/produktion

Audi stiller op til årets Le Mans med denne lukkede racerbil, R18.

Audi stiller op til årets Le Mans med denne lukkede racerbil, R18.

Audi-chef: »Vi vinder Le Mans ved ikke at begå nogen fejl«

Hør om udviklingen af Audis Le Mans-racer fra hestens egen mund, dr. Martin Mühlmeier, Head of Technology hos Audi Sport.

Af Andreas Lang Hedegaard, fredag 10. jun 2011 kl. 15:20

Hvorfor kører I med en lukket bil i år?

»Der er flere årsager. Den ene er, at reglerne er blevet ændret, så der er en reduktion i motorvolumen, og dermed har vi en meget svagere motor, så vi blev nødt til at reducere vindmodstanden for at få en god fart på Le Mans. Den lukkede bil er mere effektiv end den gamle. Den anden grund er, at reglerne for pitstop er blevet ændret, så de er blevet meget langsommere, så derfor er der ikke længere en fordel ved åbne biler.«

Er der nogen ulemper ved et lukket cockpit?

»Ja, udsynet for køreren er begrænset. Temperaturen i cockpittet kan også blive høj, og hvis det regner, kan forruden blive meget dugget, så derfor har vi opvarmning ligesom i rallybiler. Og så er det selvfølgelig mere besværligt at komme ind og ud.«

Kan det passe, at I har haft et problem med varmen i cockpittet?

»Nej, ifølge reglerne er det tilladt, at cockpittet er 7° C varmere end temperaturen udenfor, og det kan vi klare med at køle bilen med fartvind, så vi behøver ikke aircondition.«

Ny motor
Kan du forklare, hvorfor I valgte en 120° V6’er kun med en enkelt turbo?

»Tyngdepunktet er meget lavere, og f.eks. lavere end i en boxermotor. Hvis du vil bruge en boxermotor, er du nødt til at løfte hele motoren for at have plads til indsugnings- eller udstødningssystemet neden under motoren, derfor fandt vi en optimal vinkel i 120°. Den anden grund er, at der ikke er ret meget plads i bagenden af bilen, så den varme luft fra kølerne kan nemt komme væk. På grund af det aerodynamiske design er kølesystemet ret simpelt. Du har kun vandkøleren, intercoolerne til turboen, og ikke nogen ventilatorer.«

Men hvorfor kun én turbo?

»Det er mest på grund af det tætpakkede motorrum. Der ville simpelthen ikke være plads til to turboer. Du ved, at turboen ligger imellem cylinderrækkerne. Grunden til det er, at luften kommer fra et indtag oven på cockpittet, så derfor er turboens optimale placering midt i 'V’et', ikke ved siden af motoren. På den måde har du den korteste vej, men der er kun plads til en turbo, men det er også nok, for motoren er meget mindre end før, så vi kan klare os med en turbo, der har variabel turbinegeometri, som minimerer turbolag. Vi er overbeviste om, at den er lige så effektiv som en twin turbo V8’er.«

Hvor meget mere økonomisk er den nye bil?

»Det er svært at sige, men med de nye regler er der en 20 pct. begrænsning af luft ind i motoren. Samtidig er der også nye regler, der begrænser tankindholdet med 20 pct. til 65 liter, men vi håber stadig at kunne køre ca. lige så mange omgange, så bilen er vel ca. 20 pct. mere økonomisk end den gamle.«

Hvad er den største bekymring med den nye motor, I har ikke haft så lang tid til at udvikle på den?

»Vi startede med det første koncept for to år siden, så vi har haft rimelig meget tid til test osv., men det er en ny motor, så det er da en stor udfordring, for der er jo en stor reduktion i slagvolumen.«

Men hvad er den største bekymring?

»Fordelen ved den sekscylindrede motor er, at den har mindre friktion, men presset per cylinder er meget større end på en ottecylindret. Så det har været en udfordring at håndtere det pres og gøre motoren pålidelig.«

Hvordan har I gjort den mere pålidelig?

»Vi har optimeret hver enkelt part i motoren, krumtapaksel, stempler, plejlstænger osv. De er blevet tilpasset til det forøgede pres.«

Jeg kan forstå, I bruger et nyt design til jeres monocoque. Det virker kompliceret at bygge den i én del.

»Ja, den er lavet kun i én del. Et lukket monocoque-cockpit er sværere at lave, fordi det har døre, forrude osv. Det er bygget fra en enkelt del, og det er en ny teknologi. Det er knowhow, som er svær at forklare nu.«

Okay, jeg snakkede med en, der mente, at selve monocoquen kun vejer 72 kg, er det korrekt?

»Øh, det er deromkring, men det præcise tal kender jeg ikke.«

Hvor meget vejer R18 uden ballast?

»Arhh, lidt mindre end 900 kg, men dieselmotoren er stadig meget tung.«

Når du siger lidt mindre, er det så fem kg eller 200 kg?

»Nej, det er kun lidt. Mindre end 100 kg.«

»Sidste år havde vi ingen fejl«
Sidste år var Peugeot hurtigst, indtil de fik problemer med pålideligheden. Det må de have arbejdet på i år, og de har allerede sat hurtigste tid til kvalifikationen. Hvordan vil I vinde?

»Først og fremmest er der to kvalifikationsrunder mere i dag (torsdag). Men på Le Mans er det altid et miks af fart og pålidelighed. Men vi arbejder da på at være hurtigst til de næste kvalifikationsrunder.«

Hvad er så den største frygt for Audi-teamet i år?

»At vi selv laver fejl. Den eneste måde, du kan vinde Le Mans på, er ved ikke at lave nogen fejl.«

Hvorfor vandt Audi sidste år?

»Sidste år havde vi ikke nogen fejl. Det var en af nøglefaktorerne. Vi havde ingen tekniske problemer, ingen team-fejl og ingen kørerfejl.«



11. jun 2011 kl 06:17

Michael Eriksen

Speciel motor

Det er godt nok en sær motor. 120 grader V6 motor med kun een turbo og over 600 cm3 slagvolumen per cylinder. Alle andre ville have lavet en 60 eller 90 graders V8 med to turboer og holdt sig til de gængse 4-500 cm3.

Nå, men på søndag er vi klogere.


11. jun 2011 kl 11:55

Søren Lund

TV ?

Er der nogen der har styr på hvilke kanaler vi kan følge løbet på i år?

TV2 sender en time op til start og den første time af løbet.

Derefter plejer EuroSport plejer også at være flinke til at følge løbet live, lidt længere - men jeg kan ikke se deres program for i år.

Derudover sender TV2 en opfølgning i aften, og endvidere hele natten igennem.

Synes jeg kan mindes at TV2 sendte videre på en anden kanal, når de skiftede fra hovedkanalen. Muligvis var det TV2-sport, men de har ikke LeMans på programmet i år.

Nogen der er bedre informeret ???

TV-kanalerne er selvfølgelig vigtigst, især dem med kommentatorer der ved hvad de taler om ;-)

Radio LeMans er heller ikke at foragte.

http://www.radiolemans.com/

Her er nogle af de vigtigste links til at følge omgangstider, positioner pitstops m.v.

http://www.lemans.org/en/club/...pper
http://www.passion-24.org/htm/....asp
http://www.lemans.org/iframes/....zip

Livebarren kræver desværre medlemskab af ACO, til et gebyr af 39 EUR i år. sidste år kunne man følge den gratis på lemans.org, men det ser det ikke ud til man kan i år.

I år har den til gengæld fået video-link og link til Radio 24, som dog kun er bevendt for fransktalende.

Hvis jeg finder samme eller en ligeså informativ livebar gratis i et andet, skal jeg nok vende tilbage.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.