Elhandlere: Kast alle forbrugere ud på elmarkedet
Uafhængige elhandlere vil have afskaffet princippet om elselskabernes forsyningspligt for at tvinge alle elkunder ud at handle på elmarkedet. Dansk Energi bakker op.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det frie elmarked for private kører på virkeligt lavt blus. Det skyldes, at ni ud af ti private elforbrugere ikke benytter muligheden for selv at vælge leverandør eller strømprodukt.
I stedet ender vi med et sofa-valg, hvor det lokale elselskab går ind og leverer strømmen, kaldet forsyningspligtstrøm, til en fast pris.
To uafhængige elhandelsselskaber advarer nu om, at så længe der er en lov om forsyningspligtstrøm, så kommer elhandelen ikke i gang, og forbrugerne kommer ikke til at spare penge:
»Forsyningspligtstrømmen er ødelæggende for markedet og den frie konkurrence,« siger sekretariatschef i OK, Svend Lykkemark Christensen, der mener, at fri konkurrence vil give lavere elpriser for de private elforbrugere.
Forærede kunderne væk
»Da man lavede loven, gav man populært sagt elkunderne til de gamle selskaber. I stedet burde man fra starten have meddelt elkunderne, at de selv skal ud at købe deres strøm – så havde de lært det nu,« siger han og tilføjer, at han mange gange har fremført dette over for politikerne bag liberaliseringen.
Ifølge Svend Lykkemark er det en risikofyldt affære at bruge mange kræfter på at flytte få privatkunder med en meget lille besparelse i sigte. I stedet fokuserer man på industrikunderne, hvor volumen er større:
»Men på den anden side tror jeg nu, at vi har været med til at sørge for at forsyningspligtprisen ikke blev højere,« siger han.
Han mener dog, at der bør være en ordning for de helt få, som af en eller anden grund ikke kan finde ud af at handle strøm.
Lille volumen giver stor usikkerhed
Hos det uafhængige Elhandelsselskab Nordjysk Elhandel (der også ejer elselskabet Switch.dk) er kommunikationschef Rasmus Buhl Møller helt enig i, at salg af el til private er en økonomisk svær størrelse, fordi der stadig er så få, der skifter:
»Derfor er den helt store barriere for os stadig eksistensen af et forsyningspligt-produkt og den manglende mulighed for at sende én regning. Vi så hellere, at alle skulle ud på markedet at handle, og at vi kunne sende en regning der dækker både forbruget, transport og afgifter,« siger han.
Han tilføjer dog, at der er en pæn kundetilgang i selskabet, der har omkring 100.000 privatkunder.
Dansk Energi bakker op
Spørger man i Dansk Energi, som organiserer samtlige elhandlere - og altså også dem med forsyningspligtkunderne - lyder svaret fra Torben Møller Pedersen, chef for politisk afdeling, at organisationen ikke vil have noget imod, hvis man fra politisk hold droppede princippet om forsyningspligt:
»Det er ikke et princip og en lovgivning, der har groet i vores baghave,« siger han.
Til gengæld mener han, at der bør være en slags tilbagefaldsprodukt, der kan samle kunderne op, hvis en elleverandør for eksempel går konkurs.
Men man kunne vel godt forestille sig, at de selskaber, som i forvejen har forsyningspligtkunderne i stalden, ikke var interesserede i at slippe dem ved at give elmarkedet for private helt frit?
»Nej, vi mener, at elmarkedet er og skal være et liberalt marked, og så må selskaberne slås om de kunder, der er,« siger Torben Møller Pedersen.
Han tror, at der en bevægelse undervejs i hele branchen, som går på at komme væk fra den faste forsyningspligtpris og hen imod et frit marked – også for privat forbrugere.
Svært at være ny elhandler
Energitilsynet - som kontrollerer prisen på forsyningspligtstrømmen og generelt holder øje med konkurrencebetingelserne på elmarkedet – er enig med elhandlerne om, at konkurrencen på elmarkedet for private skal styrkes.
Tilsynet beskæftiger sig ikke direkte med afskaffelse af forsyningspligten, som er lov, men peger på, at det skal gøres lettere for nye elhandelsselskaber at komme ind på markedet og reelt give de etablerede og koncernforbundne handelsselskaber en reel konkurrence.
Ud af de i alt 29 elhandelselskaber i Danmark er de 25 med i en koncern med et net- eller et forsyningspligtselskab, der altså allerede har kunderne inde i folden.
»Nej, vi mener, at elmarkedet er og skal være et liberalt marked og så må selskaberne slås om de kunder, der er,« siger Torben Møller Pedersen.






