Lavenergihus beviser, at det er let at overholde 2020-krav
Erhvervs- og Byggestyrelsen og Dansk Byggeri advarer mod at kaste sig ud i byggeri efter de nye Lavenergiklasse 2020-regler, som netop er sendt i høring. Men det er let at overholde kravene, siger ingeniør, der allerede har bygget tre såkaldt 2020-huse.
Fakta om 2020-huset
Huset har 167,5 m2 opvarmet etageareal.
Den primære varmekilde er en luft til vand varmepumpe fra Striebel Eltron WPL 10
Ventilationsanlægget er et Thermos Paul DC200 som er komfortventilation med aftræk i køkken, bad og bryggers og indblæs i beboelses rum.
Ventilationsluften føres ind i bygningen gennem et 40 meter energirør (jordrør- fra Rehau) som om sommeren køler luften og om vinteren varmer luften op.
Luftskiftet i boligen dimensioneres og indreguleres i henhold til PHPP 2007.
Opvarmning via luft indblæsning og vandbåren gulvarme i gulv med klinker. Regulering heraf via rumtermostater i rum med gulvvarme og styreboks i teknikskab.
Læs også
-
Forsker: Kun lovkrav kan forhindre overophedede lavenergihuse
-
Hurtige krav til fremtidens lavenergiboliger skaber jubel hos rådgivere
-
Nyt hus gennemhuller statens argument mod ny lavenergiklasse
Læs mere om
Ligesom cigaretpakker kommer de nye regler for den frivillige Lavenergiklasse 2020 med en advarsel:
»For både kommuner og bygherrer vil det være klogt med en ydmyg tilgang til byggeri efter 2020-klassen i de første år,« skriver Erhvervs- og Byggestyrelsen i det baggrundsnotat, der er sendt ud sammen med høringsudgaven af den nye lavenergiklasse. Advarslen sekunderes af Dansk Byggeri:
»Byggeriet og producenterne skal have mulighed for at udvikle de kompetencer og de byggekomponenter, som er nødvendige for at leve op til de fremtidige krav,« siger direktør Michael H. Nielsen i en pressemeddelelse, og han fraråder derfor kommunerne at gøre den ny energiklasse obligatorisk i lokalplanerne allerede nu.
Intet problem at opfylde krav
Men det er slet ikke så svært at opfylde 2020-kravene, mener direktør Finn Christensen fra firmaet Passivhus Design, der allerede har bygget tre huse, som mere end lever op til 2020-kravene.
»Nej, det er det i hvert fald ikke. Det er vi kun blevet endnu mere overbeviste om, siden vi byggede det første hus for et års tid siden,« siger direktøren.
2020-hus for 2,5 mio. kr
Firmaets første 2020-hus blev opført i Stenløse Syd i samarbejde med en række leverandører. Huset har et beregnet energibehov på 23,5/kWh/m2, når man regner efter det daværende bygningsreglement, men regnet efter reglerne i den nye 2020-klasse har huset kun et energibehov på 17,28 kWh/m2/år – pænt under 2020-reglernes krav om, at energirammen ikke må overstige 20 kWh/m2/år.
Huset er desuden udstyret med 46 m2 solceller, hvis produktion må modregnes i energibehovet, så beregningsteknisk overgår huset faktisk 2020-energikravene med flere længder. 2020-klassens andre krav om tæthed og varmetab er også overholdt uden problemer.
Alligevel er prisen ikke særligt høj. Byggeomkostningerne blev holdt nede på 2,5 mio. kr for det 172 m2 store hus (heraf 167,5 m2 opvarmet etageareal) – altså en kvadratmeterpris på ca. 15.000 kroner.
Overgår forventninger
Men alle de fine beregninger ville være lige meget, hvis huset ligesom mange andre lavenergihuse ikke kunne holde niveauet i virkeligheden.
Heldigvis for familien på fire, der bor i huset, er energiregnskabet endnu bedre end forventet.
Familiens samlede energiforbrug var estimeret til 6.000 kWh det første år, men trods en hård vinter er energiforbruget 33 procent lavere: 4.000 kWh – og her er solcellernes produktion ikke modregnet.
Intelligent el gør forskellen
Ifølge Finn Christensen kan man ikke sige, om det er husets driftsenergibehov – varmt vand, jordvarmepumpen, varmegenindvindingsanlægget, fast belysning, etc – eller familiens tv-apparater, computere, hvidevarer og belysning, der har brugt mindre energi end forventet.
En af faktorerne, der ligger til grund for det fine resultat er, at huset er udstyret med et intelligent el-system, Zensehome, som blandt andet selv slukker for strømmen til apparater på standby og som kan programmeres til at slukke for lys af sig selv.
»Det betyder, at menneskelige fejl er fuldstændigt udelukket: Kaffemaskinen slukker af sig selv, ligesom badeværelseslyset, og der er intet standbyforbrug. Det betyder rigtig meget.«
2020-huse bliver endnu billigere
Siden huset i Stenløse blev opført har Passivhus Design opført to 2020-huse yderligere, og Finn Christensen vurdere, at prisen for at opfylde kravene vil falde. Dels fordi kravene i den 2020-klasse, som lige har været i høring faktisk er mildere, end Passivhus Design havde forventet og derfor bygget efter tidligere, dels fordi firmaet, dets leverandører og underentreprenører opfinder nye metoder og får mere erfaring med, hvad der virker bedst.
»Prisen vil helt sikkert falde. Måske til 13.000 per m2. Og vi har udviklet et system, så man kan bygge både én-, halvanden- og to-etagers huse.«
Efter hans mening må de store typehusfirmaer bare komme ind i kampen.
»Selvfølgelig er der teknikker, der skal udvikles, men hvis vi som lille firma kan gøre det i vores fritid, fordi vi brænder for det, hvad laver de store så?«






