Japaner laver spiseligt kød ud af afføring
Kloakforsyningen i Tokyo har fået øjnene op for japansk forsker, som kan lave spiseligt 'kød' ud af bakterier i spildevandet. Tilsat sojaprotein og frugtfarve kan man nærmest snydes til at tro, at det er rigtigt kød.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Overbefolkningen truer, og derfor er videnskaben nødt til at finde nye metoder at gøre os mætte på.
Nu er japanske forskere nået så langt, at de har fundet ud af, hvordan man laver bøffer ud af menneskeafføring i spildevand, og når først folk har overkommet den psykiske barriere, giver det store muligheder, lyder det fra hovedforskeren Mitsuyuki Ikeda fra Okayama Laboratorium.
Det kunstige kød er hovedsageligt baseret på proteiner trukket ud af spildevand og består af 63 procent proteiner, 25 procent kulhydrater, 3 procent lipider og 9 procent mineraler. Derpå får det et skud rød frugtfarve og lidt sojaprotein for smagens skyld. Ifølge digitaltrends.com tyder de første test på, at folk synes, det smager af rigtigt oksekød.
Resultaterne har fået kloakforsyningen i Tokyo op af stolen og fået dem til at tage kontakt til Mitsuyuki Ikeda. De stod med en overflod af spildevand og ville gerne have, at det gjorde nytte på en eller anden måde. Især den store bakterierigdom i spildevandet er ifølge Ikeda meget brugbart, fordi det er særdeles proteinrigt.
At få bragt spildevand til spisebord kan formentlig også være med til at reducere mængden af methangas. Forskerne vurderer, at køerne står for en stor del af de 18 procent af drivhusgasserne, som kødindustrien udleder. Og så kan man altså også spise burger med god samvittighed, uden at dyr har ladet livet for det.
Forskerne håber, at de kan sælge kødet til samme pris som almindeligt oksekød, men lige nu er det 10-20 gange så dyrt at producere pga. forskningsomkostningerne. Men når det er på plads, skulle det være muligt at lade de to slags ’kød’ konkurrere på lige vilkår. Hvis altså folk kan forene sig med tanken om en kloakburger med fritter.






