Fredag ankommer RD3M til HAB - så skal vi igang med at dreje !
HASSE og WREDE RD3M - dinosaurusdrejebænken er nu købt og betalt og på vej til HAB.
DSV transport forventer den ankommer i morgen aften.
Vi håber så det lykkes at bakse de 16 tons af det fineste tyske maskinindustri kunne i 1941 ind i HAB.
I går var jeg i Faaborg og køre med dette monster af en værktøjsmaskine - og det føltes dejligt.
Det er ganske som en moderne drejebænk - intet mangler - alting er bare kolosalt.
Foto: Sabina Ringqvist
Hovedslæden er, siger og skriver, to en halv meter bred - og maskinen har en effekt på 38 kW. Hvis man spåntager med 38 kW´s effekt så er det altså mere plattens bredde og emnets styrke der bestemmer farten end så meget andet.
Foto: Sabina Ringqvist
Maskinen er velsmurt, vangerne skinner og er uden skader eller ridser - manøvrehjulene føles kontante og uden slup - som dengang de blev afleveret fra fabrikken.
Det er lidt specielt at tænke på at højst sandsyneligt er alle de der har skabt denne værkstøjsmaskine døde og borte. Men deres håndværk lever - og vil mødes af kærlige hænder og smørekander på Refshaløen.
For mig personligt er det et peak mht. drejning. Det er naturligt - for så vidt som CS også er et klimaks inden for raketter - og vigtigere inden for projektarbejde.
Man må huske at nyde hvert øjeblik man kan opholde sig i den sfære at optimisme, vækst og tro på at man "kan hvis man vil" - som CS føles som.
Foto: Sabina Ringqvist
Drejning er, sammen med svejsning, centralt for bygningen af raketter i alle størrelser.
Derfor har det også været et centralt element i min egen historie.
Tilbage i 1988 var det civil ingeniør Jørgen Frank fra DARK som tog sig tid til at vise mig ind i spåntagningens verden. Det var i kælderen under bygning 101 på DTU. Her fantes et værksted drevet af Polyteknisk Forening - og som syttenårig måtte jeg jo tro at dette repræsenterede det ypperste inden for spåntagning i Danmark. Det lå jo på det daværende DTH, som jo måtte være det ypperste inden for ingeniørvidenskab i Danmark.
Maskinerne der var meget gamle, og meget slidte - men de var der og man kunne bruge dem. De skærende værktøjer var typisk af en model med påloddet stelite skær. Når man fik dem var de slidt ned - og de kunne ikke slibes op. Ingen undren at selv enkle emner tog mange timers huggen og hakken. At ingen havde sponseret dem nogle kasser med hårdmetalværktøjer eller bare en pakke toolbitstål fatter jeg ikke.
Toolbit kunne man have slebet op - og selvom det går langsomt kan næsten alt bearbejdes med høj nøjagtighed med den slags værktøjer.
Næ, det var uddaterede, nedslidte stelite stål - som nok var smarte når de var nye, men elendige når de var slidt op - man altså havde til vise unge ingeniørstuderende ind i spåntagningens verden.
Skal det endelig foregår med dårlige værktøjer og nedslidte maskiner - hvorfor så bearbejde i gamle aksler - og ikke købe noget automat stål som er til at have med at gøre ? Vi vidste bare alt for lidt.
Min første dyse var til en ammoniumnitrat / bitumen test motor - og den skulle have en dysekværk på otte millimeter. Det havde vi ikke værktøj til, så det inderste af dysen var nogle hak...men selve dysekværken holdt dog nok omtrent 8 mm.
Motoren detonerede i prøvetanden og tilintetgjorde ud over sig selv en del måleudstyr.
Jeg fik nu - lige efter gym - et job på en maskinfabrik. Formålet med dette var at finde ud af hvordan man rigtigt drejer. Jeg skal love for at det var en oplevelse - produktivitet var ikke et emne i PRG, men hos
Finn Christiansens værktøjs og maskinfabrik nord for Kalundborg var tid penge - og pipen fik en anden lyd.
Kors hvor var det skønt at opleve nogen der ikke var tilfredse hvis de efter en hel weekend kom hjem med et halvdefekt emne og sved på panden.
Med metoder lært på maskinfabrikken kunne jeg serieproducere testmotorer - og dermed betød det mindre at den gik en til en gang imellem.
I dag har vi i HAB en fin, ikke så stor, 1950er Storebro Ørn drejebænk. Den kan sagtens klare en spåndybde på et par millimeter i Ø 75, og tager ca ø 200 mm over slæden og ø 380 mm over vangerne. Havde man haft den i PRG den gang havde det været meget sjovere - og almindelige hårdmetal værktøjer gør det ret nemt at lave masser af gode ting på den. Til småtterier som den 8 mm dyse vi ikke kunne lave i 88´bruger jeg gerne toolbits - eller let modificerede freseværktøjer som kan fungere som små borstænger inden i små dyser.
Med RD3M kan vi tage drejning af raketdele til et nyt niveau. Tolv gange større effekt, op til 1300 diameter - det er maskinen vi har manglet. Både til rumskib og booster er det afgørende.
Engang i gym spurte jeg Christian Ravn hvad det ville kræve at blive lykkelig. Der er mange der som 16 - 18 årige stiller det spørgmål.
Christian Ravn er siden blevet Civ Ing - og han svarer stadig på livets vanskelige spørgsmål i CS.
Hans svar i 1987 kom promte:
"At leve lykkeligt kræver to ting: En god drejebænk og en TIG svejsemaskine"
Det er stadig sandt.
Peter Madsen
4
