Projektmedarbejdere tjekker arbejdsmail i ferien for at undgå stress
Det giver sjælefred på ferien at holde styr på, hvad der lander i indbakken. Det mener næsten halvdelen af projektmedarbejderne.
Mandag efter ferien bliver langt mindre hektisk, når man kan tjekke e-mails i ferien, mener hovedparten af de projektmedarbejdere, der tjekker deres e-mails i ferien. Det viser en undersøgelse fra Projectplace.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Snart siger de fleste af os farvel til arbejdet, pakker kufferten og tager på sommerferie. Men kufferten indeholder andet end badetøj og tandbørste. I hvert fald hos 43 procent af projektmedarbejderne. De tager nemlig også computer eller smartphone med, så de jævnligt kan tjekke e-mails i løbet af ferien.
Det fremgår af en undersøgelse, som Projectplace, der sælger onlineværktøjer til projektsamarbejde, netop har gennemført i otte europæiske lande.
Norske projektmedarbejdere er dem, der i størst omfang bruger ferien til ikke bare at koble af, men også til at koble sig på nettet for at tjekke indbakke og holde sig opdateret.
Fem-ti minutter dagligt forebygger stress
59 procent af nordmændene erklærer, at de forventer at være online i ferien. Herefter følger svenskerne med 51 procent, tyskerne med 48 procent og på fjerdepladsen de danske projektmedarbejdere med 43 procent.
For hovedparten af de danskere, der luger ud i indbakken under ferien, giver det rigtig god mening. Mens 21 procent tilkendegiver, at det giver dem stress, så virker det afstressende for hele 78 procent, hvis de kan logge sig på under ferien.
Det behøver bare at være fem-ti minutter dagligt, forklarer en af de adspurgte projektmedarbejdere ifølge Projectplaces pressemeddelelse:
»Dermed er jeg bedre i stand til at planlægge, hvordan jeg samler trådene, når jeg igen er tilbage på kontoret. Den obligatoriske ’mandag morgen-aktivitet’ med at gennemtrawle hundreder af e-mails efter en lang ferie ligger nemlig ikke på listen over mine yndlingsbeskæftigelser,« lyder det.
89 procent vant til fjernarbejde
Undersøgelsen viser også, at de medarbejdere, der læser og besvarer e-mails i løbet af ferien, er vant til at arbejde væk fra kontoret, og at de er på en arbejdsplads, der anbefaler og ansporer medarbejderne til at arbejde hjemmefra.
Her ligger Danmark helt i top: 89 procent af de adspurgte danske projektmedarbejdere har jævnligt fjernarbejde, mens det gælder for 85 procent af svenskerne, 82 procent af tyskerne og 81 procent af nordmændene.
Undersøgelsen er foretaget blandt 800 europæiske projektmedarbejdere i bl.a. Danmark, Sverige, Norge, Storbritannien, Tyskland, Holland og Frankrig. Den viser, at 48 procent af de adspurgte forventer at tjekke deres e-mail i løbet af sommerferien.






