Kendt forsker trækker sig, mens sag om forskningsfup undersøges
Ny sag om fup i forskningen trækker tråde til Milena Penkowa-sagen.
Læs også
Dokumentation
Professor Bente Klarlund Pedersen fra Rigshospitalet har trukket sig fra Novo Nordisk Fonden, mens hendes forskning bliver undersøgt for fup. Det skriver BT.
Bente Klarlund Pedersen trak sig fra landets største private forskningsfond i maj, efter at hun blev indberettet til Udvalget Vedrørende Videnskabelig Udredelighed for svindel og afskrift i sin forskning.
Hun har efterfølgende selv valgt at indberette fire artikler til udvalget, som hun har skrevet sammen med Milena Penkowa.
Det er tidligere kommet frem i BT, at Bente Klarlund Pedersen som følge af sagen er blevet fyret som redaktør for to internationale videnskabelige tidsskrifter 'Journal of Physiology' og 'Experimental Physiology'.
Ifølge BT skriver Novo Nordisk Fonden følgende på sin hjemmeside:
»Det er aftalt på professor, overlæge, dr.med, Bente Klarlund Pedersens eget initiativ, at hun holder en pause i arbejdet i Novo Nordisk Fondens læge- og naturvidenskabelige komité, indtil hendes sager er færdigbehandlet.«
Bente Klarlund Pedersen siger selv til BT:
»Jeg har trukket mig fra fonden, så længe sagen kører og det har jeg gjort af personlige årsager.«
På trods af sagen har Bente Klarlund Pedersen dog valgt at forsætte i Tryg Fondens forskningsråd og som rådgiver for sundhedsminister Bertel Haarder (V) i Forebyggelseskommissionen.






