Ny forskning: Samfundet kan score milliarder på bedre forhold for pendlere
For hver time pendlere sparer i bilen, arbejder de 10 til 15 minutter ekstra. Dermed får samfundet en ekstra gevinst, som der hidtil ikke har været fokus på, viser ny rapport.
Læs også
-
DI: Vækstpotentiale skal bestemme placeringen af nye motorveje
-
Venstre om placering af ny motorvej: Jysk erhvervsliv er de virkelige eksperter
Læs mere om
Dokumentation
Hvis de danske pendlere kommer hurtigere til og fra arbejde, vil de også blive længere tid på kontoret. Det viser en ny rapport fra Transportministeriet, som udkom onsdag.
Helt konkret betyder det, at for hver sparet transporttime, vil pendleren bruge 10 til 15 minutter længere tid på at arbejde, og det kan godt give et plus for samfundet i sidste ende.
»Man undervurderer betydningen af rejsetid og den økonomiske gevinst, der er for samfundet ved at få bedre infrastruktur,« siger seniorøkonom Svend Torp Jespersen i Copenhagen Economics, der er en af hovedmændene bag rapporten.
Tidligere har man nemlig troet, at pendlerne ville bruge størstedelen af den sparede transporttid på fritid. Derfor er den sparede rejsetid for pendlere ikke blevet vægtet særlig højt.
Et eksempel er forbedringen af Frederikssundsmotorvejen. Med den nuværende beregningsmetode ser det ud til, at samfundet får et overskud på omkring to milliarder kroner over hele vejens levetid.
Men overskuddet er langt større, viser den nye rapport. Ifølge rapportens resultater tyder det på, at overskuddet snarere er i størrelsesordenen tre milliarder kroner, hvis man antager, at en gennemsnitlig timeløn er 250 kroner i timen.
Togpendlere er sværere at vurdere
Undersøgelsen dækker over pendlere, der benytter bilen. Togpendlere kan nemlig bruge tiden i toget på at arbejde, og derfor er det sværere at vurdere deres arbejdstid.
»Det er vist rimeligt at sige, at man ikke arbejder, mens man kører bil. Derfor er det nemmere at regne ud,« siger Svend Torp Jespersen.
Og rapporten fokuserer udelukkende på Fyn og Jylland, og det er der en god grund til:
»I København er det svært at udpege om pendlerne kører af motorring 3 eller om de tager S-toget eller cyklen. Derfor har vi svært ved at vurdere, hvilke pendlere der har fået bedre infrastruktur,« siger Svend Torp Jespersen og fortsætter:
»På nogle jyske og fynske strækninger er der ikke lige så mange alternativer til bilen over de lange afstande, som vi kigger på. Og derfor er det lettere at vurdere om pendlerne bruger de veje, der er forbedret.«
Forskel på regioner bliver sammenlignet
Vejprojekter kan give markante ændringer for befolkningen, og der er stor forskel på de regioner, der har fået forbedret vejene og dem, der ikke har. Og den sammenligning har de brugt i rapporten.
Transporttiden fra Aalborg til Hirtshals er for eksempel forbedret, hvorimod transporten fra Aalborg til for eksempelvis Aarhus ikke er synderligt forbedret.
I Transportministeriet er man begejstret for den nye rapport. Den er nemlig den første af sin slags i Danmark.
»Det er set i dette lys spændende at modtage en rapport, der bygger på helt nye analyser og metoder. Der findes mig bekendt i den internationale litteratur kun ganske få analyser, der konkret opgør sammenhængen mellem infrastrukturforbedringer og arbejdstid,« siger Transportminister Hans Christian Schmidt (V) om den nye rapport.
Undersøgelsen er baseret på data fra perioden 2000 til 2006. Derfor vil Svend Torp Jespersen ikke konkludere, hvad der sker med folks arbejdstid efter syv år.






