Volvo vil skære i brændstofforbruget med formel 1-teknologi
Volvo håber, at teknologi fra Formel 1, hvor man lagrer bremseenergi i et hurtigtroterende svinghjul, vil skære brændstofforbruget på deres personbiler med 20 %.
Multimedia
Video:
Se Volvos formel 1-teknologi
Læs også
Læs mere om
Volvo håber, at kunne være de første til at lancere et hurtigtroterende svinghjul i en gadebil. Teknologien KERS, eller Kinetic Energy Recovery System kendes allerede fra formel 1, hvor man bruger teknologien til at give bilerne ekstra kræfter. Volvo håber i stedet, at anvende teknologien til at skære brændstofforbruget med op mod 20 %.
Systemet virker på den måde, at en del af den energi, der normalt ville blive til varme, når føreren bremser, i stedet går til en udveksling i bagakslen, der ’spoler’ et svinghjul i kulfiber op. Når føreren igen træder på speederen, løslades den opsamlede energi tilbage igennem udvekslingen og bagaksel.
»Vores mål er at udvikle et komplet system til genvinding af kinetisk energi. Og vi håber på at komme i gang allerede i anden halvdel af 2011. Denne teknologi har potentiale til at reducere brændstofforbruget med op til 20 procent. Hvad mere er, det giver chaufføren et boost i hestekræfter, så vi kan få en firecylindret motor til at accelerere som en sekscylindret enhed,« fortæller Derek Crabb, Vice President VCC Powertrain Engineering.
Der er altså ikke kun en fordel at hente økonomisk. Energien i svinghjulet har en maksimal ydelse på 80 hk, og takket være den hurtige opbygning af drejningsmomentet, vil kombinationen af svinghjulet og forbrændingsmotoren kunne give hurtigere acceleration og en væsentlig reduktion af tiden fra 0 til 100 km/t.
60.000 omdr/min
På grund af systemets udformning er det begrænset, hvor længe man kan vente med at anvende den lagrede energi, og derfor vil systemet helt klart være mest effektiv ved tæt bytrafik med mange start-stop. Samtidig er teknologien billigere end f.eks. hybridteknologi.
»Svinghjulsteknologien er forholdsvis billig. Teknologien kan bruges i langt større volumen en plug-in hybrider og ikke kun på vores top-of-the-line modeller, Det betyder, at teknologien har potentialet til at spille en større rolle i vores begrænsning af CO2.«
For at minimere friktionen roterer svinghjulet i et vakuum med op mod 60.000 omdr/min. Selve svinghjulet er bygget i kulfiber og er 20 cm i diameter og vejer 6 kg. Volvo testede allerede ideen tilbage i firserne på en Volvo 240, men dengang var svinghjulet lavet i stål, hvilket gjorde det tungt og klodset, og satte en begrænsning for, hvor hurtigt svinghjulet kunne rotere, og dermed også hvor effektivt systemet var.
Det svenske energi agentur har støttet projektet med en bevilling på 6,57 millioner svenske kr, og Volvo starter test af systemet i efteråret 2011. Man håber at have de første modeller i salgslokalerne om et par år.






