Dansker smittet med dødelig diarrésygdom
Mindst én dansker er inficeret med en særlig farlig E. coli-bakterie, der på få dage har smittet flere hundrede mennesker i Nordtyskland og ført til tre dødsfald. Hamborgs sundhedsborgmester advarer mod at spise spanske agurker.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Imens hundredvis af folk med nyresvigt, diarré og blodmangel vælter ind på hospitaler i Nordtyskland, så bekræfter Aarhus Universitetshospital nu, at mindst én person er indlagt med den samme E. coli-bakterie, som menes at være årsag til sygdommen i Tyskland.
»Vi har fået positivt svar på prøverne fra den ene af vores fire patienter, men vi er ret sikre på, at de tre andre har det samme, for de har samme symptomer, og alle fire patienter har været i Tyskland,« siger professor Lars Østergaard fra Infektionsmedicinsk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital til Ritzau.
Ifølge DR Nyheder er lægerne ved at undersøge ti tilfælde i Danmark og ser med stor alvor på bakterien, der er værre end salmonella og campylobacter.
Der er nemlig tale om en verocytotoksin-producerende bakterie (VTEC), som altså producerer et giftstof, der kan give blodig diarré og føre til nyresvigt i form af hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS). Bakterien kan ikke behandles med antibiotika, da det øger risikoen for at udvikle HUS og dermed nyresvigt.
Spis ikke spanske agurker
Jagten på at finde smittekilden er i fuld gang, og den seneste melding kommer fra sundhedsborgmesteren i Hamborg, Cornelia Prüfer-Storcks, der med resultaterne fra en undersøgelse af Hygiejne-Instituttet i Hamborg, slår fast, at bakterien er kommet til Tyskland gennem spanske agurker, skriver den tyske avis Stern.
De tyske myndigheder kan dog ikke afvise, at bakterien kan komme fra flere grøntsager og advarer derfor mod indtagelse af rå salat, tomater og andre grøntsager. I Danmark følger myndighederne anbefalingen og advarer også mod grøntsager fra Tyskland.
Onsdag var der registreret 140 tilfælde af den alvorligere HUS i Nordtyskland, men ifølge Robert Koch Institut i Berlin er tallet i løbet af torsdag steget til 214.
Det er ikke usædvanligt, at mennesker bliver inficeret med bakterien. Normalt bliver omkring 1.000 mennesker inficeret om året i Tyskland, men det er første gang nogensinde, at så mange er inficeret på en gang.
Normalt rammer nyresvigt, som følge af VTEC, børn, men i Nordtyskland er det især kvinder, der er ramt af infektionen. Derfor handler jagten på smittekilden om at finde en fødevare, der især er populær blandt kvinder, skriver Statens Serum Institut.






