Hvad så, raketdrenge? Kan I klare bleskift, kærester, job og en ny raket?
Analyse: Heat-1X kom i luften. Næste skridt er en ny, større og styrbar raket – et projekt, der stiller store krav til raketbyggerne.
‘Pad director’ Niels Foldager og Peter Madsen ved foden af Heat-1X-Tycho Brahe på affyringsplatformen Sputnik kort før affyringen fredag 3. juni. (Foto: Jesper ‘Jev’ Olsen)
Copenhagen Suborbitals
Første forsøg på en opsendelse fandt sted 5. september 2010, men fejlede pga. en fastfrosset LOX-ventil.
Det ultimative mål for raketbyggerne er en raket og et rumskib, der med initiativtageren Peter Madsen om bord kan nå ud i rummet - ca. 100 km over Jordens overflade.
Tema
Læs også
Læs mere om
Lydmursbraget, den meterlange flamme og bjærgningen af rumskibet i Østersøen for en uge siden var en succes for de danske raketbyggere i Copenhagen Suborbitals, der fik hele verdens opmærksomhed.
Nu starter en ny epoke med aktiv styring af den danske rumraket. En epoke, der gør behovet for 'tre stangliderlige elektronikingeniører' – som raketholdets elektroniktroldmand Thomas Scherrer efterlyste i et interview i Ingeniøren 27. maj – større end nogensinde.
I sekunderne efter første nedtælling var slut, og den danske rumraket stadig stod bomstille på rampen, gik der et meget interessant gys gennem holdet af raketbyggere. Hvis en af rumskibets mange sensorer i stedet havde registreret den koldsved, der drev af panden på de frivillige, så havde det været en værdifuld indikation af, hvor stærk Copenhagen Suborbitals er som organisation. Udbruddet fra holdets motortekniker Niels Foldager dækkede nok over manges følelser, da han sagde: »Det kan ikke være rigtigt. Så kan vi ikke gøre mere.«
Om CS havde overlevet endnu en mislykket affyring er slet ikke sikkert. Det havde i hvert fald været som at genoptræne en patient efter en sprængt akillessene, hvis man spørger de mange frivillige.
Men kun fire minutter efter første nedtælling fløj Heat-1X og forvandlede en dyb følelse af afmagt til en berusende lykkefølelse med en hastighed, så kroppen næsten ikke kunne følge med. Og da rumskibet Tycho Brahe var bjærget, var succesen i hus.
Der er nemlig en afgrundsdyb forskel på at komme tomhændet hjem og komme hjem med sit rumskib – og så oven i købet på dækket af en marinehjemmeværnskutter, der sender stråler af vand ud af sine vandkanoner under indsejlingen til Neksø Havn, mens affyringsplatform og følgeskibe sejler ind i formation til klapsalver og viften med flag fra hundredvis af folk.
Se, det er et rigtigt rumeventyr, som man læser om det i bøger og ser det på film – og det fik da også sin velfortjente opmærksomhed i nyhedsmedier så langt væk som Mellemøsten, USA og Australien. Også lykønskningerne væltede ind – selv fra de tunge drenge i raketverdenen. På trods af at raketten ikke nåede de forventede 16 kilometer, på trods af at faldskærmene blev flået i laser ved 600 km/h, og på trods af at raketdelen blev sprængt i stykker under sammenstødet med havet.
Men CS fik sin nødvendige succes. Det var også vurderingen fra Peter Madsen – manden, der fik ideen til at skyde sig selv ud i rummet. Både før og efter affyringen understregede han nødvendigheden af succes og sagde blandt andet:
»Den her opsendelse betyder, at CS overlever. Når man har med frivillige projekter som det her at gøre, så skal der være nogle succeser til at holde folk sammen. Sådan en har vi fået i dag. Uden den her succes havde det været tungt at gøre klar en gang til.«
Nu bliver det mindre tungt. Når vinterkulden trænger ind i hangaren på Amager, dagene og de blå heldragter føles tunge, og modet svigter, så har raketbyggerne et trofæ at kigge på. Et trofæ, der minder dem om, at alt er muligt. Og de har fantastiske billeder af hvid damp fra en affyringsplatform i Østersøen, der sender sin raket mod den skyfri himmel. Sommeren kommer igen, og det gør en ny raket også.
Affyringen har hærdet det fundament, som CS har bygget op. Men den amerikanske raketbygger Ben Crockett har nok ret i, at det at sende en ubemandet raket tre kilometer op i luften ikke engang er tre procent af at sende en mand i rummet. Og skal der aktiv styring på en raket, der skal 100 kilometer op, så skal der tænkes nyt – især hvad angår organisering.
Hverken Peter eller Kristian har den viden om elektronik og software, der skal til. Derfor er CS nu dybt afhængige af deres elektronikeksperter.
Flemming Nyboe, der i øjeblikket fungerer som leder af 'projekt aktiv styring', har ikke lagt skjul på, at det bliver en stor udfordring. Ligesom andre CS-frivillige har han både små børn, kæreste og et fuldtidsarbejde, der forhindrer ham i at knokle nonstop på projektet.
Der er ingen tvivl om, at projektets elektronikfolk nu går og tænker: Hvordan får jeg tid til det her? Skal jeg gå på deltid? Skal jeg arbejde med det om aftenen, når ungerne sover, eller skal vi arrangere arbejdsweekender i HAB?
Flemming Nyboe, der til daglig arbejder som seniorkonsulent i mikroteknologi og overfladeanalyse på Teknologisk Institut, er muligvis den rette leder af projektet, men det kræver en voldsom uddelegering af arbejdet eller en jagt på nye folk.
Som Thomas Scherrer sagde i det interview, vi citerede i indledningen: 'Hvis der stod tre stangliderlige elektronikingeniører hernede i HAB (Horisontal Assembly Building, red.) og var klar på at give den gas, så ville vi rykke meget mere end i dag'. Det ønske er større nu end nogensinde før.
Den tid er forbi, hvor ildsjælen Peter Madsen kunne tage soveposen med ud i HAB og få tingene færdige ved at stå med et svejseapparat i hånden fra morgen til aften. Peter og Kristians evne til at indrette deres liv og økonomi efter at få en raket i luften er uden tvivl en af de vigtigste grunde til, at rumskibet Tycho Brahe fløj, men de seneste to år har vist, at elektronik fylder stadig mere i rumraketten – og den udvikling vil kun fortsætte.
Aktiv styring kræver test af to mindre raketter, der efter planen skal sendes op til september. Den tidsplan virker urealistisk nu, da hverken byggeriet af raketterne eller systemerne omkring aktiv styring for alvor er gået i gang.
Om det bliver til september, oktober eller april kan måske opfattes som ligegyldigt, men det er det absolut ikke. CS har givet klart udtryk for, at man hvert år de næste fem til otte år vil forsøge med en raketopsendelse, der skal ende med en bemandet opsendelse med Peter Madsen. Det er 'aftalen' med danskerne. Og test af aktiv styring kan blive et stort arbejde, før raketbyggerne har et system, de tør installere i den nye og meget større Heat-2X.
Udfordringerne dette år bliver rigtig store, men kernen i CS er stærk. De frivillige er en usædvanlig blanding af personligheder og evner. Og så er der naturligvis Kristian og Peter. De uundværlige kræfter i CS. Uden dem er der intet CS.
Kristian har bevist, at han kan lave en minutiøs missionsplan og sikre fokus fra hele holdet på opgaven i de kritiske dage og minutter før opsendelsen. Og så er der Peter, hvis entusiasme får folk til at drømme og række ud efter det umulige.
Nu sidder lydmursbraget mejslet fast i vores erindring, og flammen fra raketten har brændt sig ind i nethinden til at minde CS og os andre om, at det umulige er muligt, hvis vi tør række ud efter det.
