Norge køber fire JSF-kampfly til træning
Det norske storting har godkendt købet af fire JSF-kampfly. Flyene skal bruges til træning og stationeres i USA.
Norge har nu besluttet at købe fire JSF-fly som træningsfly. Her ses det danske F-16, der flyver som testfly fra Edwards-basen i Californien. Foto: Lockheed
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det har været et rygte længe, men nu er det sikkert.
De norske politikere i Stortinget har enstemmigt godkendt et forslag fra regeringen om at købe fire F-35A-kampfly til træning af de norske piloter.
Ifølge et forslag fra regeringen om investeringer i forsvaret er der primært to årsager til, at nordmændene nu køber de fire træningsfly.
Først og fremmest er det nødvendigt for at sikre en glidende overgang fra F-16-flyene. Træningsflyene skal sikre, at Norge får uddannet tilstrækkeligt med piloter og andet personel til at kunne tage imod hovedleverancen fra 2018, hedder det i forslaget fra regeringen.
'Det vil være vigtigt for at holde samdriften mellem F-35 og F-16 så kort som muligt og den samlede kampflyleverance i overgangsfasen på et tilfredsstillende niveau', skriver regeringen i notatet.
Signal til USA
Endelig vil købet være et tydeligt signal om, at Norge er en pålidelig partner i JSF-programmet, hedder det videre. Det sker først og fremmest af hensyn til det industrielle samarbejde.
Det har, som i de fleste andre partner-lande, været et kildent emne, og især den norske virksomhed Kongsberg er interesseret i at få klarlagt det norske engagement i JSF.
Kongsberg producerer et anti-skibsmissil kaldet Joint Strike Missile, som man i Norge forventer vil blive integreret som våben i F-35.
De fire træningsfly skal leveres fra 2016, mens selve hovedordren på op til yderligere 52 kampfly leveres fra 2018 og frem. De fire fly udstationeres på en base i USA.
Prisen bliver op til 4,8 milliarder norske kroner (4,5 milliarder dkr.), oplyser F-16.net. Den pris inkluderer dog drift og udgifter i forbindelse med udstationeringen i fem år.






