Færre ingeniører modtager dagpenge
Ledighedskurven tager endnu et nøk nedad. Fortsætter tendensen, kan virksomhederne snart komme til at mangle ingeniører igen, spår Ingeniørernes A-kasse.
IAK's formand, Bolette Mohr Sillassen, glæder sig over, at arbejdsløsheden blandt ingeniører fortsætter med at falde.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Køen af arbejdsløse ingeniører er blevet lidt kortere den seneste måneds tid, og dermed fortsætter den positive tendens på ingeniørarbejdsmarkedet.
Arbejdsløsheden er nu nede på 3,3 procent, viser den seneste opgørelse fra Ingeniørernes A-kasse, som stammer fra maj. Det betyder, at 1.939 ingeniører i øjeblikket er på dagpenge. Vi skal tilbage til juni 2009 for at finde en lavere ledighedsprocent. Dengang var 3,0 procent af ingeniørerne ledige, hvilket svarer til 1.754 personer.
Formand for IAK Bolette Mohr Sillassen glæder sig over faldet, men er også afventende:
»Det er jo rigtig godt for vores ledige. Vi er nede på samme niveau, som da det gik op for os, at finanskrisen var alvorlig. Det bliver spændende at se, hvad der sker, når de nye dimittender kommer ud, fordi det bliver en rigtig god indikation af, om vi er inde i en god tendens. Hvis kurven bliver knap så skarp som de foregående to år, vil det være et godt tegn på, at efterspørgslen er stigende på ingeniørarbejdsmarkedet,« siger hun.
I maj sidste år var ingeniørledigheden oppe på 4,3 procent, altså et procentpoint højere end i år. I august 2010 steg ledigheden til 4,7 procent – det højeste, siden krisen satte ind. Siden har tendensen været faldende.
Og det bør få arbejdsgiverne til at tænke sig om, mener Bolette Mohr Sillassen:
»Det viser, at vi kan hurtigt kan komme til at mangle ingeniører, når vi kommer op på samme kadence som for tre år siden,« siger hun.
Lige inden krisen for alvor satte sit præg på ingeniørarbejdsmarkedet, nåede ledigheden helt ned på 1,4 procent i november og december 2008. Det svarer til, at 825 ingeniører dengang var uden arbejde.






