GIER: Rød Sum
Af Poul-Henning Kamp,
torsdag 26. maj 2011 kl. 23:56
I aften nåede vi et lille nederlag videre med vores GIER restaurering.
GIERs konsolskrivemaskine er en IBM fra dengang ruder konge var knægt og den trænger til at få en fransk vask og strygning, eller som et minimum en rensning og smøring før den er brugbar.
Og meget kan vi i ungdomsafdelingen af Dansk Datahistorisk Forening, men lige den der opgave har vi alle sammen en hel del ærbødighed overfor. Sporene fra dengang vi som små purke adskilte et vækkeur skræmmer.
Så indtil vi får fundet en gammel skrivemaskinemekaniker der kan give os lidt råd og vejledning, har vi valgt at snyde og give GIER et USB interface.
Her til aften lykkedes det at få det til at hænge sammen og blodtrykket steg adskellige mmhg da Mogens konsol-emulator viste:

Det betyder at "HJÆLP3" sporene på tromlen har forkert indhold, det vidste vi sådan set godt, det vigtige her er at GIER selv har skrevet det på sin konsol.
Man kan med god ret diskutere hvad der så er mest skræmmende, en 50 år gammel IBM skrivemaskine bestående af flere tusinde stykker finmekanisk arbejde eller denne fugleredekonstruktion:

Der er natuligvis kun tale om en prototype. Der er to ledige kortpositioner i D-rammen i konsolbordet, beregnet på præcis denne slags kundespecifikt I/O udstyr, i løbet af forsommeren skal jeg have det monteret der.
Rent teknisk er det bare en PIC18F4550 og 18 optokoblere, men da dokumentationen er en smule indforstået har jeg lavet prototypen så det var relativt nemt at måle på den.
Thorkil & Mogens kastede sig straks over at få indlæst basis-software:

Og som om det ikke var nok, har en Jørgen haft besøg af en Hollands dataarkæolog som har hjulpet med at få vores IBM S/3 fra 1978 til at køre.
Har jeg nævnt at vi råhygger os hver Torsdag ?
phk
PS: Tak til Henrik for billederne!