Ti sekunder efter at interviewet er slut, får jeg med ét en knugende følelse i maven. En person stikker hovedet indenfor og fortæller, at et kamera på rumraketten er blæst af. Stilhed. Så kommer reaktionen som cylindrene på en dieselmotor, der går op i omdrejninger.

»Fuck«, »Pis«, »Fucking amatører«, »Hvad sker der lige. Så lad os bare smide kameraer væk. Det er da sjovt«, »Hvorfor skal jeg overhovedet arbejde med det kamera, når det bliver sat så amatøragtigt fast«, »Det skal fandme kunne holde til, at jeg smadrer det med en hammer. Sådan tester jeg det næste gang,« »Latterligt, jeg har ikke tid til at tage mig af det«.

Sådan lyder reaktionerne i munden på hinanden fra skiftevis raketbygger Peter Madsen og elektronikmanden Thomas Scherrer fra raketprojektet Copenhagen Suborbitals, der holder til i en hangar på Refshaleøen i Københavns Havn.

Følelsen i maven breder sig. Er råberierne tydelige tegn på stress, udbrændthed og frustrationer, som er så almindelige i frivillige projekter efter de første år? Er projektets uundværlige elektronikingeniør - også kaldet Troldmanden eller Dampbarnet - ved at få nok?

Jeg tænker tilbage på interviewet med Thomas. Frustrationer var der mange af. Først var det pengene, så var det mangel på tid til projekterne, og så var der hængerøvene, der ikke var rigtigt engagerede, men bare sad og drak kaffe.

Omvendt er raketdrømmene galoperet af sted, siden Thomas først blev kapret til projektet. Det skete til en fest hos en af Peter Madsens bekendte, hvor Peter kom med det klare mål at score Thomas ... til raketprojektet naturligvis.

»Han fablede om ubåde og raketter, som han selv ville sidde i. Og jeg havde det lidt sådan: Den er fin kammerat. Tag du nu bare en øl til,« siger Thomas.

Raketbygning er det ultimative

Men kort efter begyndte drømme og virkelighed at gro sammen. Thomas kom med til raketbyggernes daværende værksted, skibet Ilutron i Københavns Havn ved Nokia-bygningen, og sammen med fem andre tog han de første skridt mod en bemandet rumflyvning.

»Jeg havde altid drømt om at bygge raketter. Det er det ultimative inden for højde og acceleration og noget, min RC-flyvning slet ikke kommer i nærheden af. Men alene havde jeg hverken kemi- eller mekanikindsigt til at bygge en selv – og heller ikke det gåpåmod, der skal til,« siger Thomas Scherrer, der husker tiden på Illutron som en tid med ingen penge.

»Illutron var fugleredeopstillinger og veroboards. Folk plaprede løs om, at vi bare skulle have Peter i rummet, og jeg tænkte: 'Vågn lige op. Hvor skal pengene komme fra'. Dengang bekymrede jeg mig kun om økonomi. I dag får jeg leveret professionelle printkort – det er en kæmpe opgradering. Nu er tiden min bekymring,« siger Thomas Scherrer.

»Vi vil lave det hele selv«

Tiden til at passe et fuldtidsarbejde fra 09 til 17 i virksomheden Combilent, der udvikler elektronik til Tetra-systemet. Tiden til at drive sit eget firma TST-elektronik, der især sælger selvbyggede styresystemer til at flyve radiostyrede helikoptere længere væk, end øjet kan se. Tiden til fem børn i alderen 4 til 18 år med tre forskellige kvinder. Og tiden til at knokle stort set hver dag på raketprojektet.

»Men jeg lider også af søvnapnø, så jeg kan ikke rigtigt sove. Det bliver kun til omkring fem timer hver dag,« siger Thomas Scherrer, der erkender, at han ofte føler sig for alene om elektronikudviklingen i CS.

»Hvis der stod tre stangliderlige elektronikingeniører hernede i HAB og var klar på at give den gas, så ville vi rykke meget mere end i dag. Jeg syntes det er svært med folk, der kun kommer sjældent eller drikker kaffe i kontoret. 'I er ikke på arbejde. I er her for at bygge en raket', siger jeg til dem - men OK, de har nok deres grunde til at tage en pause. Nogle gange er det bare nemmere at lave tingene selv end at bruge tid på at sætte andre ind i projekterne,« siger Thomas Scherre og tilføjer eftertænksomt:

»Det er mit og Peters store problem, at vi vil vide alt om alt og lave det hele selv.«

En ubeskrivelig glæde og nervøsitet

Alligevel finder han sig i kommandovejene i HAB, som hangaren hedder. Kristian og Peter bestiller systemerne, og Thomas bygger dem. Sådan må det være, og det er i orden. Ifølge Thomas er det respekten for deres evner, der gør det muligt, selv om han brokker sig lidt over, at begge lige har ødelagt to radioopladere, fordi de skruede for lange skruer i.

»Peter kan være en mega pain in the ass. Men han kan skabe så enorm entusiasme omkring sin person og projektets karisma, at man vil fortsætte, selv om der bliver råbt ad én. Både Peter og Kristian er uhyggeligt dygtige til deres områder, og det betyder alt,« siger Thomas Scherre, der glæder sig til, hvad han kalder det ultimative klimaks:

»Når vi står på toppen af Hjortø (marinehjemmeværnskutteren, red.) og skal trykke på knappen, så er det en ubeskrivelig følelse af glæde og nervøsitet. Alt på mine hænder rystede sidste gang, og mig og Kristian har talt om det så mange gange siden. Det i sig selv var alt arbejdet værd.«

Den perfekte flight director

Når han selv skal sige det, minder han mest om Peter, der laver vanvittige ting, er lidt skør i låget og lader temperamentet løbe af med sig.

»Det er helt anderledes med Kristian. Han er den rolige med den professionelle fremtoning. Han er den perfekte flight director, fordi han aldrig kaster rundt med ting,« forklarer Thomas Scherrer.

Den vurdering er nok ikke helt ved siden af, for selv midt under Peter og Thomas’ frustrerede råberi over det mistede kamera sidder Kristian helt stille tre meter væk og nørkler uanfægtet videre med nogle ledninger.

Forbandelserne toner dog hurtigt ud, da Peter og Thomas beslutter sig for at smutte ned på Sputnik i havnen og se på problemet. Fem minutter efter står de på affyringsplatformen, har startet motorerne og giver den gas, så fortøjningerne står spændte som guitarstrenge.

»Det her er for fedt,« siger Peter i en sky af røg. Thomas nikker med et smil.