DSB må vente 280 dage på reservedele til IC4-tog
Selv om AnsaldoBreda fortsat mangler at levere 40 togsæt, kan fabrikken ikke længere levere flere af de vitale reservedele til de togsæt, som DSB har overtaget. Det betyder op til 280 dages ventetid på dele til de tog, DSB allerede har overtaget.
Tema
Læs også
Læs mere om
Udsigten til, at IC4-togene kan blive driftsikre nok til at erstatte de gamle IC3-tog, får sig nu endnu et skud for boven.
DSB er nu tvunget ud i en febrilsk jagt på alternative leverandører af en række vitale reservedele til de teknisk ustabile IC4-tog.
Det står nemlig nu klart, at den oprindelige IC4-producent, italienske AnsaldoBreda, allerede har problemer med at skaffe mange af de reservedele, der er helt nødvendige for at kunne holde de 83 IC4-togsæt i drift i mellem 20 og 30 år på den danske jernbane.
Driftschef: Et af de tre største issues
Derfor er den nye IC4-driftschef, Hans Jakob Sørup Jakobsen, på en intens jagt efter nye leverandører af reservedele. En opgave, som han i DSB’s medarbejderblad, DSB i dag, betegner som et af 'de tre største issues' på driftschefens opgaveliste.
»Intet er helligt, og vi kigger også på alternative underleverandører, når nu den oprindelige leverandør ikke kan levere flere af de centrale reservedele,« siger Hans Jakob Sørup Jakobsen til DSB-bladet.
AnsaldoBreda mangler fortsat at levere 40 togsæt til DSB.
Et enkelt IC4-togsæt rummer cirka 10.000 forskellige, udskiftelige dele, og med nogle reservedele oplever DSB’s værkstedsfolk i øjeblikket op til 280 dages leveringstid.
Problemet er imidlertid, at det efterhånden er så længe siden, at IC4-togenes komponenter blev designet og udviklet, at flere af AnsaldoBredas italienske underleverandører enten ikke længere eksisterer eller ganske enkelt har indstillet produktionen af de specifikke reservedele.
»Så det er helt essentielt, at vi får startet denne proces, selv om man ikke skal forvente, at problemet er løst lige om lidt,« påpeger Hans Jakob Sørup Jakobsen.
Han peger på, at IC4-organisationen i øjeblikket arbejder på at effektivisere 'andre systemer', så værkstedspersonalet hurtigere får en række små, men nødvendige dele her og nu.
Uklar kontrakt om reservedele
I forbindelse med det store forlig mellem AnsaldoBreda og DSB i 2009 blev AnsaldoBreda – ifølge DSB – kontraktligt forpligtet til at opretholde en produktion af reservedele til IC4-togene, mens DSB forpligtede sig til at købe som minimum for 500 millioner kroner ydelser/reservedele fra den italienske togproducent.
Ifølge Ingeniørens oplysninger er det imidlertid ikke afklaret, hvor juridisk holdbar denne kontraktlige forpligtelse egentlig er, og i hvor høj grad AnsaldoBreda juridisk set kan blive stillet til ansvar for ikke at kunne levere de nødvendige reservedele.
De 83 IC4-togsæt samt 23 IC2-togsæt skal være leveret til DSB senest ved udgangen af tredje kvartal 2012.






