Peter Nøhr Larsen, Nilfisk-Advance's Teknologicenter, Brøndby.
Med henblik på at kunne besvare spørgsmålene, som er rejst i denne tråd, er det vigtig at forstå, hvordan en støvuger virker.
En støvsugers opgave er grundlæggende at flytte støvet fra en overflade til en pose eller en beholder. Det betyder, at støvsugeren både skal være god til at løsrive støvet, transportere det og til at opbevare det.
Gulve uden tæpper
Ved støvsugning af gulve uden tæpper bruges et mundstykke med en delvis åben børstekant langs mundstykkets kant. Her findes der to typer mundstykker, nemlig hårdtgulvs-mundstykker, som er beregnet til hårde gulve og kombinations-mundstykker, hvor en børste sænkes ned, når de bruges på et hård underlag. Begge typer virker lige godt på hårde gulve.
Støvsugeren løsriver støvet fra gulvet ved at frembringe en tilstrækkelig stor lufthastighed i området mellem mundstykket og overfladen. Lufthastigheden så at sige ”puster” til støvet og transporterer det til røret. Er gulvet helt jævnt opnår man en udmærket ren-gøringseffekt selv ved halv effekt typisk 800W. Støvsuger man derimod et gammelt bræddegulv med store spalter mellem brædderne er det ofte nødvendigt at skrue helt op for effekten for at få rengøringseffekt i hele mundstykkets bredde. Rengøringseffekten afhænger af, hvor hurtigt man bevæger mundstykket, jo langsommere jo mere effektiv bliver støvsugningen En passende hastighed for mundstykket vil være ca. 0,5 m/s. Hvilket også er den hastighed, som bruges ved forbrugertest.
Tæpper
Støvsugning af tæpper er langt vanskeligere. Her frembringer mundstykket en luftstrøm imellem tæppets fibre, som løsriver og transporterer støvet til røret. Der er imidlertid meget stor forskel på rengøringseffekten af mundstykkerne. Generelt skal man vælge et mundstykke med hjul og med stor bevægelighed mellem støvsugerrøret og undersiden af mundstykket. Undersiden skal således både kunne bevæge sig op/ned og kunne rotere i forhold til mundstykkets hjul. Ved denne bevægelighed opnår man, at mundstykket ikke ”slipper” tæppet, når det bevæges tilbage. Hjulenes opgave er at reducere mundstykkets friktion. Talrige test har vist, at en 800 W støvsuger med et godt mundstykke støvsuger lige så godt som en 2000 W støvsuger med et dårligt mundstykke. Ønsker man en dybtgående rengøring af et tæppe er det nødvendigt at bruge et godt mundstykke og at arbejde med fuld effekt og at bevæge mundstykket forholdsvist langsomt ca. 0,5 m/s. Vælger man mundstykker med roterende børster opnår man en god dybderengøring og en lavere friktion, men til gengæld vil lydniveauet stige markant.
Ved dybderengøring foretager gængse robotter et dårligt stykke arbejde, idet der nærmest er tale om små fejemaskiner næsten uden sug, som kun fjerner støv på tæppets overflade.
Svært tilgængelige overflader
Ved rengøring af svært tilgængelige overflader f.eks. uden lave møbler og inde i elektronisk udstyr kan man ofte med fordel bruge ”blæst”. Man behøver dog ikke at bruge en gammel Nilfisk støvsuger, flere moderne støvsugere har denne funktion bl.a.. Nilfisk ActionPlus og Nilfisk Multi. Når støvet er blæst væk, må man efterfølgende støvsuge det op.
Tilbageholdelse af støv
Det er imidlertid ikke nok at kunne samle støvet op fra overfladen, støvsugeren skal også kunne tilbageholde det. Her er det vigtigt at bruge en pose af et godt filtrerende materiale og et godt udblæsningsfilter. De sidste 5 år har støvposerne gennemgået en rivende udvikling med hensyn til materiale og til optimal udnyttelse af posevolumenet. Et moderne syntetisk materiale er kendetegnet ved både at have en høj filtreringsgrad (typisk 99 %), et lavt tryktab og en god evne til at modstå tilstopning. Med hensyn til fil-trering og tryktab er en god støvpose cyklonen langt overlegen. Samtidig gør fabrikanterne et stort arbejde i at konstruere posen, så dens geometri og størrelse sikrer en lang brugstid uden fald af ydeevne. Køber man en original pose, er man sikker på, at disse forhold er i orden. Men henblik på at have en helt ren udblæsningsluft fra støvsugeren er det nødvendigt også at have et godt udblæsningsfilter. Dette er kendetegnet ved en stor overflade, som opnås ved en plissering (foldning) og en god tætning med en gummiliste. Udblæsningsluften fra en støvsuger med de bedste filtre f.eks. HEPA H13 (99,95 % filtrering) og HEPA H14 (99,995 % filtrering) indeholder kun 1/100 eller 1/1000 af de partikler, som luften i en stue normalt indeholder.