Leder: Forbyd bønnespirer og red de tyske atomkraftværker
Læs også
-
Forskere over hele verden samarbejder om at afkode farlig superbakterie
-
Tyske myndigheder trak en nitte: Intet spor af dræberbakterie
Læs mere om
Flere end tyve døde. Over 500 med nyresvigt. Mere end 2.000 alvorligt smittede på to uger. Det er overslagssummen i skadesrapporten om den hærgende VTEC-bacille, der med base i Nordtyskland ud over at smitte uheldige grøntspisere har skræmt myndigheder og avlere fra vid og sans. I takt med at smittemistanken er vandret fra agurker over tomater til bønnespirer, har grøntdyrkere været nødt til at destruere eller forære stadig flere varer væk.
Udbruddet er aggressivt. Til sammenligning kunne vi i løbet af hele 2010 herhjemme registrere under 2.000 sygdomstilfælde med salmonella og 4.000 med campylobacter. Øvrige bakterietyper som yersinia, VTEC og listeria talte sammenlagt nogle hundreder sygemeldte hos lægen samme år.
Leder vi efter dødsfald, skal vi tilbage til den ondsindede stamme salmonella U288, der i 2008 krævede fire menneskeliv ud af 37 syge. Heldigvis kunne stammen slås ned med antibiotika. Det er vanskeligt med det aktuelle VTEC- udbrud.
Måske derfor er de tyske myndigheders efterforskning og kommunikation så usædvanlig og panisk. Presset for en hurtig opklaring har været så massivt, at myndighederne som princip har valgt at løbe med en halv vind.
En foreløbig kulmination blev nået ved offentliggørelsen af et navngivent, økologisk landbrug som smittekilden. Hvilket straks efter kunne udelukkes. Tilliden svinder, og kritikken hagler ned, mens iagttagere onsdag vurderer, at sagen med stigende sandsynlighed forbliver uopklaret.
Det ville være ufint at fremføre, at VTEC-udbruddet korporligt har mere på samvittigheden end ulykken på det japanske atomkraftværk i Fukushima. Kun under særlige omstændigheder kan man med rimelighed sammenligne bivirkninger ved naturens orden og menneskets teknologiske frembringelser.
Betimeligt er det derimod at studere, hvordan vi som samfund vælger at reagere, og hvilke beslutninger vi tager, i de to forskellige situationer. Tilfældet vil, at Tyskland jo netop har besluttet at afvikle samtlige a-kraft-værker inden for ti år efter den japanske tragedie.
Beslutningen falder i øjnene al den stund, man jo ikke kan forestille sig et forbud mod salg af agurker og tomater -og ej næppe heller bønnespirer, selv om disse svært vaskbare vegetabilier nærmest tigger bakterier om at slå sig ned og mæske sig. Og selv om en analyse af sygdomsrisiko holdt op mod bidraget til sund ernæring ikke nødvendigvis vil falde ud til spirernes fordel.
Det handler om vores asymmetriske opfattelse af risiko, det handler om vores forhold til forskellen mellem natur og kultur, og det handler om balancen mellem den praktiske fornuft og etik. Når tyskerne nærmest uden at blinke for altid trækker alle brændselsstavene op af vandet, er det irrationelt.
På bagkanten af Fukushima havde det været fornuftigt at stressteste sikkerhedsprocedurerne og trykprøve konstruktionen af værkerne. I stedet endte det med en etisk-politisk beslutning, fri for praktisk omtanke. Omvendt må vi finde os i bakteriernes darwinistiske stræben efter udødelighed, når de bytter resistente plasmider, mens de dræber os.
I Europa burde vi arbejde med samme normer for fødevaresikkerhed og udvikle ny antibiotika i fællesskab. Og genoverveje skæbnen for de tidssvarende udgaver af tyske a-værker.
