/produktion

Ribbet Xbox tæller passagerer på Roskilde

Frivillige DTU-studerende fra organisationen Grøn Vision udvikler ideer, så det bliver nemmere og grønnere at være gæst på Roskilde Festival.

Af Andreas Lang Hedegaard, torsdag 30. jun 2011 kl. 10:43

I år har DTU-studerende blandt mange andre ting bygget en portal, der tæller festivalens gæster, når de tager toget til og fra festivalpladsen. Det er så god en idé, at både Roskilde Festival og DSB kigger på teknologien til brug andre steder.

Grøn Vision er en professionelt drevet studenterorganisation med elever fra DTU og CBS, der blev sat i verden for at udbrede interessen og kendskabet til naturvidenskabelige fag og bæredygtig teknologi blandt gymnasieelever. Og hvordan kan man fange de unge bedre end ved at opsøge dem der, hvor de har det sjovest, og vise, hvad den naturvidenskabelige viden kan bruges til?

Simon Fisker Strøm læser Design og Innovation på DTU, og han har været med i styregruppen, der har koordineret det store arbejde mellem festivalen og de studerende. Han forklarer, at det er en 'fed tjans' for de studerende, fordi de kan arbejde med virkelige problemer.

»Det er jo fedt for Roskilde Festival, for de får gratis arbejdskraft og friske øjne på deres problemer, men det er også fedt for os, for det er den bedste måde at teste nye ideer på. Kan produktet holde til fulde tosser, der ikke har læst brugsvejledningen, kan det også holde alle steder.«

Ribbet Xbox

Ideen bag portalen, der tæller festivalgæster, når de kommer fra toget og ind på festivalpladsen, opstod, fordi Roskilde Festival gerne vil have flere gæster ud af bilerne og over i tog fra Roskilde Station til festivalpladsen. Derfor fandt et par studerende på at ribbe tre Xbox Kinect for deres infrarøde lasere.

Med laserne har de konstrueret en portal, der tæller alle festivalgæster, der går igennem portalen, og sender dem videre med en takkebesked, fordi de valgte toget frem for bil.

Fra festivalens side var det dog meget vigtigt, at gæsterne ikke blev bremset af installationen, og at der ikke ville opstå en flaskehals ved installationen. Men det er ikke noget problem, da sensorerne fra Xboxen ikke virker som en ’tænd/sluk’-stråle, men i stedet scanner et område og kan genkende mennesker frem for f.eks. store tasker eller ølkasser. Derfor kan installationen også ret præcist tælle alle, der passerer.

Det kræver dog en del processorkraft at 'læse' de mange mennesker, faktisk en computer til hver af sensorerne og så en computer til at styre de andre, forklarer Jakob Berg Johansen, som læser bygningsteknologi.
Det er ikke Jakob, der har designet portalen, men han har stået bag det administrative i forbindelse med projektet.

»Der har været nogle problemer med det infrarøde lys i sensorerne, for de har det lidt svært med det kraftige sollys herude. Men hvis vi kan få den til at virke her, kan den virke alle steder. Og man kunne f.eks. forestille sig, at den kan bruges til koncerter eller lignende, hvor man på grund af brandmyndigheder præcis skal kende antallet af gæster,« fortæller Jakob Berg Johansen.

Lasse S. Jensen er ansvarlig for Roskilde Festival-projekterne og læser design og innovation på DTU. Han forklarer, at både festivalen og DSB har udtrykt stor interesse for portalen.

»Det er jo ret simpel teknik. Portalen behøver ikke netopkobling, og en Xbox Kinect koster kun omkring 800 kroner, så den kan bruges nærmest alle steder,« fortæller Lasse S. Jensen.

Generator på madolie

Den første ting, som de studerende viser frem, da Ingeniøren ankommer til festivalen, er deres ombyggede dieselgenerator, der skal køre på brugt madolie. Meningen er, at den skal drive de studerendes feltlaboratorium, Sustainable Lab, med miljøvenlig energi.

Da den bliver startet op, lyder den som en almindelig dieselgenerator, men der breder sig en umiskendelig duft af friture. Olien kommer nemlig fra et pizzeria i Ølstykke. Kapaciteten af generatoren er oprindeligt på 5 KW, men nok lidt mindre på madolie, da madolien indeholder 37.000 kilojoule pr. liter, mens en almindelig liter diesel indeholder 43.000 kilojoule.

»Vi opnår en nyttevirkning på omkring 30-31 procent, og det er jo meget godt, når man tænker på, at det er gratis energi og næsten CO2-neutralt,« fortæller Anders Sigersin, som læser til maskiningeniør.

Olien er filtreret, inden den bruges som brændstof, og så sidder der et brændstoffilter fra en Smart CDI på brændstoftanken. På selve motoren har det først og fremmest været nødvendigt med større brændstofrør, da madolien er langt mere tyktflydende, og så er indsprøjtningen og brændstofpumpen opgraderet. For at gøre motorgangen lidt blødere har de studerende justeret timingen, så olien bliver sprøjtet ind i forbrændingskamret lidt senere, fortæller Anders Sigersin.

Det er de studerendes håb, at der skal anvendes flere biobrændstofgeneratorer fremover, gerne så hele Odeon-scenen bliver drevet af biobrændstof. En idé, der ikke er helt umulig, da festivalen allerede nu affaldssorterer, så det vil ikke være svært at få fat i al den brugte madolie, det kræver at holde 100.000 festivaldeltagere kørende.

Helt konkret foregår det sådan, at de studerende fra DTU bliver opfordret til at indsende forslag til Roskilde-projekter, og dem, Roskilde Festivalen så gerne vil have med, får grønt lys. Eleverne lægger selv de mandetimer, der skal til, men der er finansiel støtte både fra festivalen og DTU og i flere tilfælde også fra private virksomheder. Budgettet er i år på omkring 100.000 kroner, og der er omkring 40 studerende, som deltager.



30. jun 2011 kl 11:00

Rasmus Pedersen

Det hedder "Kinect"

Ikke "Connect".


30. jun 2011 kl 11:37

Michael Riis

Tak Rasmus

Venlig hilsen
Redaktionen


30. jun 2011 kl 13:23

Peter Hansen

Ribbet eller rippet?

I overskriften skriver I "ribbet", men længere nede i artiklen skriver I "rippet".


30. jun 2011 kl 13:28

Peter Hansen

Re: Ribbet eller rippet?

Og man kunne f.eks. forestille sig, at den kan bruges til koncerter eller lignende

Går Roskilde Festivalen ikke ind under betegnelsen "koncerter eller lignende"?


30. jun 2011 kl 13:41

Peter Hansen

Re: Ribbet eller rippet?

Derfor fandt et par studerende på at rippe tre Xbox Kinect for deres infrarøde lasere.

Men det er ikke noget problem, da sensorerne fra Xboxen ikke virker som en ’tænd/sluk’-stråle, men i stedet scanner et område og kan genkende mennesker frem for f.eks. store tasker eller ølkasser.

Det lyder nu ikke som om at de har rippet en Kinect for Xbox 360. Det lyder mere som om at de har brugt en Kinect "out of the box" og tilsluttet den direkte til USB-porten på en PC. Infrarøde lasere alene kan ikke detektere noget som hels, de udsender blot lys, så det giver ingen mening blot at rippe infrarøde lasere fra en Kinect. Det er kameraerne i Kinect der virker som detektorer og kan genkende ansigter osv. via software.

http://en.wikipedia.org/wiki/K...logy
Technology

Kinect is based on software technology developed internally by Rare, a subsidiary of Microsoft Game Studios owned by Microsoft, and on range camera technology by Israeli developer PrimeSense, which interprets 3D scene information from a continuously-projected infrared structured light. This 3D scanner system called Light Coding employs a variant of image-based 3D reconstruction.

The Kinect sensor is a horizontal bar connected to a small base with a motorized pivot and is designed to be positioned lengthwise above or below the video display. The device features an "RGB camera, depth sensor and multi-array microphone running proprietary software", which provide full-body 3D motion capture, facial recognition and voice recognition capabilities...


30. jun 2011 kl 15:09

Sune Rendal

Overkill

Er det ikke lidt overkill med sensorer og alt muligt gejl. Man kan da bare tælle antallet af solgte togbilletter?
Er det mig der læser artiklen helt galt?


30. jun 2011 kl 16:08

Henrik Gerlach

Hvad med at bruge RFID istedet

Det her system virker som en fis i en hornlygte.. Jeg forstår simpelthen ikke hvad denne "teknologi" skal gøre godt for udover at tælle ansigter ved en genkendelsesteknologi. OG SÅ....

Hvad med at installere alle armbånd med en RFID label (læs selv om RFID på google). Der behøves bare en stor scanner placeret strategisk. Ganske som scanneren på øresund/storebælts forbindelsen til brobizzer. Simpelt og effektivt og billigt.

Altså en portal ved udgangen af togstationen hvor den umærkeligt indlæser labelen med alle oplysninger deriblandt mobilnummeret, hvorefter den afsender en sms med beskeden "tak for at du brugte toget".. Sværere er det ikke.

Ved indgangen placeres en tilsvarende portal og kan registrere antal gæster.

Og

Madolien kan bruges til andre formål, end at forpeste området med sin umiskendelig lugt.


30. jun 2011 kl 17:27

Mads Bendixen

Re: Overkill

Køber alle billet? - Det er vel kun en antagelse og ikke fakta.


01. jul 2011 kl 14:57

Pelle Gøeg

Re: Overkill

Er det ikke lidt overkill med sensorer og alt muligt gejl. Man kan da bare tælle antallet af solgte togbilletter?
Er det mig der læser artiklen helt galt?

Den indsamler vel også data såsom tid og sted pr pasage, hvor en solgt billet ikke fortæller noget om hvornår når den er brugt?


04. jul 2011 kl 09:54

Niels Brinkø

Re: Hvad med at bruge RFID istedet

Portalen er vidst lavet, så den også kan bruges steder hvor folk ikke skal have billet.

Og ja, det er normale Kinect controllere der er brugt.


17. maj 2012 kl 23:40

Johannes Thaarup

Odeon på biopower...

Roskildefestivallen kan måske nok levere brugt madolie til at en generator kan producerer strøm til Odeon scenen, og rent teknik er det absolut heller ikke umuligt. Majsolie har en densitet på 917 kg/m3 og Marine Diesel (DMC) ligger på 920 kg/m3. Så det er umiddelbart bare leje en generator ind fra marine industrien, og så skal der nok en centrifuge på i stedet for et filter, men...

Det kunne også gøres meget enkelt ved at festivallen købte de kW de skal bruge som vindmølle strøm, og sælge den bruge madolie til fx. http://gg2d.dk som så kan levere biodiesel til de mange tons fødevare, tekniske udstyr osv. som skal bruges til festivallen...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.