Nye tal: Nu flytter dobbelt så meget forskning og udvikling til udlandet
En rundspørge blandt danske virksomheder viser, at flere overvejer at flytte forsknings- og udviklingsaktiviteter til udlandet, mens det generelle niveau for udflytning ser ud til at have toppet.
Læs også
-
656 ingeniørvirksomheder i Ingeniøren-undersøgelse: Offshoring giver højere vækstforventninger
Læs mere om
Dokumentation
I de kommende år regner flere danske virksomheder med at sende en del af deres forsknings- og udviklingsaktiviteter til udlandet.
Antallet har været støt stigende siden begyndelsen af det nye årtusinde, viser en ny undersøgelse, der er foretaget af professor Anders Sørensen og senioranalytiker Martin Junge fra Økonomisk Institut ved Handelshøjskolen i København.
Rundspørgen blandt 420 virksomheder viser, at fire procent havde flyttet en del af deres forsknings- og udviklingsaktiviteter til udlandet i perioden 2001-2006. Det tal steg til godt otte procent i perioden 2007-2010, og forventningen er, at det vil ligge på 10 pct. i 2011-2013.
Samtidig viser den samme undersøgelse en stigning i antallet af virksomheder, som brugte offshoring - dvs. outsourcing af aktiviteter til enten en egen eller anden virksomhed i udlandet - fra 26 procent i perioden 2001-2006 til 37 procent i 2007-2010. I perioden 2011-2013 forventer dog blot en tredjedel af virksomhederne at benytte sig af offshoring.
Ny generation af outsourcing
»Tallene kan godt indikere, at det med at outsource produktionen er noget, man har gjort gennem en lang årrække. Der er mange flere virksomheder, der har gjort det i 2007-2010, så der er sket en masse på den front. Der er nogle virksomheder, som allerede har outsourcet en hel masse og ikke forventer at outsource mere, hvorimod outsourcing af forskning og udvikling er en nyere generation af outsourcing. Derfor har vi ikke set potentialet i dets fulde udstrækning endnu,« forklarer Anders Sørensen, der er ph.d., professor og centerleder.
Det er dog ikke nødvendigvis en negativ nyhed for det danske samfund, at virksomhederne gerne vil lægge en del af deres forsknings- og udviklingsaktiviteter uden for Danmark, mener han. Rapporten viser nemlig også, at virksomheder, der benytter sig af offshoring, også har en højere sandsynlighed for selv at have forsknings- og udviklingsaktiviteter i Danmark.
Mere hensigtsmæssig arbejdsdeling
»Vi kan se i de statistiske resultater, vi har fundet, at virksomheder, som outsourcer forskning og udvikling, også har en tendens til at beskæftige sig mere indgående med netop denne aktivitet, end virksomheder som ikke outsourcer,« fortæller Anders Sørensen og fortsætter:
»Det kan meget vel være udtryk for en international arbejdsdeling, der er hensigtsmæssig for alle. Så i stedet for at prøve selv at banke noget forskning og udvikling op inden for et område, som vi ikke er så gode til, kan det være bedre at koncentrere sig om det, vi er gode til, og så lægge resten til udlandet.«
For en gennemsnitlig virksomhed med offshoring af kerneaktiviteter er sandsynligheden for at have egne forsknings- og udviklingsaktiviteter på 28 procent, mens den er på 18 procent, hvis virksomheden ikke har offshoring, viser rapportens resultater.
Desuden har virksomhederne, der har offshoring af forsknings- og udvikling, en forsknings- og udviklingsintensitet på 0,18, hvor den er 0,09 for virksomheder uden offshoring af forsknings- og udviklingsaktiviteterne.






