Det sker ikke hver dag, at Teknologirådets indsats skaber overskrifter som ovenstående. Faktisk stadig mere sjældent. Det er ærgerligt. For det at rådgive Folketinget om, hvordan ny teknologi kan udvikle og forandre samfundet til det bedre, er en opgave, der jævnligt bør sætte dagsorden - på linje med anbefalinger fra Det Økonomiske Råd eller de vilde tanker hos Bjørn Lomborg.

Desværre fremstår rådet som en anakronistisk skygge. Det nyeste er, at det har fået ny bestyrelse med direktør for forskning og fødevarer Annette Toft fra Landbrug & Fødevarer som formand.

Direktøren vil sikre, at rådet '... er på forkant med den teknologiske udvikling både nationalt og internationalt, og at rådet vurderer og sætter ny teknologi til debat på et fagligt solidt grundlag...' En uskyldig, men helt ligegyldig programerklæring.

Teknologirådet har eksisteret siden 1995. Det afløste Teknologinævnet, som var præget af tidens ukonstruktive, teknologikritiske - læs: reaktionære - tankegang. Det nuværende 'råd' blev lettet for den negative arv, men skaber i dag kun 20-30 overskrifter i landsdækkende dagblade pr. år.

Rådet bruger mange af sine kræfter på miljøspørgsmål, for eksempel klimatilpasning. Fint nok, men vi står midt i en buldrende, bragende teknologiudvikling. Hvad der burde være på listen, er skarpe rapporter om f.eks.:

Overgangen fra pc'er til små mobile enheder, som åbner et væld af håndholdte muligheder: Overvågning af patienter, livespil som turistattraktion, nye former i arbejdslivet, øget produktivitet, globalisering af arbejdsmarkedet med time til time salg af arbejdskraft.

Biotek som snart tilbyder alle personlige DNA-profiler. En total registrering af hele befolkningers genom kan måske skabe en dramatisk tilpasning af behandlingsområdet eller helt andre muligheder. Hvad med de nært forestående databaseopklaringer af kriminalsager?

Hvor er de visionære, teknologipositive, men kritiske rapporter, som vi lærer noget af?

Et af de svage punkter i Teknologirådets konstruktion med bestyrelse og repræsentation fra snart sagt ethvert hjørne af samfundet, er den oprindelig meget velmente trang til at søge konsensus. Når der skal søges enighed med et stort bagland, må anbefalinger og konklusioner nødvendigvis røres grundigt op med fyldstof og runde argumenter.

Nærliggende ville være bare at lukke biksen. Men det ville være en ekstrem falliterklæring i en historisk periode, hvor teknologi og teknologiske indsatser sætter scenen på hele resten af kloden.

Tvært imod må målet være, at teknologi fylder langt mere i Danmark som inspiration og motor til ny økonomisk vækst og samfundsmæssig drivkraft.

Man må erkende, at det er svært at skabe nogen form for ørenlyd i det politiske maskinrum med teknologi, hvis timingen ikke er i orden og hvis konklusionerne er for generelle, abstrakte og tandløse. Derfor kan man - måske - med fordel samtænke Teknologirådet med figurer som Bjørn Lomborg. Det Økonomiske Råd er langt foran på point og noget drastisk må gøres.