Ayrton Senna for tyve år siden kørte med 220 km/t ind i en betonmur pga. en knækket ratstamme, var estimatet den gang at han havde været udsat for ~35 g. Jeg har ingen kilder. Han døde som bekendt.
Han døde ikke af impactet, han døde af en knækket sporestang der ramte ham i halsen.
Kapslen faldt ingenlunde med 200 km/t, da bremseskærmene, omend sammenfiltrede og kun delvist udfoldede har stor virkning, og som det ses sikrede de at kapslen landede med bunden nedad, som de skulle.
Kapslen dykker under vandoverfladen, men kommer op igen på mindre end 4 sekunder, så der kan ikke have været meget mere fart på end når man springer i vandet fra 10-metervippen.
I betragtning af kapslens vægt med indhold, er det sandsynligvis også nok til at lave de deformationer der opstår mellem faldskærmssektionen og selve kapslen, da bunden af faldskærmssektionen er flad med en kant rundt om, hvilket samlet set giver en konkav flade, hvilket virker som en bremseskærm i vandet, og dermed øget G-kraft ved nedslag i vand.
Dette resultat kunne man evaluere, og måske overveje en konveks bund, som alle NASA's rumkapsler jo har, for at mindske G-kraften ved anslaget i vandet.
Havde man på en eller anden måde sikret at bunden havde en konveks form, dvs et rundt eller eliptisk profil, uden kant.
Så ville kapslen formentligt have dykket betydeligere dybere ned, inden den stoppede og steg op, og dermed resulteret i et betydeligt blødere nedslag.
En relativt simpel måde at øge sikkerheden for astronauten - men som kræver en lidt anderledes udformet sammenkobling mellem rumskibet og boosteren.