/rumfart

VST-teleskopets billede af det stjernedannende område Messier-17 i stjernebilledet Skytten. 
(Foto: ESO)

VST-teleskopets billede af det stjernedannende område Messier-17 i stjernebilledet Skytten. (Foto: ESO)

Verdens største teleskop åbner øjet mod stjernehimlen

Det største teleskop, der udelukkende er bygget til at kortlægge himlen i det synlige område, har nu taget de første billeder fra ørkenen i Chile. Fotos af stjernebilledet Skytten viser, hvad teleskopet kan præstere.

Af Thomas A. E. Andersen, lørdag 11. jun 2011 kl. 15:00

Den europæiske astronomiske organisation ESO har sat sit nye teleskop i drift på Paranal-observatoriet i Atacama-ørkenen i Chile. VLT Survey Telescope (VST) er det nyeste teleskop på ESO’s Paranal-observatorium og er udrustet med et nyt kamera kaldet OmegaCAM.

Kameraet er designet til at kortlægge himlen både hurtigt og med en meget fin billedkvalitet.

Teleskopet er til observationer i det synlige område og supplerer ESO’s infrarøde kortlægningsteleskop, VISTA. De nye billeder af blandt andet Omegatågen og kuglehoben Omega Centauri viser, hvad VST er i stand til.

VST-teleskopet er placeret i en bygning i umiddelbar nærhed af de fire VLT-enhedsteleskoper på toppen af bjerget Cerro Paranal under den uforstyrrede himmel på et af de bedste observationssteder på Jorden.

VST er et vidvinkel-kortlægningsteleskop med et synsfelt dobbelt så bredt som fuldmånen.

Det er det største teleskop i verden, der udelukkende er bygget til at kortlægge himlen i synligt område. Over de næste år vil VST og dets OmegaCAM-kamera lave adskillige meget detaljerede kortlægninger af den sydlige himmel.

Unikt første billede

Det første af de nye offentliggjorte billeder fra teleskopet viser et stjernedannende område kaldet Messier-17, som det aldrig er set før. Messier-17 kaldes også Omegatågen eller Svanetågen. Dette dramatiske område, der består af gas, støv og varme, unge stjerner, befinder sig i hjertet af Mælkevejen i stjernebilledet Skytten.

VST’s synsfelt er så stort, at hele stjernetågen med sine lyssvage ydre dele er indfanget – samtidig med, at der er en enestående skarphed hen over hele billedet.

2,6 meter teleskop og 770 kilo kamera


VST er et avanceret 2,6 meter teleskop med et aktivt optiksystem, så spejlene til enhver tid har den perfekte position. I kernen af teleskopet bag store linser, der sikrer den bedst mulige billedkvalitet, findes det 770 kilo tunge OmegaCAM-kamera. Kameraet er bygget op omkring 32 CCD-detektorer, der er forseglet i vakuum, som tilsammen skaber billeder på 268 megapixel.

OmegaCAM vil levere en stor mængde data. Der vil blive produceret omkring 30 terabytes rådata om året til datacentre i Europa, hvor de bliver efterbehandlet.

Nyt softwaresystem skal behandle data

Et nyt og sofistikeret software-system er blevet udviklet til at håndtere den meget store datastrøm. Slutproduktet af efterbehandlingen vil være en enorm liste såvel som billeder, af opdagede objekter, der vil blive gjort tilgængelige for astronomer over hele verden til videnskabelig analyse.

VST-programmet er et samarbejde mellem ESO og INAF-Osservatorio Astronomico di Capodimonte i Napoli, Italien. INAF har designet og bygget teleskopet i samarbejde med italienske firmaer, og ESO er ansvarlig for bygningen og ingeniørarbejdet på stedet.

VST’s kamera OmegaCAM er designet og bygget af et konsortium, der omfatter institutter i Holland, Tyskland og Italien, samt med store bidrag fra ESO. Den nye facilitet vil blive drevet af ESO, der også vil arkivere og distribuere data fra teleskopet.

Tommaso Maccaraco, der er formand for Italian National Institute for Astrophysics, siger i en pressemeddelelse:

»VST-projektet har overvundet mange vanskeligheder, men nu betaler teleskopet sin gæld. Med sin fantastiske billedkvalitet vil det indfri astronomernes forventninger og honorere indsatsen fra de mange mennesker, der har været involverede i konstruktionen af teleskopet. Jeg er meget glad for at se VST i aktion.«



11. jun 2011 kl 15:57

Kenan Vilic


11. jun 2011 kl 17:36

Rene Hjortbøl

Månebillede

Kan den ikke lige snuppe et billed af en måne bil på månen, så jeg bliver overbevist om vi har været deroppe


11. jun 2011 kl 19:07

avatar

Ruben Hansen

Re: Månebillede

Det ved du jo godt ikke kan lade sig gøre ;) Men en liile rover på Mars, jo jo, det kan man godt.


11. jun 2011 kl 19:36

Lars Malmgren

Den er gal med overskriften - igen

Det er et meget spændende nyt teleskop med et meget stort FOV (Field of View), men det er altså _ikke_ verdens største teleskop.
Meget langt fra endda!
VST er på 2,65 m og til sammenligning har Danmark sammen med de øvrige nordiske lande et teleskop på La Palma, der hedder NOT (Nordical Optical Telescope) og som er på 2,56 m.
Det interessante med det nye teleskop er dens evne til at fotografere et forholdsmæssigt meget stort udsnit af himlen. Altså i forhold til de øvrige kæmpe teleskoper. Dette styres af teleskopets forhold mellem åbning og brændvidde, f-tallet.
I VST tilfældet handler det dog også om det nye meget innovative kamera på 770 kg, da kameraet skal være fysisk meget stort for at "få det hele med".

Her er de allerstørste teleskoper:
1) Large Binocular Telescope, 2x 8,4 m spejle samlet 11,9 m åbning
2) Gran Telescopio Canarias, 10,4 m segmenteret spejl, kopi af KECK
3+4) Keck 1+2, 10 m segmenteret
...
7) Subaru, 8,2 m spejl i eet stykke, største enkeltspejl sammen med VLT
8-11) VLT 1-4, 8,2 m spejl i eet stykke.

http://en.wikipedia.org/wiki/L...opes
http://en.wikipedia.org/wiki/V...cope

Så der er lidt lagt op fra de 2,65 m ;-)
God lørdag!


11. jun 2011 kl 19:44

Lars Malmgren

Re: Månebillede

Det kan desværre ikke lade sig gøre at fotografere månen med disse store teleskoper.
Man brænder simpelthen kameraet af pga den store lysmængde!

Desuden er der et problem med teleskopets opløsningsevne og månebilens ringe størrelse på den meget store afstand.
Atmosfærens negative indvirkning på billededannelsen har også betydning.

Under mit besøg på NOT fik vi strenge ordre om ikke at styre teleskopet hen i nærheden af månen (selvom den kun var ½), da guide kameraet ville brænde af.
Selv da vi fotograferede Jupiter og Mars (i øvrigt en atypisk opgave for sådan et teleskop) måtte vi anvende filtre for at begrænse lysmængden, så vi kunne køre det videnskabelige kamera på dens mindste åbningstid uden af overbelyse billedet.
Disse store teleskoper er altså gigantiske BRÆNDglas ;-)


11. jun 2011 kl 20:19

Anders Thygesen

Re: Månebillede

Hej Lars,

Dette er ikke helt korrekt. Man kan sagtens observere Månen med store teleskoper. Typisk en øvelse man laver hvis man er interesseret i et reflekteret solspektrum eller lignende.

Ganske rigtigt ville månens totale, integrerede, lys være en stor mundfuld for teleskopet, men da månen dækker et meget større område af himlen end teleskopets Field-Of-View observeres kun en brøkdel af dens totale lys, hvilket ikke giver problemer for instrumenterne. Selv VLT har observeret Månen. :-)

At guide-kameraet på NOT er enormt følsomt er en anden historie, men der er tidligere blevet lavet observationer af månen med NOT. Man er så bare nødt til at slukke for giudekameraet for ikke at beskadige det.


11. jun 2011 kl 20:31

Lars Malmgren

Re: Månebillede

I stand corrected ;-)

Jeg husker bare de strenge ordre dernede fra og vores udfordringer med at begrænse lyset fra Jupiter.
Men det skyldes jo nok ved nærmere eftertanke, at ALFOSC kameraet er ganske følsomt og da det er bygget til lange eksponeringer, så var det begrænset hvor kort en eksponering vi kunne indstille det på.
Vores Jupiter billede blev i øvrigt ikke særlig godt, men var interessant da den lille røde storm passerede tæt forbi den store røde plet og det var usikkert og den store ville "spise" den lille...


11. jun 2011 kl 20:37

Anders Thygesen

Re: Månebillede

:-) Ja, kameraet er ganske følsomt. :-) Men man skal også huske på at når vi observerer andre planeter observeres det totale reflekterede lys, da de er tilstrækkelig langt væk til at field-of-view af teleskopet indfanger hele planeten :-)

Ærgeligt at jeres billede ikke blev godt. Planeter er noget svært noget. :)


11. jun 2011 kl 21:01

Lars Malmgren

Re: Månebillede

Ja, jeg har mere held med mit eget lille teleskop og så lucky imaging.
Men vi fik nu mange gode observationer med NOT, det er et fremragende instrument.
For de interesserede kan man læse om vore tur her:
http://flastro.dk/lidemark/NOT...html


13. jun 2011 kl 12:44

avatar

Joachim Michaelis

Sejt

Overhovedet at kunne få et billede af både Pluto og Eris er ganske imponerende - også selvom det kun er prikker.


14. jun 2011 kl 16:08

Kristian Glejbøl

Re: Månebillede

Kan den ikke lige snuppe et billed af en måne bil på månen, så jeg bliver overbevist om vi har været deroppe

Det hjælper ikke noget. Illuminarti har indbygget malware i alle billedbehandlingssystemer således at man ser en månebil selvom der ikke er nogen.


14. jun 2011 kl 16:28

Christian Clausen

Re: Månebillede


...men da månen dækker et meget større område af himlen end teleskopets Field-Of-View ...


Artiklen siger nu at Field-Of-View er dobbelt så bredt som fuldmånen.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.