Verdens CO2-udslip nåede nye højder i 2010
Ifølge endnu ikke offentliggjorte tal fra IEA er verdens CO2-udslip i 2010 steget med rekordfart – på trods af den globale krise. IEA's cheføkonom er meget bekymret
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Verdens CO2-udslip er steget med hidtil uset rekordfart i 2010.
Det viser endnu ikke offentliggjorde tal fra Det Internationale Energiagentur (IEA), som cheføkonom Fatih Birol afslører over for The Guardian.
I 2010 lå verdens CO2-udslip således på 30,6 gigaton kuldioxid fra afbrænding af fossile brændsler – hvilket er en stigning på 1,6 GT fra året før.
»Jeg er meget bekymret. Dette er skrækkeligt nyt om vores CO2-emissioner, og de nye tal betyder, at det bliver en ekstrem stor udfordring at holde temperaturstigningen under 2 grader« siger Birol til Guardian.
IEA har beregnet, at hvis vi skal forhindre en temperaturstigning på mere end 2 grader – som ifølge videnskabsfolk er tærsklen for potentielt farlige klimaændringer – så bør de årlige emissioner ikke overstige 32Gt i 2020.
Men hvis emissionerne i 2011 blot stiger lige så meget som i 2010, så vil grænsen blive overskredet ni år før planlagt.
Birol kalder det derfor for ’et dejligt Utopia’, at vi tror, at vi kan forhindre denne temperaturstigning.
Tallene viser også, at den mest alvorlige globale recession i 80 år kun har haft en minimal effekt på emissioner - i modsætning til, hvad mange troede.
Mellem 2008 og 2009 faldt emissionerne fra energi svagt, fra 29,3 Gt til 29 Gt på grund af den finansielle krise. Herefter havde økonomer forudsagt en lille stigning for 2010, men omfanget af den reelle stigning har chokeret IEA.
Det meste af stigningen i CO2-udledningen – omkring tre fjerdedele – kommer fra udviklingslandene, hvor hurtigt voksende økonomier har undgået den finansielle krise og recession, der har grebet det meste af den udviklede verden.
En anden faktor, der tyder på øgede emissioner, er krisen i atomkraft-industrien.
Efter tsunamiens skader på Fukushima har Japan og Tyskland bestemt at stoppe for deres kernekraft-programmer, og andre lande er ved at revurdere denne energikilde.
Det bekymrer Fatih Birol, som peger på, at atomkraft trods alt er en af de teknologier, som kan producere el uden udledning af CO2.
De nye tal bør i det hele taget få regeringerne rundt om i verden til at vågne op, mener Fatih Birol:
»Dette bør være et wake-up call. Vi har en lille chance for at holde os under en 2 graders stigning, hvis landene vedtager en juridisk bindende international aftale eller vi ser store forskydninger over til grønne energiteknologier og til markant satsning på øget energieffektivitet,« siger han til The Guardian.
I en pressemeddelelse fra IEA anføres det, at selvom væksten i udledningen kommer fra de nye vækstøkonomien, så er udledningen fra OECD landene pr. capita stadig omkring 10 ton, mens Kina kun udleder 5,8 ton pr. person og Indien 1,5 ton.






