Kamp mod yderst skadelige insekter: Fang dem og få en Ipod
Nogle yderst farlige krabater er sluppet ind i landet, og de skal fanges hurtigst muligt. Plantedirektoratet giver en ny Ipod for hver af de asiatiske citrustræbukke, man finder - død eller levende, helst levende.
Denne kinesiske indvandrer er uvelkommen. Når den har spist, efterlader den døde løvtræer. Skovbrug, planteskoler, private haver og det danske landskab er i fare, skriver Plantedirektoratet. (Foto: Plantedirektoratet)
Læs også
-
Skib med en af verdens farligste biller ombord lagde til i Danmark
Læs mere om
Dokumentation
Plantedirektoratet slog alarm for tre dage siden: Flere eksemplarer af et yderst skadeligt, kinesisk insekt er sluppet ind i landet, og Plantedirektoratet beder nu offentligheden om hjælp til at få skadedyrene fanget, før de slår sig løs i det danske landskab.
Som belønning til alle insekt-jægere har direktoratet sat en Ipod på højkant for hver af de asiatiske citrustræbukke, der bliver indleveret. Den første er fanget i en privat have på Langkærgårdsvej i Odense-området Næsbyhoved-Broby. Men Plantedirektoratet mener, at mindst to andre eksemplarer er på fri fod i området, og de kan formere sig.
Træbukkene gnaver i træstammer og rødder, og derved standses vandtransporten, så træerne går ud. Målet er en lang række løvtræer, heriblandt æble, pære, ahorn, poppel, pil og birk. Træbukkene kan true det danske skovbrug, planteskoler, private haver og hele landskabet i øvrigt.
Plantedirektoratet opfordrer insektjægere til at respektere den private ejendomsret, så de husker at bede grundejerne om tilladelse, inden de begiver sig ind i private haver for at søge efter de asiatiske insekter.
Borehuller ligner skudhuller
De asiatiske træbukke 2-3 cm lange, og de kan bide, men biddet er ikke farligt for mennesker. Plantedirektoratet vil helst have insekterne indleveret levende, for eksempel i et syltetøjsglas. Direktoratet har haft en ekspert, Jørn Misser, udstationeret i området i weekenden, men det er ikke lykkedes ham at indkredse de to træbukke, der er set.
Faren er imidlertid ikke drevet over for de danske plantager, skovejere og haveejere. Så dusøren på en Ipod pr. insekt opretholdes, skriver Plantedirektoratet på sin hjemmeside. Et spor er, at træbukkene borer huller i træstammer, som ligner skudhuller.
Lokalområdet i Odense vil blive holdt øje med i den nærmeste tid, og det vil blive tilset ekstra i de kommende 2-3 år, hvis træbukkene ikke bliver fundet.
Træbukkene er kommet ind i landet på to importerede ahorn-træer fra Kina, som Plantedirektoratet har taget i bevaring. Der er ikke solgt flere af disse træer i Danmark. Import af kinesiske ahorn-træer har været forbudt siden 2008.






