet.... Ca. 20 % men at sige at de er usælgelige er vist et falsum.
http://www.boliga.dk/liggetide...aspx
Men at tro at man kan få mere end 1 mill. for et gasbetonhus på 40 m2 er ikke realistisk.
Ps. størstedelen af danske sommerhuse ligger her i gribskov kommune, hvor jeg har boet hele mit liv og der har aldrig været så megen aktivitet som der er denne sommer.............


29. jun 2011 kl 17:38

Bjarke Mønnike

Størstedelen.....

...er da en overdrivelse så man kan forstå det....Gad vist om Danmark kun omfatter nordsjælland :o)


29. jun 2011 kl 20:33

Peder Pedersen

Re: Danskerne er simpelthen for grådige...

Det er nu nok nærmere bankernes modvilje til at give låne penge der er problemet. Et ungt par jeg kender, hvor jeg abrjeder med manden, ville gerne sælge deres ejerljlighed og købe et rækkehus eller lille parcelhus. Han er konstruktør, hun er pædagog, begge i fast arbejde. Banken ville låne dem 500.000.

Diverse økonomers dommedagsprofetier hjælper selvfølgeig heller ikke.


29. jun 2011 kl 21:04

Bjarke Mønnike

Re: Danskerne er simpelthen for grådige...

Hvor meget har de sparet op ?


29. jun 2011 kl 21:58

Vagn Rydeng

Spørg en DJØF'er

Svaret er ganske enkelt, hvis bunden virkelig går ud af sommerhusmarkedet (hvad jeg ikke tror på som generel tendens) vil vi givetvis hurtigt ophæve vores dobbeltmoralske særregel om, at kun folk med helårsbolig i Dk må eje et sommerhus i Dk.

En øget efterspørgsel=højere priser, som man tydeligt kan se på gode, velbeliggende lejligheder uden bopælspligt!

Men det redder nok ikke dårligt beliggende og dårlige sommerhuse.


29. jun 2011 kl 22:51

avatar

Ricky Berner

Re: Størstedelen.....

ifølge danmarksstattestik er der i dk. ca. 217.000 sommerhuse ud af dem ligger mere en 40.000 af disse i gribskov kommune ......


29. jun 2011 kl 23:09

Rune Kristensen

@ Bjarke Mønnike

Desværre har de mange (teknisk) insolvente boligejere, i praksis negativ formue - bla. takket være de komplet uforsvarlige lånetyper, som den siddende regering har indført, for at slikke (kortsigtet) mås på sine kernevælgere...

/Rune


29. jun 2011 kl 23:57

avatar

Michael Deichmann

Intet nyt fra Nordkysten

Christian,
jeg er kommet på Nordkysten hele mit liv centreret omkring Rågeleje.
Jeg tror der er 2 slags sommerhusejere:
De, hvor det er en del af livsstilen, hvor man flytter ud i sommerhalvåret og livsstilen går igen i generationer, og så de der har sommerhus i nogle år - mens de bor i udlandet, har børn i den rette alder (<teenageårene) mm.
Jeg er sikker på at de sidste er de fleste og det kan meget vel være de mange parcelhusejere, der ikke behøver 2 græsplæner - og det kan godt være at den typiske lejlighedsbeboer er enlig forsørger der ikke har råd til et sommerhus, men der er altså nogle af mine gamle legekamerater der nu har overtaget forældrenes hus eller købt eget og stadig kommer i Rågeleje. For andre end mig var det bedsteforældrene der fandt denne plet på Jorden.
Sommerhuse er enormt konjunkturfølsomt og har altid været det.


30. jun 2011 kl 07:29

Frithiof Andreas Jensen

Re: Spørg en DJØF'er

vores dobbeltmoralske særregel

Pjat - Stater har Interesser, ikke Moral!

Det er nationalstatens forbandede pligt og i øvrigt den eneste begrundelse for at afholde omkostningernes ved dens opretholdelse, at den for det første sikrer egne borgere flere rettigheder og bedre leveforhold end andre staters borgere, for det andet beskytter sine egne borgere mod overgreb (herunder beskatning) fra andre stater!

Når man begynder at erodere borgernes sikkerhed med misfostre som den europæiske arrestordre, bankpakke N+1 (hvor N er den nuværende), krige for at tildele rettigheder til fremmede mennesker i andre lande som i øvrigt hader os, o.s.v. så må man overveje seriøst om ikke man helt burde afvikle Staten og spare det halve i skat!

PS: Sommerhusene kan naturligvis sælges til udlændinge under endnu en bankpakke - landbruget kan sælges allerede fra bankpakke I. Regeringen sælger m.a.o vores jord og tilhørende garanterede fødevareforsyning for at nogle bankdirektører kan få deres bonus! Arrrrrrgh!!


30. jun 2011 kl 08:55

Bjarke Mønnike

Den gamle adel har skiftet navn

Nu hedder adelen stat og borgerne er stadigt de udplyndrede og fattige.

Jeg er aldeles enig med Frithiof !


30. jun 2011 kl 09:31

avatar

Jon Bendtsen

Re: Den gamle adel har skiftet navn

Nu hedder adelen stat og borgerne er stadigt de udplyndrede og fattige.

Jeg er aldeles enig med Frithiof !

Det overrasker os ikke, slet ikke.


30. jun 2011 kl 10:19

Bjørn Sune Andersen

Re: Størstedelen.....

ifølge danmarksstattestik er der i dk. ca. 217.000 sommerhuse ud af dem ligger mere en 40.000 af disse i gribskov kommune ......
"Størstedelen" indikerer "over halvdelen" - det er muligt at Gribskov er den kommune i Danmark med flest sommerhuse, men det er ikke størstedelen af sommerhusene.


Bjørn


30. jun 2011 kl 11:55

Niels Chr. Nielsen

Re: Størstedelen.....

og forholdsmæssigt, altså set i relation til antallet af indbyggere og helårshuse, så er det nok Fanø og Varde (med Blåvand og Vejers strand) der har flest sommerhuse.. der p.t. går som varme rundstykker på udlejningsmarkedet, til vore venner tyskerne, grænsebomme eller ej.

se for øvrigt denne fine undersøgelse fra Centeret for Bolig og Velfærd:
http://boligforskning.dk/somme...ring
(en god sammenfatning og mulighed for download af hele rapporten).


30. jun 2011 kl 12:00

Bjarke Mønnike

Re: Størstedelen.....

40000 sommerhuse i Gribskov. Sikken noget sludder. Konsulter hjemmesiderne,

Ifølge Gribskov kommunes hjemmesider er der 14121 sommerhuse i kommunen. I nabo kommunen Halsnæs er der ifølge deres hjemmesider 6500 sommerhuse.

I Odsherred kommuner er der 25000 sommerhuse


30. jun 2011 kl 12:31

Niels Chr. Nielsen

Statistikbanken

er altid et besøg værd. Her er det også muligt at se fordelingen af sommerhuse på regioner, landsdele og kommuner, og inddelt efter etageareal. Man kan såldes fundere over hvad det ene sommerhus i Syddjurs kommune på ml. 2000 og 4999 kvm mon er for et palads?

http://www.statistikbanken.dk/...Id=0


30. jun 2011 kl 14:35

avatar

Carsten Wagner

Sommerhuse er yt

I fremtiden er der mindre rift om sommerhuse, fordi vore boligvilkår har ændret sig.
Og mindre brug for forlystelsesparker, fordi vi forlyster os hjemme foran spillekonsollen.
Og mindre brug for golfbaner, fordi folk tror, at en Wii er lige så god.
Og mindre brug for indkøbscentre, fordi folk bestiller via Internettet uden at flytte sig fra lænestolen.
Og mindre brug for landbrugsjord, fordi (kunstig og usund) mad produceres på fabrikker i Langtbortistan.
Men der bliver mere brug for fedme- og diabetesklinikker (hver tiende jordbeboer har i dag diabetes). Så kan vi sommerhusejere jo sælge til dem, der ser den store business i vore selvforskyldte livstilssygdomme.
Hvem har grund til at klage ?


30. jun 2011 kl 20:53

Peder Pedersen

Re: Danskerne er simpelthen for grådige...

Det havde ingen opsparing af betydning (<50K)


01. jul 2011 kl 20:36

avatar

Mogens Ludvigsen

Sommerhuset er in !!

Lige en hilsen fra vores sommerbolig: 66 m2, 2500 m2 grund, 5 min til vandet (østersøen). Købt for DKK 540.000 i efteråret 2010.

Tak til finanskrisen

Det er altså ok til den pris.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.