Sådan en forretning vil jeg også have!
Det offentlige udskriver regninger og gebyrer efter en forretningsmodel, som jeg ville ønske jeg kunne lave en virksomhed på.
Af Søren Houmøller,
mandag 06. jun 2011 kl. 14:57
Det kan være ganske udfordrende at være en lille virksomhed. I min egen af slagsen er vi fire medarbejdere og bor på Scion DTU sammen med en masse andre små virksomheder.
Alle mand multitasker konstant for at skaffe kunder, levere hvad vi sælger, profilere og markedsføre, føre regnskab, tage telefonen - alle nødvendige funktioner. Så det er OK.
Det er til gengæld ikke OK med de gener og den chikane vi oplever fra det offentlige. Det er ikke OK.
Hos 1st Mile skal vi fx. betale erhvervsaffaldsafgift. Nu er det sådan, at vi i forvejen får fjernet den smule affald vi som konturmus genererer gennem Scion DTU, så det burde være på plads. Men nej - firmaet har formel registreringsadresse hos mig privat. Her betaler jeg i forvejen afgift privat - og genererer ikke noget erhvervsaffald. Men ak: Loven er som loven er, så nu skal vi betale over 1000 kr om året i erhvervsaffaldsafgift, endda med et års tilbagevirkende kraft.
Endnu mere grotesk er det med indbetaling af feriepenge. Vi sagde i starten af marts farvel til en medarbejder og skulle naturligvis udligne feriepenge. Hos ATP, hvor man angiver den slags, har man valgt kun at benytte sig af digital signatur til en sådan angivelse og indbetaling. Du kan ikke vælge andet end digital signatur. Du skal benytte digital signatur. Det er digital signatur du skal bruge når du angiver feriepenge. Og kun digital signatur. Det fik jeg at vide på telefonen, da jeg fik fat på dem for at høre hvordan man kunne indbetalte.
Det tog ca. 3 uger at få en ny digital signatur, som så ikke virkede på min foretrukne browser. Så bakser man med det og spilder en masse tid, men endelig blev de betalt.
Nu har jeg så fået en opkrævning på for sent indbetalte feriepenge. Argh! 1268,34 kroner. Da jeg ringer og - efter den lange, obligatoriske telefonkø - endelig får fat på en person, bliver jeg modtaget af den velkendte ansvarsfraskrivende attitude: Sådan er reglerne, intet at gøre ved det.
Nu tænker jeg så: Hvorfor er det kun staten og kommunerne, der må følge sådanne forretningsmodeller, der minder mest om pirateri? Jeg kunne da også godt tænke mig at sende regninger til mine kunder med overtrædelse af forskellige regler jeg selv har lavet, og så kræver 1,5% i rente - pr. påbegyndt måned! Og når nogen så bliver sure siger jeg bare, at sådan er det. Betal eller bliv skudt.