Zum Teufel! De centraleuropæiske transportguder er imod mig, nogen må have sladret. Min cykel er forsinket 14 dage. Det betyder, at den lovede tekniske gennemgang fra A til Å er forsinket men det betyder også, at jeg så kan tage fat i at besvare nogle få af de mange gode, væsentlige og principielle spørgsmål, som det første blogindlæg har afstedkommet. Hvor er det dog rart at få så meget feedback, det er lige det der skal til for at holde gejsten oppe. Selv om jeg ikke kan tage alle input op med det samme, skal jeg nok love at komme hele vejen rundt.

For det første, så er det centralt at pointere, at den empiriske erfaring først kommer fra om 14 dage - kort sagt, jeg ved ikke selv et hak om, hvad jeg taler om. Men det er jo det, vi kalder videnskab: at bygge på andres veldokumenterede erfaringer.

Hvorfor en liggecykel:
Første det første, fordi den har en voldsomt reduceret vindmodstand, og liggecykelentusiaster hævder, at man derfor kan øge sin forventede gennemsnitshastighed betragteligt, det er også hurtigere at starte efter rødt lys.

For det andet er den mere komfortabel. Jeg er ikke i supercykelform og har taget turen på en almindelig citybike en del gange og kan konstatere, at det er hårdt for ryg, hænder og sædemuskler at køre 60 km om dagen. Jeg slipper for at stirre ned i asfalten og kan se på mine omgivelser, mens jeg kører

Omvendt er man alt andet lige mindre synlig i trafikken, selv om andre lægger meget mærke til een. Selv om en del liggecykler (især smalle modeller i tadpole-konfiguration, altså med to hjul forrest) har en meget lille venderadius (min Mungo Sport kan vende på 3 meter, hvilket godt kan konkurrere med en tohjuler i høj fart), så fylder de alt andet lige lige så meget på cykelstien som en ladcykel, og dem var der i 2009 allerede 15.000 af i København alene, selv om cykelstierne oftest ikke er bygget til dem. Synlighed og forholdet til de andre cyklister bliver et helt blogindlæg for sig selv i løbet af projektet.

Hvorfor en trehjuler:
For det første, fordi jeg er bange for at vælte i høj fart på en tohjulet liggecykel, selv om det menes, at den kan køre marginalt hurtigere end en trehjuler på grund af lavere vægt, endnu lavere CV-værdi og rullemodstand.

For det andet, fordi en trehjulet liggecykel som den, jeg har valgt, med dobbelt affjedring ikke bare er meget komfortabel, men også er et velfungerende alternativ til en BMX eller mountainbike, hvis man skal ud i skoven med ungerne. Det er muligvis lidt lettere at læsse den, når man skal på langfart.

Affjedringen er også af afgørende betydning for, om jeg kan køre op og ned ad kantsten og vejhuller uden det store ubehag.

Hvorfor lige den her:
Steintrikes liggecyklen i lige akkurat denne model er meget let (20 kg) har desuden den store fordel for mit projekt, at den med et snuptag (og en faktura) kan forvandles til en kabinecykel ved at montere en særlig kåbe. Kåben er videreudviklet fra den danske Leitra og har flere af dennes fordele, herunder et indbygget bakspejl og konstruktiv ventilation af forruden uden brug af elektricitet.

Men når alt dette er sagt, er man nødt til først og fremmest at tænke over, om den hverdag, man har, nu også er forenelig med denne transportform. Bare fordi elcykler spås en stor fremtid, kan det godt være problematisk at køre 60 km om dagen, og man skal også overveje, om ruten er velegnet til store specialcykler. Jeg har kørt en del rundt i København på en almindelig cykel de seneste par måneder, og er lidt foruroliget over den måde, som den københavnske cykelkultur har udviklet sig på. Lad mig sige så meget, at "hensynsfuldhed" ikke er nøgleordet.

P.S. Jeg har brugt de sidste par uger på at anskaffe tilbehør i form af låse, sko, værktøj og meget andet, og det skal jeg nok også komme ind på i et senere indlæg. Nu krydser vi fingre og håber på medvind på de tyske autobahns, hvor min cykel befinder sig i skrivende stund.