blogs kategori-billede

Dansk cleantech-selskab foran amerikansk gennembrud

En unik teknologi, skarpt fokus på amerikanske behov, enormt benarbejde, millioner fra LD, nøje udvalgte strategiske partnere og så en miljøminister med sans for danske muligheder - det er ingredienserne for danske Solum, som i denne uge med underskrivelse af en vigtig samarbejdsaftale i New York - overværet af miljøminister Karen Ellemann og ambassadør Jarl Frijs-Madsen - tog et afgørende skridt mod et forventet eksporteventyr.

Af Søren Houmøller,  søndag 15. maj 2011 kl. 18:29

Det er egentlig såre simpelt: Amerikanerne slipper af med deres affald ved at dumpe det i store huller, først i deres egen stat indtil der ikke er flere huller, dernæst i Midtvesten, hvor der, indtil videre, er huller nok til en overkommelig pris. Alene de 650.000 indbyggere i Rhode Island producerer lige så meget affald som alle danskere - og hælder det hele i et stort hul. År efter år.

Det er faktisk et fremskridt - det er ikke mange år siden de dumpede deres affald i havet, hvor meget af det stadig svømmer rundt.

Enter Solum med deres Aikan-teknologi. Den omsætter affaldet til to ting: Kompost, som kan sælges som jordforbedringsmiddel, og biogas, der omsættes til el og varme. Ud over at løse affaldsproblemet får amerikanerne indenlandsk energi - en af Obamas allervådeste drømme - og anlægsejerne tilmed en pengestrøm på salg af komposten. Alle er glade, for der er både politiske points og penge i skidtet.

Nu er det jo set før, at en fantastisk løsning bliver en fiasko. Måske forstår man ikke kunderne, måske kan man ikke levere den service kunderne forventer på den anden side af Atlanten, måske har man ikke kompetencerne til at eksekvere, måske er ideen god, men investeringen for stor - kort sagt, der er masser af faldgruber.

I tilfældet Solum er der grund til optimisme. De har tænkt over det meste og, som direktøren for Solums amerikanske datterselskab, Martin Wittrup Hansen, siger:

- Selvfølgelig er der risici, men vi har forsøgt at minimere dem ved at vælge de rigtige partnere, der kender investorerne og markedet. Så kan vi koncentrere os om det, vi er bedst til: At levere knowhow og teknologi.

Links: Solums hjemmeside, omtale i Børsen 11. maj og nyhed fra den danske ambassade i New York.

Al mulig held og lykke herfra.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.