Det japanske jordskælv kan forsinke fusionsreaktor med et eller flere år
Et japansk forskningscenter, der skal teste nøglekomponenter til den internationale fusionsreaktor Iter, blev voldsomt beskadiget ved det store jordskælv i marts. Nye forsinkelser truer derfor byggeriet af Ilter i Frankrig.
De 1,5 m brede spoler i fusionsenergireaktoren Iter genererer en strømstyrke, der er 70 procent over, hvad der tidligere er opnået i tilsvarende spoler. (Foto: Tesla Engineering og EFDA)
Læs også
-
Europaparlamentariker: Iter er blevet et gidsel i magtkampen mellem Rådet og Parlamentet
-
Nye Iter-problemer: Superledende kabel ældes ti gange hurtigere end forventet
Læs mere om
Testfaciliteterne i Naka, Japan blev ødelagt, da jordskælvet den 11. marts 2011 ramte med en voldsom kraft. Chokbølgen gav anledning til en acceleration på 950 cm/s^2 eller ca. det samme som tyngdeaccelerationen.
Iters generaldirektør Osamu Motojima skriver på Iters website, at omfanget af ødelæggelser endnu ikke er kendt, idet myndighederne har forbudt adgang til flere bygninger af fare for nedstyrtninger i forbindelse med efterskælv.
De forbudte områder omfatter bygninger, hvor man tester superledende kabler.
Til Nature siger Osamu Motojima, at hvis skaderne ikke snart bliver udbedret og arbejdet genoptaget, kan det i værste tilfælde resultere i yderligere forsinkelser af Iter på flere år.
”I øjeblikket er mit mål dog at holde forsinkelser under et år,” siger han til Nature.
Motojima har nedsat en særlig tast force under sin egen ledelse, der skal evaluere problemet og fremkomme med en plan, inden det næste møde i Iters øverste ledelse, Iter Council, til november.
Ingeniøren har tidligere omtalt, at en prototype på et superledende kabel til Iter udviste ældningsfejl under en test på et forskningsanlæg i Schweiz, hvor der bl.a. blev benyttet en avanceret strømforsyning på 18 kA fra Danfysik.
Allerede ved den lejlighed blev det oplyst, at hvis årsagen til problemerne ikke blev fundet senest i juni, kunne det få konsekvenser for hele Iters tidsplan.
Iters vicegeneraldirektør Richard Hawryluk oplyser til Nature, at de japanske kabelfabrikker er ubeskadigede, men at det er meget problematisk, at man nu ikke kan bruge testanlægget i Naka, som skulle have bidraget til at opklare årsagen til fejlen.






